Gladiator: Sword of Vengeance

Rom, år 117. Den vise kejser Trajan er kommet af dage, og den bindegale - og fiktive - Arruntius har bemægtiget sig hans trone. Arruntius vil rive Rom ned og bygge sin egen lille hovedstad, Arruntium, lige ved siden af. Overfor ham står Thrax Invictus, Trajans tidligere hof-gladiator og Gladiators hovedperson. Han er en svoren fjende af Arruntius, og bliver derfor aflivet af den gale kejser i spillets start - efter en lidt langvarig gang gladiatorkamp, der dublerer som tutorial.

Men hvis menneskene er færdige med Thrax, så er guderne det ikke. De henter ham til Elysium - romernes svar på himlen - og sender ham derfra ud for at fjerne Arruntius, der heller ikke er deres kop vin. Men kejseren står i ledtog med de onde og magtfulde dæmoner Phobos og Demos, så Thrax har en stor opgave for sig. En opgave, han løser på gladiatormanér: Med store håndvåben og masser af muskelkraft.

Gladiator: Sword of Vengeance er et rendyrket actionspil. Som Thrax løber man ganske vist rundt i en række forskellige miljøer - typisk øer af den bogstaveligt talt gudsforladte slags - men det er sjældent nogen intellektuel udfordring at finde vej eller komme videre. Mangler du en nøgle? Så er der nogle monstre, du ikke har slået ihjel. Mangler du et bonus-item? Så er der nogle krukker, du ikke har smadret. Praktisk taget alle problemer løses ved hjælp af store, skarpe klinger - selv det at hoppe er helt automatiseret. Gladiator er med andre ord lidt enstrenget. Men den gode nyhed er, at spillets kampe fungerer godt. Styresystemet er enkelt: Som udgangspunkt locker Thrax sig ind på én af modstanderne - der er oftest adskillige af dem - som han så orienterer sig i forhold til. Han kan nu udsætte staklen for sine to forskellige typer slag og for et utal af combo-angreb. Derudover kan han undvige, f.eks. ved at rulle sidelæns, og levere knusende - og blodige! - death blows, når modstanderen er ved at være mør.

Den typiske modstander i Gladiator er ikke ligefrem nobelpris-materiale. Alligevel er en stor del af udfordringen i Gladiator at lure modstanderne - hvor hurtigt bevæger de sig, hvor gode er de til at parere? - mens man samtidig forsøger at komme fri af deres flittige forsøg på at omringe én. Der er kun tre typer våben at boltre sig med i Gladiator: Økser, sværd og en art knive, der spændes fast på Thraxs underarm. Men hver især har de svagheder og styrker, der gør det afgørende at regne ud, hvilke våben man skal bruge mod hvilke modstandere.

I løbet af Thraxs missioner støder man på ’challenges’ - hvor et antal modstandere eller krukker (!) skal smadres på tid. De giver adgang til mere energi og til ’gauges’, der måler ens våbenduelighed og belønner én med nye moves og mere slagkraft. Våbnene kommer til lidt efter lidt, og man får løbende større og bedre udgaver af de samme våben. Den stadig udvikling af Thrax’ evner og arsenal giver en lidt ujævn sværhedsgrad, men i det store og hele udviser den en god, blød stigning gennem spillet. Til gengæld er Gladiators kamera ikke fri for at være lidt irriterende. Man kan ikke selv styre det - kun zoome ind og ud - og den gennemgående vinkel er så meget ovenfra og ned og så tæt på, at det ofte er vanskeligt at orientere sig. Dermed ser man heller ikke så meget til Gladiators ofte stemningsfulde landskaber, som man burde.

Grafikken er ellers udmærket. Den er måske ikke direkte imponerende - dertil er miljøerne for grove og lyset for fladt - men figurerne er veldefinerende og animationen glimrende. Thrax bevæger sig overbevisende og elegant, og det samme gør hans veldesignede modstandere, der tæller både skeletter, kykloper, spøgelser, ilddæmoner og sågar andre gladiatorer. Et pænt udvalg, totalt set; til gengæld skal man hakke sig igennem så mange af de enkelte modstandere, at ensformigheden godt kan nå at indfinde sig alligevel.

Det er nok dér, Gladiators største problem ligger: I ensformigheden. Uden puzzle- og platform-elementer går det hele op i en endeløs række kampe, og undertiden kan det godt blive kedeligt. Når det sker, fremstår spillet næsten lige så monotont som det ellers stemningsfulde soundtrack og de ellers rammende lydeffekter - og man bliver tilbøjelig til at smide controlleren og finde noget konstruktivt at tage sig til.

Tricket er at indtage Gladiator: Sword of Vengeance i små, mådelige doser. Man kan snildt gå lidt til og fra Thraxs missioner: Gladiator er ikke noget dybt spil, langt fra. Som actionspil fungerer det til gengæld godt - og det opfylder fint de ambitioner, der er lagt i det.