Jeg kan ikke huske, hvor mange gange jeg har set Jason og det Gyldne Skind. Don Chaffeys film om Jason, der drager ud i den græsk-mytologiske verden og kæmper mod Hydraen, Harpierne og en kæmpe bronzeudgave af Talos, er nærmest tatoveret fast på hjernebarken den dag i dag. Jeg elskede den velanimerede gruppe af skeletter, Jason tæver løs på i godt tre minutter, og hans kamp med Hydraen. Det var ren og skær Ray Harryhausen-magi, og jeg var fuldstændig solgt hver gang det slidte VHS-bånd røg i maskinen. Senere hen fik jeg også fat i Clash of the Titans, og så var der både flyvende heste, den frygtelige Medusa, det trehovedet monster af en vagthund Cerberus og ikke mindst den enorme Kraken.
Jeg kan kun forestille mig at drengene hos Sony Santa Monica, holdet bag bl.a. Twisted Metal-spillene, har haft nogenlunde samme barndom, for deres seneste actionspil, God of War, er ganske enkelt en skattekiste af mytologiske væsener, gudelig indblanding og en mand så gennemsyret af vrede, at han enten kan redde eller destruere hele verden. Og det er her du kommer ind i billedet. Som Kratos tager du kampen op mod din gamle leder Ares, der tilsyneladende er blevet sindssyg. Med to drabelige sværd og lange jernlænker brændt ind i kødet på dine underarme sendes du ud på en nærmest umulig opgave. Du skal finde Pandoras Æske, det eneste våben, der med sikkerhed kan stoppe Ares én gang for alle. Nej, der er så sandelig ikke sparet på noget i God of War, når det kommer til mytologiske referencer, og det fungerer strålende. Græsk mytologi er så rig på interessante karakterer, eventyr og monstre, at det må have taget lang tid at barbere universet ned i størrelse.
Men hvad er God of War så egentlig for et spil? Skal man pejle sig ind på stilen og det høje niveau af action, så må det utvivlsomt være spil som Devil May Cry, Rygar og Castlevania der er de letteste at sammenligne med. Alligevel er det ikke helt retfærdigt at smide God of War ned i så smal en genrekasse, for efter et par timers spil viser spillet pludselig nye sider af sig selv. Gådeløsning, hårfine spring fra uendelige højder og platforme der skal hejses eller sænkes blander sig med den sanseløse action, og så har man lige pludselig en komplet pakke. Dertil kommer muligheden for at kaste magi og opgradere sine mange våben.
Kratos starter sin rejse ombord på et skib, der er under belejring af en flok udødelige væsner og den velkendte mytologiske trehovedet Hydra. Her inviteres man til at tage styringen over den to meter høje og ufattelig muskuløse antihelt, der ved hjælp af de såkaldte Blades of Chaos uddeler flade til enhver, der står i hans vej. Jeg blev guidet gennem spillets grundlæggende muligheder for lemlæstelse og blev så smidt direkte ind i kampen, der rimeligt nok slutter, når man efter en længere tur gennem skibets utætte etager pludselig befinder sig på dækket foran den ærefrygtindgydende Hydra. Og hvilken boss-kamp. Den ville få redaktionens Steen Marquard til at fælde en tåre. I en blanding af ordinær kamp og Quick Time Events går du løs på det væmmelige vandbæst for at få det ned med nakken. Efter en speciel god slagkombination eller brugen af magi giver spillet dig så muligheden for at give en ekstra lussing. Dette gøres ved at ramme en kombination af knapper hurtigt efter hinanden - og resultatet ser helt mageløst ud. Kratos hamrer de to sværd dybt ind i kæben på hydraen og trækker den så fra side til side, indtil den banker hovedet ind i skibets træ vægge. Quick Time Events’ne strækker sig også til God of Wars almindelige fjender. Alt fra de panserede minotaurer over skeletterne til gorgonerne kan vrides, knækkes og brækkes, når blot du har ramt dem tilstrækkelig mange gange. Minotauren møder f.eks. sit endeligt ved at du gentagende gange trykker på en enkelt knap hurtigt. Lykkes det, så ender han med Kratos sværd begravet dybt i munden.
Selvom et spil aldrig skal måles udelukkende på sin grafiske formåen, så kan man ikke andet end at være imponeret over God of War. I den udgave vi har modtaget er der visse nedsættelser i hastigheden, når Kratos svinger rundt med uendelig mange fjender i et stort område - men det er så også det. Ellers er der er intet at udsætte på spillet. Animationen af antihelten Kratos er ufattelig flot, områderne er fyldt med detaljer, farve og dybde og styringen er en af de mest velsmurte nogensinde i et actionspil. Selv loadetiderne er fuldstændig væk. Alt streames ind uden at du lægger mærke til det og selv i de øjeblikke, hvor man serveres et nyt CG-show, der giver dig lidt mere af baggrundshistorien, er overgangen åleglat. Jeg ved ikke hvordan Sony Santa Monica gik fra at lave Twisted Metal til pludselig at slå Capcom og Konami på hjemmebane, men det er altså imponerende.
Jeg er omkring halvvejs igennem spillet på nuværende tidspunkt og jeg har ikke kedet mig ét øjeblik. Hvis resten af God of War viser sig at være en lige så tilfredsstillende oplevelse som første del, så er jeg bange for at Sony fremover ikke udelukkende skal satse på at reklamere for EyeToy, Gran Turismo 4 og The Getaway. Med de rigtige kræfter bag PR-kanonen kan spillet nemlig hurtigt blive en vaskeægte succes og noget der kan brygges mange flere spiloplevelser op omkring.