God of War II: Divine Retribution

Det er ikke en overraskelse at Kratos, verdens nok mest veltunede dræbermaskine, vender tilbage i år. Det første spil, og det er bare hvis du skulle have glemt det (noget jeg i øvrigt tvivler på), var en ufattelig hæsblæsende, ekstremt voldelig og ikke mindst uhyre smuk oplevelse, der trak på alle kræfterne i Sonys aldrende PlayStation 2. At se Kratos svinge sine Blades of Chaos gennem horder af udøde, for at se dem eksplodere i tusindvis af stykker, var ikke noget der kunne beskrives, det skulle opleves. Og da den kridhvide dræbermaskine endelig dræbte Ares og dermed fik sin længe søgte hævn, så var der nærmest ikke noget smukkere - i hvert fald ikke i spilbranchen.

God of War II: Divine Retribution begynder, hvor etteren sluttede. Kratos har indtaget tronen som den ubestridte krigsgud, men han forvalter sin magt på en måde, der irriterer de andre guder. Blodet flyder bogstaveligt talt i gaderne og hele folkeslag går under, for at stille krigsgudens umådelige tørst. Og det bliver for meget for resten af slænget på Olympen. Derfor sender de Kratos tilbage til jorden, formindsker ham og beder havnebyens enorme statue om at tage sig kærligt af ham. Og sådan starter God of War II. Kratos er tilbage på jorden og klar til endnu en omgang.

Så snart startskærmen tonede frem, var jeg nærmest solgt. Bare det at vide, at hele Grækenlands utallige myter og sagn, endnu engang leverer tapetet til en morderisk flot odysse komplet med medusaer, minotaurer, enorme søslanger og alverdens underlige kryb. Santa Monica har verdens bedste skattekiste at rode rundt i, og rodet det bliver der. Allerede et par timer inde i God of War II, har jeg oplevet flere spektakulære monstre og episoder, end jeg gjorde i hele etteren. Alene det at kampen mod den førnævnte statue i havnen, kaldet Collosus, tager mere end et kvarter at gennemføre, mens du i øvrigt kastes fra den ene ende af byen til den anden viser bare, hvor ambitiøst dette andet kapitel er.

Og det må nok være der spillets producer Cory Barlog ryster mest på hænderne. At skulle overtage en serie, der allerede fra det første kapitel fuldstændig vaskede gulvet med konkurrenterne, må være svært. Hvordan overtrumfer man lige kampen mod krigsguden Ares? Hvordan laver man en kamp så mindeværdig som den mod den tonstunge metaludgave af Minotauren, og hvordan finder man på en historie, der tager Kratos ud på et endnu vildere og ikke mindst større eventyr. Svaret er: Det gør man bare. Cory har i hvert fald aldrig været i tvivl om at det sagtens kunne lade sig gøre:

"Vores mål har altid været at holde os på det niveau, som etteren havde, og naturligvis at overgå det, sådan som vi altid forsøger at gøre. Vi ville hive spilleren tilbage i den mytologiske verden, vi havde skabt og fortsætte med at fortælle historien om Kratos og hans kampe med guderne. Jeg er også ret vild med ideen om at kunne udvide historien og give karaktererne mere dybde gennem gameplayet. Vi fortæller ikke bare en historie, vi lader dig leve den."

Og leve den er præcis, hvad jeg gør, når jeg siddende på ryggen af den legendariske flyvende hest Pegasus, indtager luftrummet og som en anden akrobat hopper mellem mine fjender, mens jeg lader de glødende sværd gøre deres naturlige arbejde. Desværre er det kun en demo jeg spiller, og en ret fragmentarisk en af slagsen, så den større sammenhæng går tabt midt i euforien. Ikke engang kampen med Colossus får jeg lov til at se ordentlig til ende, før ordene "God of War II, coming in april" toner frem på skærmen. Alligevel er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at Sony har endnu et klassespil til PlayStation 2-publikummet. På spørgsmålet om, hvor meget græsk mytologi der er hældt i toeren og hvad vi kan forvente os af Devine Retribution, siger Barlog følgende:

"Der er faktisk ingen ende på de ideer vi lagde på bordet i forbindelse med tilblivelsen af toeren, og det er virkelig svært at tage små ting ud af en hel mytologi og så bruge dem i forbindelse med Kratos og hans skæbne. Samtidig skal det være til at spise for publikum. Jeg fik flere gange gennem processen at vide, at dette ikke var en historietime og at jeg ikke skulle hænge for fast i myterne, så det lod jeg være med. For når alt kommer til alt, så er dette altså et actionspil, og det giver ingen mening at fylde på med fakta om, hvem der var/er hvem og hvordan de var i familie med hinanden. For mig var det vigtigt ikke at miste vores publikum, og det tror jeg sagtens man kan komme til, hvis man forgriber sig for meget på researchen."

Jeg spiller demoen en ekstra gang, bare for lige at opleve det hele igen, og jeg er stadig næsten mundlam, da jeg ligger joypaddet fra mig. God of War står for mig som en af de mest fabelagtige, elektroniske oplevelser nogensinde, og bare det faktum, at jeg allerede her i selskab med en kun tyve minutter lang demo af toeren, føler, at det er endnu vildere, kan nærmest kun betyde én ting, nemlig at Santa Monica Studios er i absolut topform og at man på ingen måde behøver at have en PlayStation 3, for at opleve et af industriens mest berusende actionspil. Det kan en mere end seks år gammel konsol sagtens klare.