God of War II: Divine Retribution

Armene går som piskeris på den kære Kratos, mens jeg høvler løs på knapperne. Joypaddet er i forvejen stærkt medtaget, det klarede et intensivt storforbrug af Rez, utallige Soul Calibur-kampe og ikke mindst det første græske voldsorgie God of War, glimrende. Både trekant og cirkel ligger næsten plant med joypaddets glatte overflade. Jeg lægger dog ikke synderligt mærke til det. Allerede et par timer efter begyndelsen på, hvad Santa Monica ikke mener, har været en svær toer, er jeg ét med den plagede spartaner. Det kunne reelt ligeså godt være mig, der havde fået brændt to kæder og tilhørende sværd fast til underarmene, sådan som jeg pløjer mig gennem hele den græske mytologis spraglede fauna, uden at kigge tilbage.

God of War II: Divine Retribution er nemlig som at vende hjem, både historie- og spilmæssigt. Kratos har indtaget pladsen som Olympens krigsgud, men han er væsentlig mere hårdhændet og grusom end Aries nogensinde var det. Dette får naturligvis Grækenlands mange andre guder, der tilsyneladende er lidt en omgang rygstikkende tøser, til at vende sig mod ham. Og med guderne imod sig, specielt selveste Zeus, kan Kratos ikke gøre meget andet end at smide rustningen og smøge ærmerne op. Skæbnens søstre skal findes og tiden skal spoles tilbage. Vi skal tilbage til de gode gamle dage. Til dengang, hvor en mand gik i sandaler og kvinder var noget, man bare havde for sjovs skyld.

Og det bliver naturligvis startskuddet til det andet kapitel i serien om Kratos. Frarøvet sin status som guddommelig og med sine trofaste Blades of Chaos hængende ned fra armene, er der øjensynligt ikke meget andet at gøre, end at gå i lære som slagtermester endnu engang - der er i hvert fald masser af villigt kød klar til en præcis udskæring. Og det føles da også meget bekendt fra første øjeblik, du smides hovedkulds ned i en større havneby og skal slås med byens bronzebeskytter, den enorme Colossus. Godt nok har Kratos fået udvidet sit arsenal af bevægelser med muligheden for at svinge mellem tydeligt oplyste punkter, og når du kombinerer spillets fire slagknapper, sker der da nogle gange uventede ting, men ikke på en måde, hvor Divine Retribution virker aldeles fremmed. Heller ikke spillets nye våben, heriblandt en bue og en meget stor hammer, er udvidelser, der skiller sig væsentlig ud fra mængden. Ikke engang den tidsstoppende magi, der introduceres undervejs virker malplaceret, hverken i kamp eller til gådeløsning.

Malplaceret er i stedet Kratos indtagelse af luftrummet, siddende på ryggen af den sagnomspundne Pegasus. Nok har Santa Monica Studios formået at skabe en historiemæssig nødvendighed i at smide spartaneren i sadlen, men når du sidder og skyder til måls efter en række småhidsige griffoner fra ryggen af en flammende hest, så føles det mere som en tam udgave af After Burner end et af græsk mytologis største og meste blodige eventyr. Følelsen vender desværre tilbage senere i eventyret, da Kratos får fingrene i Ikaros' velkendte vinger og svæver hvileløst rundt. Begge dele kunne jeg snildt have levet foruden. Det var faktisk ikke en forkert beslutning, ikke at inkludere det i det oprindelige God of War.

Til gengæld er det svært at nævne Divine Retribution og så på en eller anden måde helt undgå at snakke grafik, for præcis grafikken er stadig overdådig. Der er ingen tvivl om, at det seneste halvandet års tid med Xbox 360, har gjort mig en smule immun overfor de mirakler, der kan vrides ud af en PlayStation 2, specielt når det afspilles på et stort og sofistikeret fladskærms-tv, men det er nu alligevel noget nær en pragtpræstation, Cory Barlog og resten af holdet har formået at strikke sammen. Detaljerige og afsindigt smukke landskaber blandes med fremragende græsk arkitektur og faretruende huler, til et af de mest fortryllende visuelle action-eventyr, jeg længe har spillet. Divine Retributions bosser, hvoraf en del er mere jordnære og menneskelige end tidligere, ser mageløse ud, og når du samtidig kaster rundt med sagesløse soldater, skærmen eksploderer i et farveorgie og Kratos' sværd efterlader de typiske fartstreger, så er det svært ikke at elske God of War II. Ja, det er fladpandet action og de store dikkedarer, men hvad pokker er der galt i det?

Skal der lyde en kritik, og det må der nødvendigvis gøre, når nu ti-tallet ikke deles ud i denne omgang, så må det være, at God of War II, til trods for dets forsøg på at gøre alting større, hurtigere og vildere, ikke på samme måde som etteren, bjergtog mig. Det hele er flottere og mere kaotisk, der graves dybere ned i græsk mytologis gemmer end nogensinde før, styringen er åleglat, grafikken fremragende i forhold til værtskonsollens formåen og tempoet nådesløst. Alligevel følte jeg nogle gange, at jeg spillede på automatpilot. Jeg savnede suset fra første spil, savnede at blive overrasket, henrykket og bjergtaget. Det er naturligvis et luksusproblem, men ikke desto mindre et problem - og det skyldes nok at Divine Retribution, til trods for at være en opfølger, også samtidig er så pokkers varsom med ikke at træde ved siden af de mange fans ønsker, at det nogle gange næsten går helt baglæns. Det er dog stadig lysår foran konkurrenterne, og helt klart et af dette års største spil på den aldrende PlayStation 2.