Dansk
Gamereactor
anmeldelser
GoDai: Elemental Force

GoDai: Elemental Force

Det er helt i orden at sælge spil billigere, men de skal stadigvæk være solide.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du er den unge prins Hiro, hvis forældre er blevet slået ihjel af den megalomaniske Akunin, da du var spæd. Opdraget af den vise Master Sho, er du nu 20 år gammel, og parat til at hævne dig på Akunin, der nu også har mordet på Sho på sine skuldre. Du er således en meget vred ung mand. Heldigvis er du tæt forbundet med de fire elementer, og ved at indsamle deres krafter (samt et femte elements) kan du blive stærk nok til at bekæmpe ondskaben, genskabe freden og bestige tronen i dit land.

HQ

Det lyder godt, men...
Vi har hørt det tusind gange før, og derfor er historien således uinteressant. Hvad det hele kan koges sammen til er, at GoDai er et 3-dimensionelt beat ’em up i stil med Bouncer, som denne gang foregår i den japanske middelalder. Man traverserer store 3-dimensionelle arenaer, hvor adskillige modstandere skal bekæmpes, før man kan bevæge sig videre. Undervejs kan man samle nye våben op (spyd, kastestjerner, sværd m.v.), som kan gøre slåskampene lettere, ligesom man kan benytte sig af elementernes krafter. Eksempelvis kan Hiro hoppe, hvorefter han svæver langsomt mod jorden, således at han kan dække lange distancer med sine spring. Eller han kan lave rullefald/flik-flik i slow-motion, som så kan efterfølges af et angreb.

Det lyder jo godt alt sammen, men virkeligheden er en helt anden. Dårlige karakteranimationer, mangelfuldt gameplay, kedelige omgivelser og en generel følelse af, at dette spil burde være udkommet på PSOne for flere år siden præger desværre GoDai.

Øhh, hvad er dette her?
Lad os tage det fra en ende. Når Hiro er i nærkamp med en modstander, så kan man ikke gøre meget andet en at trykke på X uafbrudt. Action-knappen styrer nemlig både våbenangreb, slag og spark, så enhver form for strategi er fjernet. Det ER godtnok et actionspil, men det ville alligevel være rart, hvis man følte, at man selv havde kontrollen over Hiros angreb. Da Hiro også selv vender sig i modstanderens retning, skal der ikke være mange fjender i nærheden af ham, før det rent faktisk alligevel ikke kan betale sig at gøre meget andet end at flå lidt rundt i joystick’et og trykke på X samtidig. Du kan heller ikke se hvad han og fjenden foretager sig, idet 3DO er gået efter hurtig action, hvilket - kombineret med de dårlige animationer - gør spillet til en forvirret omgang polygon-suppe. Oftest vinder du kampene, men det er en flad fornemmelse at have bekæmpet tre fjender uden at behøve at have set på skærmen

Pokkers tåbeligt
Gameplayet er således ikke blot monotont, det er også direkte elendigt. Dog kan man få lidt mere sjov ud af det, ved at spille mod en menneskelig modstander i en af de mange multi-player scenarioer, spillet byder på. Det giver spillet et par timers ekstra holdbarhed, men også kun lige. Et plaster på såret kunne være, at omgivelserne så var flot realiseret, så man fik lyst til at udforske dem. Det er de ikke, og det kan man ikke. Hiro ledes lineært igennem de forskellige verdener og fra det ene ligegyldige slagsmål til det andet. Og for at føje spot til skade, så skal der ikke være mange baggrundsdetaljer, før spillet hakker og sprutter, som om dets motor var ved at gå i stå. Der er forsøgt skabt en stemning med regn, tåge, fakler m.v., men det er milevidt fra atmosfæren i eksempelvis ICO, og det ser mildest talt elendigt ud - jeg har set det gjort bedre på PSOne-spil. Man spiller således primært GoDai for at kunne lægge det fra sig.

Dette er en annonce:

Det eneste gode ved GoDai er, at prisen er lavere end normale PS2-spil. 3DO har nemlig lavet en budget-serie, hvor prisen er lige omkring 300 kroner, og den er GoDai en del af. Det er et beundringsværdigt initiativ, men med den officielle Platinum-serie på gaden, bliver 3DOs spil nødt til at være bedre for at kunne retfærdiggøre brugen af så mange penge, som det alligevel er. Med så mange gode spil på markedet til PS2, som der er lige i øjeblikket, skal man virkelig være vild med denne genre for at hjemkøbe GoDai.

03 Gamereactor Danmark
3 / 10
+
Det er billigere end normalt og bygget på en god ide.
-
Men der er taget fripauser i grafikken, lyden og gameplayet.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold