Det oprindelige Golden Sun kom som sendt fra himlen. Alle Game Boy Advance fans med hang til 16-bit tidens storslåede RPG spil, omfavnede spillet - denne anmelder inklusiv. Og efterfølgende var der ingen tvivl om at Camelot, der tidligere havde stået bag N64 titler som Mario Golf og Mario Tennis også forstod sig på Japans nok mest eftertragtede genre. Derfor lå det meget naturligt i kortene, at der ville komme en opfølger og den er nu landet under navnet The Lost Age.
Spillere af det oprindelige spil, kan passende starte med at overføre sine gamle karakterer ved hjælp af et gumpetungt password system, hvor det er helt givet at man laver adskillige fejl under indtastningen. Det er ikke til at forstå, at man ikke har prøvet at lave en slags sleep-mode, hvorefter der kunne skiftes spil. Når det så er sket, så sparkes anden del af det episke eventyr i gang - men her kan spilleren godt berede sig på en skuffelse. Du spiller nemlig ikke Felix, Garet og alle de andre, men der i mod Isaac og hans bande, som så skal indtage det nye kontinent. Dermed skal alt også læres forfra, og der går ikke længe før man undrer sig over hvorfor man kunne trække sin gruppe af karakterer med videre, når man alligevel ikke spiller dem. Heldigvis er det kun et spørgsmål om tid før man igen møder det velkendte slæng, men man skal grueligt meget igennem først.
Selve gameplayet har ikke ændret sig synderligt. Kampe afvikles stadig med både slag, Djinns og items, men de enkelte byer byder på bedre og større våben, som spilleren stiger i levels. Der findes dog en del nye powers til både kampe og gådeløsning, hvilket har gjort det muligt for Camelot, at gøre mere ud af de ekspansive dungeons. Nu er det bl.a. muligt med f.eks. vinden at vælte ting, at grave efter skjulte skatte mm. Spilleren vil også senere kunne sejle fra kontinent til kontinent og dette byder faktisk på en del overraskelser og endda muligheder for at anskaffe sig stærke items ret tidligt. Dog har Camelot ikke ladet alt være tilgængeligt og specielt byer og kendte landemærker fra etteren er overhovedet ikke til at besøge igen - hvilket er en smule skuffende. Det ændrer dog ikke spillets grundsten synderligt og fans af serien vil føle sig hjemme i The Lost Age.
Desværre syntes The Lost Age også at være dårligere balanceret. Mens nogle opgaver er lettet og ligetil, så er andre underlige og uden forklaring - nogle gange fordi man mangler en bestemt power for at komme forbi et knudepunkt i spillet og ikke bliver gjort opmærksom på det. Andre gange fordi et eller andet gnidret og pixeleret viser sig at være noget der skal samles op eller trykkes på. Desuden trækker nogle af spillets dungeons ud i det uendelige og dermed mister man næsten lysten til at fortsætte. Specielt Air’s Rock var med til at knække denne anmelder med sine mange ensformige og til tider kedelige rum. Kædet samme med den til tider søvndyssende musik som spillet i denne omgang har, så kan det være svært at trække sig selv gennem hele eventyret i et stræk. Men er ganske enkelt nødt til at ligge spillet lidt fra sig og så vende tilbage et par uger senere med fornyede kræfter.
Golden Sun: The Lost Age er dog stadig en berigende oplevelse, som både fans af genren og i særdeleshed serien bør kigge nærmere på uden de store forbehold. Der er dog ikke lagt op til de store overraskelser og havde man regnet med at få et eventyr der starter hvor det sidste slap, så skal skuffelsen nok lige tøjles først.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 8 / 10
- Spilbarhed
- 8 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 8 / 10