Gotham Knights

Efter at have løst et mytisk mordmysterie som Red Hood, fandt jeg nogle stærkt ubehagelige fjender der gemte sig. Jeg valsede ud af bygningen, fremdrog elegant min klatrekrog og skyder den over tagtoppen for at glide væk, hopper ned på min motorcykel og kører ned af Gotham Citys travle gader hvor jeg angriber enhver bølle jeg ser på min vej. Herefter smider jeg mig selv ind i en kamp hvor jeg kæmper sammen med Nightwing, dansende rundt omkring fjenderne som en velorkestreret ballet imens der uddeles voldsomme slag.

Altså teoretisk. Det var sådan jeg håbede at spille Gotham Knights.

Jeg er stor fan af DC universet og DC spil, og det tomme hul som Arkham serien efterlod gav mig stort håb for denne titel. Præmissen er virkeligt god, Batman er død, hans disciple står klar til at tage over, Batgirl, Nightwing, Red Hood og Robin.

Eftersom at de ikke er lige så skrappe som gamle Bruce Wayne, så giver spillet dig mulighed for at gå igennem spillet med dine venner i klassisk co-op. Med fantastisk gameplay og fantastik grafik ville dette måske have været mit drømmespil. Men der var advarselstegn. Udviklingen tog så lang tid at Playstation 4 og Xbox One udgaverne blev skrottet, og fokus udelukkende er på nyeste generation af konsoller. Det faktum at det var tiltænkt den forrige generations hardware er tydelig.

Oplevelsen jeg startede med lyder derfor i stedet:

Efter lidt tilfældig at have trykket løs har jeg løst endnu et stærkt gentagende mordmysterie i rollen som Red Hood og takket være dette ved jeg hvor der er flere af de samme fjender som jeg er ret rutineret i at nedkæmpe gemmer sig. Jeg prøver at komme ud af bygningen men sidder fast i geometrien og kan ikke gå ud af døren i første forsøg, hvorefter jeg uheldigvis kommer til at miste liv da jeg forsøger at bruge min klatrekrog men skyder mig selv ind i en i den forkerte bygning i stedet.
Jeg tilkalder min motorcykel, men jeg er åbenbart det forkerte sted for den dukker ikke op hvor den skal, men da jeg endelig finder den kører jeg ned langs de døde gader hvor jeg ikke vil bruge kræfter på bøllerne, for det er spild af tid. Jeg finder min makker der spiller som Nightwing og vi går i gang med at slås, men desværre bliver han logget ud midt i kampen der hakker sig igennem med 30 billeder i sekundet.

Mange af problemerne skyldes at Gotham City føles gammel, omgivelserne er pæne, mellemsekvenserne er med imponerende teksturer og effekter, men den verden man kommer ud i bagefter er stendød. Vinduerne langs gaden indikerer liv og bevægelse, men på gaden er der kun to fodgængere med en mærkelig adfærd. Selve animationerne er ikke særligt gode, og karaktererne føles klodsede. Jeg startede Batman: Arkham City op på Xbox 360 for at konstatere at den gamle klassiker kører langt mere flydende end det her.

Og hvis jeg må fortsætte min kaskade af brok, så kræver det unødvendigt meget af spilleren for at komme i gang, menusystemet er meget komplekst med undermenuer til alt, hvis ting skal være komplekse, skal tingene være logisk bygget op og have dybe systemer der virkeligt tilføjer noget til spillets oplevelse, noget udviklerne i min optik ikke har magtet. Det føles bare som at navigation i menuerne tilføjer meget lidt og ikke er gjort særlig bekvemt, især ikke med controller og her må jeg sige at der mangler noget klassisk Batman: Arkham City brugerflade der er lavet af folk der ved hvad det vil sige at spille.

Meget af kritikken kommer fra det faktum at jeg er skuffet over hvor godt jeg ved at det hele kunne have været. For det er faktisk ikke et dårligt spil. Der er fire karakterer der hver især skiller sig ud med en masse variation til følge, personligt er jeg mest til Batgirl og Red Hood især der føles meget unik. Kampene har også ekstra dybde idet at der er ekstra muligheder for at snige sig rundt, og du bliver belønnet for at undgå at tage skade eller være særligt taktisk.

Gotham Knights er et meget progressions-baseret spil hvor du gentager de samme ting for at få bedre egenskaber og udstyr, der igen er krævet for at besejre stadig sværere fjender. Der er også en masse hemmeligheder at gå på jagt efter, problemet er bare at man aldrig rigtigt engagere sig. Hvor det er charmerende at skulle finde det gamle batsignal bagerst i politiets opmagasinering eller finde reference til opskrue bifigurer, så føler jeg aldrig et naturligt drive der får mig til at fortsætte. Jeg har for det meste ikke været der hvor tingene var decideret kedelige, men jeg har omvendt ikke haft problemer med at lukke spillet ned og gøre noget helt andet.

Selve historien synes også at være blevet omsorgssvigtet i processen. Det skyldes måske at der er tale om fire forskellige personer der skal dele den samme historie, men narrativt er det bare ikke særlig skarpt og dialogerne føles sjældent naturlige. Herudover er der en helt grundlæggende diskrepans idet at handlingen i historien ikke stemmer overens med hvad jeg skal gøre, som når Red Hood siger at det er vigtigt at han skal til at slappe af, imens at fjenderne er ved at spore sig ind på mig i en sniger-sekvens, og det er lige efter at han med store mængder vold har sparket en dør ind.

Hvor meget spillet end tilbyder mig af eventyr, så er der også altid noget negativt der forhindre det i at nå det fulde potentiale. Gotham Knights er i sit es når det tilbyder udfordrende kampe og disse kan spilles med en ven (når kodningen til samspil virker), når vi drager på opdagelse sammen og nakker moderat svære bosser - det er her i disse øjeblikke at jeg føler mig godt underholdt på et niveau der normalt udløser et 7-tal hos Gamereactor.

Men så snart jeg kan fumle mig igennem menuerne der ikke giver mening, lytte til en ærlig talt lam historie og transporteres igennem øde og forladte områder med karakterer der er mangelfuldt introduceret, så forvinder lysten til at spille. Fire-mands co-op i Horde-agtig modus kommer til november, og så vil jeg vende tilbage til spillet der, men i mellemtiden har jeg brugt mere end rigeligt tid i universet til at skrive denne anmeldelse, og det er en stor skuffelse.