Grabbed by the Ghoulies

Sidste års X02s største annoncering var utvivlsomt Microsofts erhvervelse af Rare. Selskabet, som havde stået bag klassikere såsom Goldeneye og Perfect Dark, var en kærkommen tilføjelse til gigantens vifte af udviklere. Herefter døde mediestormen lidt af, og det har været småt med håndfaste udmeldinger. Nu brydes tavsheden endelig, og Rare indfinder sig med sin første titel til boksen. Lidt bemærkelsesværdigt er der ikke tale om een af deres etablerede titler, men derimod om et helt nyt koncept. I Grapped by the Ghoulies ryger man ud i en herligt klichefyldt tegnefilmsverden. Her er virkeligt tale om en titel, der ikke tager sig selv for seriøst, og blot fokuserer på et enkelt gennemarbejdet gameplay. Desværre bliver selv grafisk blændværk og morsomme sekvenser lidt ensformigt på sigt.

Man indtræder i rollen som den unge blonde Cooper, hvis kæreste bliver bortført af et par animerede bæster. Nu går den vilde jagt så over stok og sten igennem en kæmpe victoriansk villa, som lægger gulv til en lang række underfundige fjender. Tiden spoles begrebsmæssigt tilbage til tiden, hvor de stærke kvinder endnu ikke havde fundet vej til underholdningsbranchen. I stedet må man jagte rundt efter den hjælpeløse stakkel, der konstant kommer ud i nye problemer. I disse omgivelser er det kun nævernes sprog der gælder, og man er hurtigt i gang med vidunderlig overgearet tegnefilmsvold. Fremgangen er forrygende ligefrem og lineær i ordets egentlige betydning. Kort sagt skal man rejse fra rum til rum, og uskadeliggøre en større bunke spraglede fjender. For at man ikke skal være i tvivl om, hvor man skal hen, holdes næste dør lukket, indtil man har udført den tiltænkte opgave.

I disse dejligt simple omgivelser kan man lægge tankerne på hylden, og i stedet fokusere på det veldesignede kampsystem. Højre analoge joystick er frigivet til at styre Coopers aggressive udfald, hvilket giver 360 graders bevægelsesfrihed. Hurtigt bliver man begravet i flokke af porøse skelletter, hoppende fjernsyn, løsslupne døre og flagrende mumier. Nu skal man ellers holde tungen lige i munden, mens man timer sine flyveskaller og albuesmæk. Første gang een fjende flyver spjættende og skrigende gennem luften er man solgt, og man kan ikke lade være med at grine fjoget. Kontrollen er rimeligt intuitiv, og kameraet fungerer for det meste efter hensigten. Der er inkluderet en auto-lock funktion, som umiddelbart burde gøre kampene lettere tilgængelige.

Der er dog også inkluderet en hvis grad af dybde til begivenhederne. Dette kommer til udtryk gennem indfaldsvinklen til de forskellige rum. Nogle gange skal man eliminere et givent antal prædefinerede fjender, andre gange skal man sørge for at dræbe modstanderne uden selv at blive ramt - eller måske må man kun kæmpe med våben. Netop våbnene er en morsom tilføjelse. Omgivelserne er utroligt interaktive, og mange ting kan opsamles og benyttes som våben. Det er en fed fornemmelse, når man overlegent fejer en større mængde Ninja-Imps væk med en stol. Mislykkedes det for een at opfylde de opstillede kriterier for et rum, så får man ubehageligt selskab. Nu toner døden frem, og han jagter så rundt efter een. Fyren er - naturligvis - usårlig, og skal kun bruge et enkelt prik fra sin spidse finger til at ondulere stakkels Cooper. Nu bliver begivenhederne selvsagt endnu mere hektiske, imens man forsøger at opfylde kriterierne - med en særlig gæst i hælene.

Grapped by the Ghoulies bliver serveret indsvøbt i en indbydende glasur. Det cell-shadede univers er rigtigt lækkert, kombineret med levende refleksioner og heftige partikeludløsninger. Farvevalget er præget af skarpe kontraster, hvor pastellerne virkeligt har været på overarbejde. Præsentationen bindes sammen af nogle animerede tegneseriesekvenser, som passer glimrende ind i resten af miljøet. Dette toppes så af en god stemningsfuld lydside, hvor musikken er både dyster og humoristisk. Endelig så har Rare også fået optimeret deres framehastighed, som ellers var noget hakkende i previewudgaven. Desværre er tekniske lækkerier alene ikke nok til at skabe et godt spil, der kræves også et fængende og udfordrende gameplay. Dette lykkedes noget af vejen, men det hele ender alligevel med at føles en kende ensformigt. Grapped by the Ghoulies er et herligt afbræk i hverdagen, hvor aggressionerne kan få lidt afløb. Det ændrer dog ikke på, at man godt kunne forvente et mere varieret gameplay.