Gran Turismo 4

For nogle år tilbage kom jeg cyklende hjem fra arbejde. Det var en pæn forårsdag. Luften var lun, træerne havde fået blade - sommeren var på vej. Da jeg nåede en lyskurv, skete der noget besynderligt halvvejs ude i krydset. Mine tanker begyndte at kredse om den rigtige kørelinje, og hvordan jeg bedst brugte hele cykelstiens bredde til at komme helt ind til kantstenen, så jeg ikke var nødt til at bremse for meget ned og dermed miste for meget fart. Var det ikke, fordi jeg på daværende tidspunkt var meget opslugt at Gran Turismo 3: A-spec, kunne jeg være blevet direkte nervøs for mit mentale helbred. Det er påfaldende, at et PlayStation 2-spil kan give en mand uden kørekort som jeg sådanne tanker. Det må være et godt bevis på, at seriens skaber, Kazunori Yamauchi, var inde på rette spor. Og det er han på sin vis stadig i dag, hvor Polyphony Digital kører Gran Turismo 4: The Real Driving Simulator i stilling.

Det første, du lægger mærke i GT-mode, er den store startskærm kaldet Gran Turismo World. Her er der en næsten endeløs række af ikoner, som kan virke forvirrende. Det ser prangende ud, men er gammel vin på nye flasker, for kun ganske få ikoner dækker over andet end de ting, der altid har været seriens varemærker. Det være sig køreprøver, garagen, bilfabrikanter opdelt efter lande osv. Jeg købte en bil, snuppede et par kørekort, deltog i turneringer, tjente penge og tunede slæden, og mens jeg følte en næsten euforisk glæde over endelig at være tilbage i Kazunoris fantastiske bilunivers, hvor køreglæden er nøjagtig så eminent, som den altid har været, slog det mig, at jeg allerede havde gjort det her før; tre gange før, for at være præcis. Ikke at der kom skår i glæden, men jeg kunne groft sagt lige så godt have hevet GT3 ned af hylden og spillet det igen. Midt imellem den flottere grafik, alle de nye baner og biler og nye spilmodes toner det velkendte koncept frem - et koncept, hvor der stort set ikke er ændret et komma. Og dog, der er lagt ny asfalt hen over dele af det gamle koncept.

De nye skud på stammen er Photo- og B-spec-mode. Førstnævnte giver spilleren mulighed for at tage billeder. Du vælger en bil og en af mange forskellige kulisser, og med hjælp fra et væld af professionelle fotofunktioner, kan du skabe lige det billede, du vil have. Du kan også tage et billede fra et replay af din egen mesterlige motoriserede asfaltdans. Det er en fiffig, men dybest set irrelevant funktion, som desværre hurtigt mister sin værdi. Desværre kan B-spec-moden være med her, for mens det er underholdende at kunne beordre en virtuel kører til at sagtne eller øge tempoet, overhale forankørende biler eller køre i pit, så falmer ideen, når du finder ud af, hvor lidt medbestemmelse, du egentlig har. Presser du ham for meget, laver han flere fejl, men sjældent så grove fejl, at du taber løbet. I øvrigt overhaler han modstanderne - med eller uden din tilladelse - så jeg har svært ved at se, at der er tale om at "spille". Han er i reglen selvkørende. B-spec-moden er dog en fremragende måde at tjene hurtige penge på - reelt uden at røre en finger.

En anden ting er den stadig manglende skademodel. Jeg var lidt skuffet over, at GT3 ikke havde en, men også kun lidt. Jeg prøver altid at køre så optimalt som muligt. Jeg kan dog kun undre mig over, at du stadig kan spekulere i at bruge rabatter og bander til at brage ind i, uden at det får konsekvenser ud over lidt hastighedstab. Ofte kan det slet ikke betale sig at bremse ned, og det er synd. Det er hverken "Real" eller "Simulation", og det er her kæden hopper af for mig. I stedet for de temmelig overfladiske tiltag burde Polyphony have implementeret en skademodel, for uanset årsagen til dens fravær, er den efterhånden blevet standard i genren.

Det kunne lyde som om, at GT4 er en mislykket udgivelse, hvilket slet ikke er tilfældet. Jeg har brugt mange timer på det og er faktisk imponeret. Jeg er imponeret over mange af de nye baner og biler samt den større frihed, spillet giver. Den perfekt gengivede Nürburgring, den billedskønne El Capitan og banen, hvor 24-timers-løbet Le Mans køres, giver selv hærdede virtuelle kørere en seriøs udfordring, og det samme gælder mange andre af de nye baner, hvoraf flere er hentet fra de helt tidlige GT-spil. Muligheden for, at du når som helst kan øve dig på en hvilken som helst bane og de nye spilmodes giver - trods deres svingende kvalitet - adspredelse og frihed til tage en pause fra alle spillets cups og events. At rallydelen også indeholder velfungerende iskørsel tæller så sandelig også på plussiden.

Som rosinen i pølseenden er køresimulationen stadig mindst lige så bundsolid som tidligere, og det er det, serien i virkeligheden skal bedømmes på, da den er hele grundlaget for seriens popularitet. Så fortvivl ikke: Gran Turismo 4 er et drøngodt og usandsynligt flot spil, som utvivlsomt vil få mange spillere og bilentusiaster til at droppe nattesøvnen i det meste af denne måned. Vi er bare nået dertil, hvor GT-serien alt for åbenlyst gentager sig selv, og selv om konceptet denne gang er smagt til med nye krydderier, så formår de ikke at afrunde smagen eller reelt tilføre retten nye smagsnuancer.