
Jeg ved nærmest ikke om det er mig det er galt med, efter jeg lægger controlleren fra mig og kigger på det blinkende Gran Turismo 5-logo, for det er næsten som om nogen prøver at gøre mig til hovedpersonen i en særligt mærkværdig joke.
Mens jeg nu i årevis har fået ordet "simulation" kastet efter mig hver gang Gran Turismo 5 er blevet nævnt, er det jeg lige har prøvet nemlig alt andet end realistisk.
Bilerne sejler håbløst hen over vejen som var asfalten udskiftet med et tykt islag, og den eneste indikator af at bilen mister greb er controlleren der ryster i min hånd. Jeg kan ikke mærke asfalten, grebet eller bilen, og er nærmest skræmt over hvor forkert og alligevel velkendt det hele føles. I de første timers spil virker Gran Turismo 5 nemlig som et spil, der kun har bekymret sig om at vokse i spændevidde, og helt har glemt at revurdere det fundament hele spillet er bygget på.
Resterne fra seriens første spil, helt tilbage fra PSOne, nærmest flyder ud af enhver af spillets revner, og mere end en gang tager jeg mig til hovedet over hvordan en sådan prominent spilserie har kunnet lade stå til i så lang tid. Menusystemet er en hån mod tanken om brugervenlighed, og et oldtidslevn der nærmest aktivt forsøger at fratage spilleren muligheden for rent faktisk at sætte sig i en af de mange biler og ræse løs.
At hvert løb har specifikke krav, som skal opfyldes for at kunne deltage, er fint, men at det ikke hjælper dig til at finde en passende bil, eller som Forza 3 finder løb som passer til den bil du rent faktisk har valgt, er et frustrationsmoment af de store. Det er ganske simpelt utilgiveligt at der skal bruges så meget tid på at rode igennem langsommelige menuer, for blot at få lov til at prøve hovedspillet - sløseri af den største slags.
Jeg undrer mig også over at man ikke har gjort løbsindekseringen mere dynamisk. Fordi de forskellige løb stadig er delt ind i ekstremt brede kategorier, som eksempelvis løb hvor det kun er baghjulstrukne eller japansk fabrikerede biler der må deltage, er der ofte milevid forskel på hvad du selv og modstanderne kører i. Jeg kan huske at jeg synes det var sjovt i det første Gran Turismo, hvor jeg og vennerne toptunede baghjulstrukne biler og deltog i ræs hvor vi overhalede de langsomme modstandere med 300km/t, men siden da er der gået 13 år, og i dag, hvor jeg søger lidt mere seriøst ræs, virker opbygningen arkaisk og dybt forfejlet.
Værst er dog at spillet i starten tilbyder dig biler og baner hvor det at tage et sving virker som at køre på et månelandskab, hvor fysikken og tyngdekraften kun tillader delvis berøring med banen. Bedre bliver det ikke af et kamera der nægter at røre sig ud af flækken, og hverken hopper eller ryster for at simulere fart, udskridninger eller bilernes utæmmelige hestekræfter.
Resultatet er en køreoplevelse der de første timer er så steril, at man nærmest føler sig gjort til grin når spillet fortæller at man bevæger sig med over 200km/t. Og hvorfor er den mest effektive måde at overhale stadig at opføre sig som kuglen i en pinballmaskine, og tæve ind i modstanderne for at skære skarpe sving af? Men giv spillet tid, tving det til at indordne sig under dine regler og du vil få koncentrerede segmenter af køreoplevelser der er lige så fantastiske som man kunne have håbet på.
Slagsbroderen Nürburgring, overhalingsparadiset Suzuka og den bølgende Laguna Seca er fantastiske, når du har fået valgt en bil der matcher dit temperament, og har fået fortalt spillet hvordan det skal opføre sig. Kan Polyphony lave et system, der i fremtiden mere aktivt hjælper spilleren med tilpasse spillets mange muligheder til den virtuelle kører bag skærmen, vil den samlede oplevelse også blive meget bedre.
Bedre bliver det kun hvis du skrotter den aldeles utilstrækkelige Dualshock-controller og i stedet hiver rattet og pedalerne frem. Man kan undre sig over at det kun er Premium-bilerne, der har fået alle detaljerne med, og faktisk virker det til tider som en billig mellemløsning. Ærgerlig er beslutningen i hvert fald, for Gran Turismo 5 er nærmest et andet spil når man oplever det fra cockpittet, og selv sidder klar med rattet og pedalerne. Pludseligt er kamerafølelsen meget mere levende, og bilens vægtfordeling mærkes langt tydeligere gennem rattet, end det har været muligt at kommunikere gennem standardcontrolleren.
Den grafiske forskel du vil opleve mellem de 200 Premium-biler og de resterende 800 biler som spillet indeholder, vil også give dig et godt indblik i spillets generelt vekslende grafikkvalitet. Det virker nærmest som om udvikleren har sovet i timen, for flere steder gives det indtryk, at man har ladet det stå til med udetaljerede overflader og biler, mens man i næste øjeblik oplever afsindigt flotte lyseffekter, refleksioner og bilmodeller der er gengivet i mindste detalje. Det samme kan siges om billedhastigheden, der oftest silkeblød, men på nærmest tilfældige tidspunkter byder på pludselige host.
Lyden er knapt så varierende i kvalitet, men dog alt for anonym i forhold til hvad mulighederne har været med biller som Mercedes SLR McLaren, Ferrari 430 Scuderia og i særdeleshed Ford GT ‘06. Alt for sjældent oplever jeg tordenbrølet fra Ford GT'ens V8 eller maskinpistolsskriget fra Ferrarien, og alt for mange gange sidder jeg tilbage, og tænker på hvad der blev af kuldegysningerne, som disse bilers skønsang normalt giver mig.
Det lyder forkert at sige, men på mange punkter virker Gran Turismo 5 som et ufærdigt produkt, der har været grueligt mange beslutninger igennem, og er udkommet som et spil, der ikke helt ved hvem det er, og stadig er skrækslagen for at smide de gamle klæder ud. Jeg havde med glæde set Polyphony skære elementer som den aldeles fattige rally-repræsentation, den underudviklede B-spec mode og nogle af de mange biler væk, hvis det havde betydet at hele pakken var så fokuseret som spillet formår at være i sine bedste øjeblikke.
Her er stadig masser af køreglæde for dem der er parate til at lede efter den, men sjældent har en serie savnet en kraftig modernisering så meget, og det er dybt frustrerende, at der bag alle de underlige beslutninger og utilstrækkelige tilføjelser gemmer sig et så godt bilspil, der blot venter på at blive opdaget.