Historien om Gran Turismo er historien om en ydmyg, visionær mands usædvanligt vellykkede projekt. Det er historien, der bekræfter ordsproget: hvor der er vilje, er der vej. Det er historien om en japansk spiludvikler, som med få midler realiserede en drøm på en maskine med beskedne regnekræfter. Det er historien om en af de allerstørste spilsucceser, vi har set inden for de seneste ti år.
Gran Turismo er også historien om en udvikler eller en konsolproducent, der med tiden har udviklet opportunistiske tendenser. Ingen tvinger nogen til at lange 300-400 kr. over disken for at få GT 5: Prologue med hjem, men spillet er lige så meget en forbandelse som en fryd. Mon det fulde spil stadig først ville være på gaden i 2009 uden en prolog, der krævede tid og ressourcer? Og findes der mon racingfans med PlayStation 3 som den eneste konsol under fladskærmen, der ville kunne sætte deres racingabstinenser på standby et helt år, når spilpusheren nede om hjørnet kan kurere deres rysteture for få hundrede kroner? Jeg har min tvivl. Og det ved man udmærket godt i øriget længst mod øst. Denne prolog er et glas, der afhængigt af betragteren er halvt tomt eller halvt fyldt. Men det en anden historie.
Den historie, der er mest kød på, er også den væsentligste af dem alle. Den handler om fornyelse og genoprejsning for en serie, som jeg synes gik i stå med udgivelsen af fireren. Det var, som om at fotograferings- og B-spec-funktionerne var produkter af en mands kunstneriske lammelse. Selv ikke den dengang nye kørefysik, som ellers ikke havde været ændret nævneværdigt siden originalen, gjorde noget godt for det fjerde spil i serien. I det moderne Japan betaler man ikke for sine synder med afhuggede fingre. Man hanker op i sig selv og genfinder den indre glæde og pionerånd, der i sin tid satte en i stand til at udføre små mirakler.
Og GT 5: Prologue er faktisk et lille mirakel. Jeg havde ikke kørt mere end halvanden omgang på Daytona-banen i min Mazda RX-7 Spirit R, før den nye kørefysik gav mig min ilddåb. Det er en simpel rygmarvsreaktion at korrigere en smule overstyring ved at styre kontra, men da bilen lavede en vuggende bevægelse, styrede jeg atter kontra - igen handlede rygmarven uden at konsultere hjernen - og så sejlede jeg ellers sidelæns hen ad asfalten og endte i autoværnet. Dette var mit "wakeup call". Jeg kunne næsten høre Kazunori sige: "havde du virkelig mistet troen på mig?". Nej, jeg synes bare ikke, at du helt kunne være fireren bekendt. Men det er fortid. Jeg tager hatten af for dig.
Det gør jeg, fordi min lige dele chokerende og vidunderlige oplevelse på Daytonas langside kun skete, fordi bilens vægt føltes rigtig fordelt på asfalten, og fordi kørefysikken har smidt fløjlshandskerne. Hvis også bilen havde taget fysisk skade, ville denne prolog være Playstations Forza Motorsport med førerhusperspektiv og en betydeligt flottere grafik. Når du kigger dig over skulderen i Yamauchis biler, så ser du dine forfølgere gennem elruden og betrækket på bagsæderne. Det giver køreoplevelsen et ekstra pift at se bane og modstandere gennem forruden, og det er nemmere at undgå uønsket friktion, når du kan se et par handskeklædte hænder dreje på rattet.
Som forventet er GT 5: Prologue en grafisk perle. Det er en kompromisløs blærerøvsopvisning i, hvordan 200.000 polygoner kan klistres sammen til præcise modeller af alt fra små firkantede familiebiler til stilfulde Ferrarier. Bortset fra små hastighedsnedsættelser og mindre ophidsende panoramaer i replaygengivelserne, er prologen til femmeren et eksempel på, hvad en 1080p-opløsning og 60 fps-hastighed kan gøre for et racingspil. Fartfornemmelsen er imponerende.
En ting er, om den form for kassetænkning, som GT 5: Prologue er et udslag af, er rimelig, men isoleret set er prologen pengene værd. Du får adgang til et pænt stort og varieret biludvalg, og da alle biler skal købes, har du et stærkt incitament til at køre dig gennem alle løb i eventmoden, som indeholder almindelig ræs, tidtagninger og "kan du overhale 15 biler i en F430 Ferrari på kun én omgang?"-løb. Det ligger mange timers kørsel forude for at få samtlige 71 biler hjem i garagen, og når du har gennemført alle A-, B- og C-klasse-løb, får du mulighed for at fintune bilernes opsætninger. Der er dog ikke mulighed for at opgradere motor, udskifte gearkasse mv.
Kører du GT 5: Prologue i pit og åbner den skinnende dør til bagagerummet, vil du se, at et par af fortidens skeletter har mænget sig med alle de nye tiltag. Manglen på genveje gør det unødvendigt kompliceret at komme fra eventmode til bilforhandler og tilbage igen. De analoge knapper er ikke tilstrækkeligt fintfølende til, at man kan give bilen f.eks. 1/3 gas eller bremse, men at PS3-controlleren ikke er lige så egnet til racingspil som X360-controlleren, er ikke Polyphonys skyld. GT 5: Prologues glas kan måske nok betegnes som halvt tomt, men det, der er, sikrer, at Playstation 3-ejere kan opleve rigtig racing med rigtig bilfysik nu, om end kun i 71 biler på 6 baner. En prolog er en forsmag, og denne forsmag lover godt for fremtiden.