Gran Turismo 6

De fleste af os har på et eller andet tidspunkt bevidnet en superstjerne, der tydeligvis ikke var klar over at hans tid i stjernelyset var sluttet for flere år siden, samt at hans nyeste jobs på det nærmeste var et plagiat af de værker, der i sin tid havde gjort hans navn verdenskendt. Han skulle for længst have haft hjælp til at finde sin plads i en verden, der ikke længere var som dengang han var kongen af den. Han skulle for længst have haft hjælp til at genopfinde og modernisere sig selv. Nogle ville mene han for længst skulle have trukket sig tilbage.

Med så mange virtuelle kilometer tilbragt sammen, med minder fra flere forskellige konsolgenerationer og massevis af nedslidte controllere, og med masser af gode oplevelser fra dengang serien stadig var kongen af genren, gør det næsten ondt at indse at Gran Turismo-serien nu endegyldigt cementerer at det ikke længere kan følge med hovedkonkurrenten.

Hvis du tilbage i 2010 kan huske at have læst min anmeldelse af Gran Turismo 5, vil du sikkert også kunne huske, at jeg allerede dengang havde svært ved at forstå Polyphony Digitals modvilje til at lade sig inspirere af konkurrenterne for at følge med tiden. Her virker det dog i første omgang som om man har lyttet til kritikken med seriens sjette kapitel, for spillet skynder sig at sætte dig i gang med at race, således at det angiveligt kan lære hvilken type du er.

Lettere overrasket måtte jeg dog konstatere, at det ikke var en heftig begynderracer som den Fiat 500 Abarth jeg fik i Forza Motorsport 4, der blev stillet til rådighed, men i stedet noget langt mere familievenligt. Ombord på min Honda Fit RS 10-familieslæde, blev jeg således bedt om at vinde løb og tjene skejser nok til at købe noget bedre, og den slags tager tid i en bil af den slags, som kun den tyske Nürburgring-ekspert Sabine Schmitz nogensinde kunne klemme blot en smule morskab ud af.

Med de første guldpokaler placeret på kaminhylden og moneter på kontoen, får man mulighed for at avancere til en ny og mere udfordrende klasse. Som man kender det fra serien, kræver den slags dog et smut forbi motorsportskontoret, for der skal en licens til at bevidne at man har tilpas meget styr på sagerne.

Licenserne var tilnærmelsesvist sjove tilbage på PSOne, men har absolut ingenting at gøre i en moderne spilverden, hvor resten af genren mere eller mindre giver dig lov til at gøre hvad du vil med din tid. Endnu dummere bliver det kun ved, at de lektier man skal lære for at optjene sin licens, består af detaljer du nærmest ikke har kunnet undgå at lære i de løb, der har kvalificeret dig til at have muligheden for overhovedet at avancere.

Licens-jagten vil også lade dig opleve en genganger af et problem, som seriens fans ellers har bedt udvikleren om at rette i årevis. I stedet for at lade dig hoppe fra ræs til ræs via den revolutionerende "Next Race"-knap som så mange spil i dag gør brug af, tvinges man i Gran Turismo 6 tilbage til menuerne i mellem hvert løb, udelukkende for her manuelt at vælge det næste ræs, som død og pine skal gennemføres for at man kan komme videre.

Den slags lyder måske som en lille mangel, og det kunne det da potentielt også være blevet ved det, hvis det da ikke lige havde været fordi at så mange andre elementer blot underbygger det. Jeg påpegede det dengang i min anmeldelse, og mener stadig at Gran Turismo 5 indeholder et af de mest rodede og bruger-fjendske menu-systemer, jeg nogensinde har set i et spil. Heldigvis er der blevet ryddet en smule op i sagerne i den sjette del.

I stedet for ligesom sidst at gemme det hele, som var der tale om et elendigt Find Holger-lignende meta-spil, sørger det nye system nu for nogenlunde at guide spilleren i den rigtige retning med fine beskrivelser, uanset om det er det næste ræs, værkstedet eller garagen der er i fokus. Minimalistisk kan det ikke kaldes, og mulighederne fyldes således tilsammen 2½ skærm. Hvor det dog igen begynder at gå galt er gennem det antal af undermenuer, knaptryk og indlæsningstid der skal til, for at nå frem til et løb. Et helt normalt løb vil således tage i mellem 30 sekunder og 1½ minut at indlæse, og vil samtidig sende dig gennem fem forskellige menuer (med 5 knaptryk), samt bede dig om at trykke 9 gange på controlleren, når løbet er overstået, før du igen får lov at komme ud i startmenuen. Tidsspildet og den medfølgende frustration, er enorm.

Alt det, alle problemerne og frustrationerne, kunne jeg dog tilnærmelsesvist have ignoreret, hvis Gran Turismo 6 igen sendte serien tilbage på førstepladsen inden for det område, hvor den engang dominerede konkurrenterne: køreglæden.

Med et helt igennem enormt antal biler er her noget for enhver smag, og hvad enten man er til GT-racerbiler, superbiler, firhjulstrækkere, gokarts eller økovenlige syvsovere, vil man med stor sandsynlighed kunne finde noget der passer temperamentet. Når banerne samtidigt inkluderer Brands Hatch, Silverstone, Fuji Speedway, Suzuka, Nürburgring, rallybaner og endda smukke bybaner, er her samtidigt masser af virtuel asfalt at realisere motorsportsdrømmene på. Det lykkedes bare ikke helt.

Da Kazunori Yamauchi fra Polyphony efter længere tids stilhed, endelig fik lov til at snakke om detaljerne i Gran Turismo 6, var noget af det første han nævnte, at det nye spil ville indeholde et helt nyt fysiksystem, der med langt større præcision skulle kunne fortolke hestekræfternes kamp med asfalten. Det nye system er dog ikke til at bemærke fra starten, og i stedet må man igen tage sig til takke med tonstunge biler, der uanset deres beskrevne vægt føles som om de er fyldt med cement.

Oplevelsen gøres kun endnu mere frustrerende ved, at det er som om spillets på tilfældige tidspunkter opløser fysikreglerne. Pludselige opbremsninger eller påkørsler belønnes derfor uventet med motorsportens svar på en sindsforvirret techno-dans, hvor bilens front sendes fra side til siden så hurtigt som muligt. Det ser mærkeligt ud, har ingenting med virkeligheden at gøre og gør hele oplevelsen komplet uforudsigelig.

Forbedringer er der dog, de er bare gemt afsindigt godt bag alle spillets automatiske hjælpesystemer, der er slået til som standard. Hvis du ønsker noget der tilnærmelsesvist minder om virkeligheden, bør du derfor starte med at slå spillets traction control helt fra, og herefter gradvist gøre det samme med alle de andre muligheder som er blevet påklistret oplevelsen fra starten.

Den slags lyder sikkert en smule elitært, men i modsætning til flere af konkurrenterne er det i Gran Turismo 6 simpelthen en nødvendighed, fordi spillet som standard er opsat helt forkert og byder på en næsten steril køreoplevelse. Gør man det ikke, vil man således stadig kunne bruge størstedelen af banens omgivelser som en pinball-maskine, der helt uden straf sender en afsted på hurtigere omgangstider end det havde været muligt, hvis man fulgte den planlagte rute. Man vil også opleve at der på det nærmeste ikke er nogen forskel at spore, uanset om man kører på asfalt, grus eller endda sne, hvilket virker absolut forrykt.

Uanset hvilke muligheder du slår til eller fra, vil det dog ikke gøre noget ved den modstand du møder på din vej, medmindre du søger konkurrence online. Den kunstige intelligens er ganske enkelt blandt den værste jeg har set i genren. Da serien oprindeligt tog sine første spæde skrift på PSOne, var der grundet de manglende tekniske kræfter en logisk forklaring på, hvorfor modstanderne ukritisk fulgte fastlagte ruter på banerne, men hvorfor det samme stadig gør sig gældende 15 år senere, har jeg ingen anelse om. Overhalinger kræver ikke nogen form for taktik eller opsætning på banen, men blot at man lurer hvor modstanderens fastlagte linje har huller. Forsøger man på andet, vil man opleve hvordan de andre biler hovedløst kører ind i en, mens de undrer sig over hvorfor der ikke længere er plads til dem på banen.

Jeg ærgrer mig ikke kun over at Gran Turismo 6 ikke formår at rette flere af seriens mange fejl, men undrer mig ærlig talt også. Det virker igen som om udvikleren modvilligt har sat sig for, ikke at ville lade sig inspirere af resten af genren, og det er efterhånden ved at blive en trættende attitude. Hvorfor man til stadighed vælger at fylde på med mere indhold, når helt basale elementer af oplevelsen ikke fungerer, er over min forstand.

Som påpeget burde bilfysikken og menuerne have været bedre, men selv ud over fundamentale nødvendigheder er det som om oplevelsen er fyldt med nye mangler om hvert hjørne. Hvorfor er der stadig ikke noget system der anbefaler mig en bil til det enkelte løb? Hvorfor er der ikke mere præcise måder at finde rundt i spillets bil-database? Hvorfor kan jeg stadig ikke få spillet til at komme med en bil-optimering i forhold til det kommende ræs? Hvorfor føles det som om alle bilerne er omgivet af kraftskjolde med gummi-lignende elasticitet, der kvitterer med et sørgeligt bump når jeg med 300km/t drøner ind i en barriere? Og hvorfor pokker har jeg ikke mulighed for at pille tuningsdele af min bil igen, sådan at jeg ikke tvinges til at købe en ny bil, hver gang jeg er kommet til at tune min bilpark højere end hvad det forestående løb tillader? Dette element er blevet rettet via et patch der først var tilgængelig efter vores anmeldelse var gået online, og er altså ikke længere et problem.

Gran Turismo 5 satte for alvor spørgsmålet om, hvorvidt serien efterhånden havde tabt teten fuldstændigt, i gang hos mig, og fik jeg ikke mit svar dengang, sørger Gran Turismo 6 nu for at slå det fast med syvtommersøm. Gran Turismo er ikke længere den superstjerne det engang var, for vi lader os ikke alle længere imponere af massevis af biler og fin polygongrafik, ligesom de fleste af os heller ikke længere synes puddelrock-hår og Def Leppard er det hotteste hotte. Verden er et andet sted i dag, og det er genren også.