Grand Theft Auto: Chinatown Wars

Hvis du, allerede inden du er begyndt at læse dette, har overvejet hvad pokker GTA dog laver på en Nintendo platform, kan du slå koldt vand i blodet, for du er langt fra den eneste. Men vidste du at GTA allerede har besøgt en håndholdt Nintendo platform før? Nej?, Det er der ikke mange det gør, for Grand Theft Auto Advance til Gameboy Advance var ikke særligt godt. Serien der normalt pryder sig selv med kolossale byer, excentriske personligheder, og lurvede jobs overlevede ikke flyttet til lommeformat, og intet var helt det samme.

Derfor var det også naturligt at forvente at Chinatown Wars ville være en neddroslet version, af alt hvad der nogensinde har gjort serien populær. Det er det ikke, og med "18+" certifikatet klar som beskyttelse, har Rockstar Leeds ikke set nogen grund til at spare på seriens voksne indhold.

Ikke overraskende er byen igen Liberty City, og har du før besøgt den kriminelt befængte by, vil det næsten føles som at vende hjem igen. Navnet er Huang Lee og selvom forholdet til faderen aldrig var nært, er besøget i Liberty City alligevel en følge af hans pludselige død. Som et af overhovederne af Triaden i Liberty City levede han angiveligt et liv som playboy og forhandler af alt ulovligt, mens Huang Lee levede en forkælet barndom uden nogen økonomiske mangler langt væk i Hong Kong. Huang Lee er derfor et skvat og på alle måder en helt anden person end den kyniske Nico Belic, der var den sidste hovedrolleindehaver jeg mødte i GTA serien.

Som en karikeret version af det Nørrebro vi dagligt ser i medierne lige for tiden, lever de konstante bandekrige dog i bedste velgående i Liberty City, og derfor er Huang Lee også et åbenlyst mål. Meget overrasket må jeg derfor panisk gribe stylussen og hakke løs på foruden af den bil, der med mig som passager er på vej mod havbunden, inden jeg første gang selv har fået lov at betræde den kriminelle by i Huangs sko.

"Uncle Kenny" Wu Lee er den første der tilbyder mig et job, og hvad der starter i det småkriminelle udvikler sig hurtigt til en kamp om herredømmet over byens mest stoftrafikerede områder, med restaurationen af Triaden som det ultimative mål.

Missionsstrukturen fungerer på samme måde som i de tidligere spil, og hvor "Uncle Kenny" starter ud som min eneste kontaktperson, udvides mit netværk hurtigt til at inkludere undergrundens mest skumle personligheder, alle med hver deres agenda. Heldigvis fungerer den nederste skærm på DS'en som en snedig PDA, der uden problemer kategoriserer opgaver, sidemissioner, kontakter og alt andet, på en sådan facon at jeg aldrig er i tvivl om, hvad jeg er i gang med.

Som altid er en stor del af charmen ved dette GTA afsnit heldigvis ikke kun de missioner jeg får tildelt, men også alle de andre måder jeg har at udnytte den omkringliggende verden, til egen gavn. Derfor kan der hurtigt tjenes lidt håndører ved at agere taxachauffør, politimand, tatovør eller drøne byen flad i gaderæs. Den mest gennemarbejdede nye mulighed, er dog salg og køb af de mange stoffer, der gennemsyrer byen. Pushere er klar til at købe og sælge over hele byen, og oftest er efterspørgslen på enkelte varer større nogen steder i byen end andre, hvilket hurtigt kan udnyttes, hvis man har de rigtige kontakter.

Det, der for alvor adskiller DS udgaven af GTA fra alle andre, er dog de imponerende mange måder hvorpå Rockstar Leeds har gjort brug af konsollens unikke muligheder. Den trykfølsomme skærm bliver brugt til alt fra manuelt at fylde benzin på molotov cocktails, til afmontering af bomber, og naturligvis at bryde ind i biler og kortslutte tændingen. Andre gange betyder et sidejob som tatovør, at du forsigtigt må male med stylussen, mens du i kamp vil kunne bedømme nøjagtig hvor langt du vil kaste granater, via en afstandsmåler på den nederste skærm. Konsollens mikrofon kan bruges til at praje taxaer med, og ganske som i virkeligheden, er det eneste du behøver at gøre, at pifte et par gange. De originale påfund synes aldrig at stoppe, og lige som du tror udvikleren har toppet sig selv, bliver du budt på en helt ny måde at udnytte konsollens funktionalitet.

Det er også imponerende at opleve, hvor velovervejet kontrollen i spillet er, og ganske små finesser som at fartøjerne selv retter sig op på vejen, hvis man giver dem lov, er en smuk løsning på det til tider unuancerede styrekryds. Ligeledes snedigt er også måden hvorpå man i kamp fokuserer på målet med et enkelt klik på den højre skulderknap, hvorefter man i stedet kan koncentrere sig om at finde dække. Våbnene vælges med et par klik på den nederste skærm, og spillet pauses automatisk imens, så der ikke er nogen grund til at stresse, uanset hvor voldsomme kampene måtte være.

Den velvirkende kontrol kommer for øvrigt i fokus under de intense politijagter, der ligeledes har fået en revidering i DS inkarnationen. Denne gang er den mest effektive måde at slippe af med de blåklædte lovmænd derfor at jorde dem brat af vejen, hvilket giver mulighed for i kaosset at stikke af. Gemmer man sig lang tid nok, vil også seriens kendte "stjerne-status" begynde at falde og livet som kriminel kan atter genoptages.

Ganske umuligt er det også at komme uden om det tekniske vanvid, som Rockstar Leeds på uvirkelig vis formår at tvinge ud af Nintendos normalt 3d-skræmte lommekonsol. Verdenen er akkurat ligeså levende som jeg normalt har været vant til fra serien, og gaderne er fyldte med biler, støj og indbyggere med hvert deres gøremål. Der kan ikke være nogen tvivl om, at dette er den mest imponerende 3d verden på maskinen endnu, og for en gang skyld virker det ikke, som om nogen prøver at presse noget ned over den, som den ikke er klar til, men i stedet som en helt naturlig progression af maskinens kapacitet. Yderligere er det grafiske udtryk for mine penge det bedste, der endnu er lavet til en håndholdt version af GTA. For en gang skyld mindes man ikke konstant om, at man blot spiller en neddroslet version af en serie man normalt oplever på sin stationære konsol, og i stedet er udtrykket helt sit eget.

Helt uden fejl eller mangler er Chinatown Wars dog ikke. Dialogen virker underligt forhastet skrevet, og det føles ofte som om man prøver at skjule den ringe kvalitet bag en undskyldning om, at historien tydeligvis ikke skal tages seriøst. Det gøres dog alt sammen mere acceptabelt via de tegneserieruder som akkompagnerer al historiefortællingen. Lyden, der tidligere altid har været så stor en del af GTA universet, lider også under flyttet af format, og den sparsomme plads på kassetten er i stedet blevet brugt til egentlig spilindhold.

Selv med et par småfejl har Chinatown Wars dog den enestående egenskab tilfælles med de andre kapitler af GTA serien, at det er en absolut tidsrøver som ofte forvandler hvad der skulle have været fem minutters leg, til timevis af underholdning. Det er en uimodståeligt spilbar oplevelse, der fuldt ud rangerer mellem seriens bedste kapitler, og dermed også et af de bedste køb, du kan gøre til din DS i dag.