Grand Theft Auto IV

Jeg har stjålet dyre biler og smuglet heroin. Jeg har kidnappet døtre og tævet snyltere. Jeg har snigmyrdet vigtige mafiabosser og udraderet hele bander. Jeg har bedrevet hor, drukket mig i hegnet og haft hele politistyrken på nakken i vilde jagte gennem byen. Jeg har datet lækre tøser, spillet pool med vennerne og kørt byen tynd i eksotiske biler. Mit navn er Niko Bellic, en plaget østeuropæer med en grum fortid. Velkommen til mit nye liv - et bedre liv - i Liberty City.

Grand Theft Auto er en af de bedst sælgende og utvivlsomt mest omtalte spilserier i nyere tid. Der er gået lige knap syv år siden GTA3 udkom på PlayStation 2 og satte helt nye standarder for action- og sandkassegenren, og de efterfølgende kontroverser omkring spillets noget barske natur, har gjort Rockstars guldæg til spilindustriens største kulturfænomen. Nu er den længe ventede og sande efterfølger endelig klar til, at sætte tænderne i og fordærve endnu et kuld teenagere og andre spilleglade mennesker, og derfor drog jeg til London for at se nærmere på sagerne.

Lad det være sagt med det samme: Grand Theft Auto IV er ikke kun en værdig efterfølger til det seneste årtis konge af sandkasse-genren. Det er et fabelagtigt actionspil, med uhyrligt mange muligheder og proppet med så mange lækre detaljer og finesser, at man kun kan bøje sig i støvet. Desværre har spillet stadig sine fejl og mangler; visse som er selvforskyldte og visse, som bare burde være undgået. Men er disse fejl blot petitesser i et vanvidsorgie af et spil, eller sætter de sit uudslettelige præg?

En af de største og mest markante forbedringer i GTA4, i hvert fald fra mit perspektiv, er historien og dens indramning. Hvor jeg ikke havde meget tilovers for de tidligere spils pinagtige fortællinger, der ofte prøvede at spille lidt for smarte, er hovedpersonen i GTA4, Niko Bellic en dybt sarkastisk østeuropæer, der hverken er ude på at spille smart eller bukke under for byens idioter. Han er i mine øjne den perfekte protagonist, der har sine motiver på plads, og som hverken er decideret ondskabsfuld, men alligevel må klare sagerne på sin måde - og det er sjældent kønt. Omkring denne hovedperson befinder sig en masse mindst ligeså veludførte karakterer, fra den lidt for optimistiske og uheldige fætter Roman, og hans ven Brucie, der er en hårdt pumpet, homofobisk steroid-junkie, til super-bøssen Bernie og den røgfyldte rasta-jamaicaner Little Jacob.

Vigtigere er dog, at Rockstar har sørget for et fantastisk stemmeskuespil og manuskript, der i samarbejde med fornemme ansigtsanimationer og nøje udtænkt kameravinkler, gør langt de fleste scener spændende og indlevende. Jeg oplevede flere gange undervejs, at knytte følelser til flere af spillets personer, hvilket faktisk gjorde et par valg i spillet ret svære. Desværre gør Rockstar mere skade end gavn ved vanen tro, at introducere en masse nye personer gennem historien. Således taber man hurtigt kontakten til eksempelvis Little Jacob og Roman, og det er en skam, da de dybe relationer til karaktererne langsomt forsvinder. Jeg havde virkelig håbet på, at man så væk fra det typiske spildogme, hvor man som en del af spillets progression, rykker videre til nye personer i handlingen, da GTA4, med så fornemt skuespil, sagtens kan fokusere på langt færre hovedpersoner, og derved gøre fortællingen endnu mere intens og spændende.

Som man kæmper sig vej gennem spillets historie, bliver man vanen tro sendt på den ene halsbrækkende mission efter den anden, og selvom de stadig kan være en anelse banale, så føles de både varierede og sjove takket være en opstramning på styrings- og gameplayfronten. Med tydelig inspiration fra Gears of War, får du nu sigtekornet frem ved at holde venstre skulderknap nede, men hvor den halvvejs nede giver dig frit sigte, så låser du dig fast på en person, når den trykkes i bund. Med det låste sigtekorn, har du mulighed for en slags frit sigte inden for personens rammer, så du kan gå efter benene eller hovedet, der sender fjenderne i jorden med et enkelt skud. Jeg var på ingen tid fortrolig med denne styring, og gjorde straks kål på flere skurke end Arnold Schwarzenegger og Chuck Norris til sammen.

Hvad der derimod fungerer mindre hensigtsmæssigt er spillets cover-system. Igen er der mere end skævet til Gears of War, men systemet er lidt for klodset og utilregneligt, til at blive kaldt en fuldstændig succes. Det er nemlig ikke altid Nico limer sig fast til murene eller andre genstande, når man trykker på knappen, mens han andre gange, nærmest er umulig at få fri igen. Og det kan hurtigt betyde et par skudsår. Heldigvis kan man sagtens begive sig igennem de fleste missioner uden overdreven brug af denne teknik, og når man først får styr på at løbe, dukke sig og zoome ind, bliver man en sand dødsmaskine.

Desværre nagede én ting mig konstant igennem spillets missioner og lagde til grund for langt de fleste af mine frustrationsmomenter; for selvom det er blevet muligt langt hurtigere at prøve en mission igen, hvis man fejler, ved blot at svare på en sms, så får man lov til at starte helt forfra. Det er især irriterende, fordi missionerne ofte består af flere dele, eksempelvis først at følge efter en bil og derefter nedlægge fjenderne i en skudduel, og her virker det ganske oplagt at gemme undervejs. Jeg forstår udmærket tanken bag, at lade spilleren starte helt forfra, da man så kan sørge for at købe de retmæssige våben og beskyttelse, inden man prøver igen. Men det kan være ret kedeligt og irriterende, at skulle spille de nogle gange enormt lette og trivielle dele af en mission igennem gang på gang. Også selvom det er sjovt at plaffe de mange kriminelle ned.

Men Grand Theft Auto er selvfølgelig mere og andet end et ordinært skydespil. Navnet tro kan man stjæle alverdens biler, og i fireren strækker det sig også til motorcykler, helikoptere og speedbåde. Der er også her blevet pillet en god del med styringen, men selvom fartøjerne umiddelbart kan virke en anelse tunge at danse med i starten, så er der indarbejdet en ret fantastisk bilfysik, som både gør det sjovt og udfordrende, at drøne igennem Liberty City. Det er langt fra en realistisk styringsmodel, men det er blevet trukket mere i den retning, og det betyder, at man skal være varsom forud for skarpe sving og ikke bare holde speederen i bund konstant.

Det gør ikke mindst de vilde politijagter i bil endnu mere intense, og nu hvor du har muligheden for at ryste politiet af dig, hvis du kommer uden for en vis rækkevidde og ikke bliver set i nogle sekunder, så er du garanteret masser af vilde ture gennem byen med kolossale sammenstød, biler der sprænges i luften og mennesker, der flyver omkring. Det er svært at beskrive præcis den hjertebanken, det kan give, men når din bil til sidst kun kører på fælgene, med røg ud af kølerhjelmen og politiet blokerer vejen, mens helikopteren foroven forsøger at skyde dig ned, og du så tager et kæmpemæssigt flyvehop, der ender med at ryste strisserne af, så... er det ganske enkelt magisk. Når du så samtidig skal stikke hovedet ud af sideruden og plaffe fjender undervejs, mens du holder tungen i munden og bilen på vejen, så er det virkelig Michael Bay-action for alle pengene. Lige indtil du laver et frontalt sammenstød med en lastbil og flyver ud af forruden og lander halvtreds meter længere nede på vejen.

Det mest vanvittige af det hele er dog, at dette udelukkende beskriver en brøkdel af spillet. Udover historiens knap hundrede missioner, der nok skal tage mindst 25 timer at gennemføre, så er der tonsvis af små sidemissioner og andre aktiviteter at foretage sig i Liberty City. Skal du tjene lidt til tøj- eller våbenindkøb, så kan du agere snigmorder for en ukendt mand, stjæle biler for Brucie eller køre om kap med byens psykopatiske chauffører. Men udover dette, byder GTA4 på et helt socialt spil, hvor du kan tage en god del af historiens personer ud på sjove oplevelser og drikke dig fuld, spille pool, dart eller bowling, og måske endda tage på Comedy Club og se Ricky Gervais optræde live. Du kan sågar date tøser (eller fyre) på nettet og se, om du kan blive inviteret med indenfor til en hyggelig aften under lagenet.

For at være hudløst ærlig, har jeg aldrig nogensinde oplevet en så levende, sprudlende og indholdsrig verden som Liberty City. Om natten kommer skraldebilerne på gaden for at rydde op, mens luderne trækker på visse gadehjørner, og om dagen er byens centrum proppet med travle mennesker og bilkøer. Man oplever hurtigt små, tilfældige, men ikke desto mindre enormt morsomme oplevelser, som når en tilfældig bilist bliver skudt af en anden person og kører galt, mens hovedet hviler på rattet og får hornet til at skrige. Eller når politiet kommer for at jagte og arrestere småkriminelle på gaden.

En stor del af spillet er styret gennem sin mobiltelefon, som primært bruges til at få oplysninger omkring nye missioner og arrangere aftaler med venner og kærester, men også denne kan bruges til at udforske byens mange muligheder. Jeg provokerede eksempelvis en fyr til at skyde efter mig, hvorefter jeg gemte mig bag en bil, tastede 911 og tilkaldte politiet. Hurtigt kom de farende og skød efter den stakkels mand, mens jeg bare sad og grinte. Og på trods af min omfattende tid med spillet, har jeg utvivlsomt kun udforsket en brøkdel af mulighederne.

Rent grafisk er spillet dog lidt af en blandet landhandel. Hermed ikke sagt, at det overhovedet er grimt, for GTA4 er faktisk lidt af et teknisk vidunder, men der er stadig gange undervejs, hvor det bliver lidt for groft og udetaljeret til at ligne et næste-generations spil. Men her er det igen selvforskyldt, for Grand Theft Auto IV er hovedsagligt en perle for øjet. Især når man kører med høj fart over broen, med en lækker fartfornemmelse og kan se de slørede skyskrabere i baggrunden kaste lys over den dunkle nat. Rockstar har formået at bruge skarphedsdybde-effekten til uhyggelig perfektion, og dette skaber blandt andet de absolut flotteste og mest imponerende baggrunde, jeg nogensinde har set i et spil. Man skal nærmest nive sig i armen for at huske på, at det ikke bare er et billede, der er smidt op, men at man faktisk kan køre derhen. Aldrig brydes illusionen af en levende, sammenhængende verden, men det er netop også derfor, at de mindre detaljerede områder skærer mere i øjnene.

Spillets animationer har længe været omtalt som en mindre revolution, da Rockstar har indbygget en teknik, der selv laver animationerne på stedet og derved gør dem mere levende og præcise. Selvom det måske er blevet blæst en smule op, så er Grand Theft Auto 4 ikke desto mindre proppet med masser af lækre animationer, og når Niko kravler over eller op på stort set alle ting i Liberty City, så passer animationen til punkt og prikke. Med lidt kontrol har Rockstar haft over de mange menneskers bevægelse og sikret, at der skrues op for blusset i enhver actionscene. Således er en fjende tilbøjelig til at træde nærmere mod og til sidst falde ud over kanten, når de skydes nær rækværk, og når ligene dratter omkring dig, mens skuddene piller alt fra træplanker til betonstolper fra hinanden.

Lydmæssigt har jeg ikke en finger at sætte på spillet. Sjældent oplever jeg surround sound udnyttet så fantastisk, og når der ringer en mobiltelefon i venstre baghøjtaler eller et skud bliver affyret nogle hundrede meter væk, så har du svært ved at skelne mellem virkelighed og spil. Alt fra motorlyde og skud til det føromtalte stemmeskuespil og stemningseffekter, er fuldstændig overbevisende og løfter virkelig oplevelsen op på et højere plan. Sammen med et bredt udvalg af radiostationer, der byder på enormt varieret musik, der nøje er udvalgt på baggrund af kvalitet, og ikke popularitet, så sætter GTA4 virkelig nye standarder for lyden i spil.

Ud fra ovenstående er det dog tydeligt, at Grand Theft Auto IV, i langt højere grad er en evolution end en revolution, men hvis der er ét nyt element, som for alvor får cementeret GTA4 som en ny milepæl inden for action- og sandkassegenren, så er det den nye multiplayer. Lad mig først få min stort set eneste klage ud af systemet: GTA4 indeholder ikke en "ægte" co-operativ mulighed, hvor du og nogle venner kan rende rundt og gennemføre spillet sammen. Det virker ellers ganske oplagt, da hele byen faktisk er tilgængelig i multiplayer. Den eneste co-op, du får at mærke, er tre-fire særskilte missioner, som du kan gennemføre med op til fire venner, og selvom de bestemt er underholdende, så er det bare ikke det samme.

Her nævnte jeg dog noget meget vigtigt, og ekstremt imponerende, nemlig at hele verden er tilgængelig i alle de andre multiplayer-spiltyper. Uanset om du vælger traditionel Deathmatch eller vil spille politi og røver, så kan du vælge hele Liberty City som din spilleplade, eller specifikke bydele, hvis du ønsker et mere kompakt område. Hvad jeg hurtigt opdagede, var de mange taktiske muligheder, den enorme by kan give. Vil du kravle højt op med en snigskytteriffel eller raketkaster og få det fulde overblik og en højdefordel? Eller vil du stjæle en bil, få en af dine venner med en på passagersædet og så ellers lave drive-by resten af dagen? Mulighederne synes uendelige, og når du samtidig kan ændre på et væld af opsætningsindstillinger, såsom banens udvalg af våben, politiets tilstedeværelse, antallet af biler og meget mere, så tror jeg næppe, det bliver kedeligt lige med det samme.

Ikke mindst fordi Rockstar har gjort en bred vifte af vidt forskellige spiltyper tilgængelige, og ud over føromtalte Deathmatch og politi mod røver, som i øvrigt er vanvittigt morsomt, så er der blandt andet også ræs, propfyldt med våben og andre farer, og det såkaldte Mafia Work. Her får hver person eller hold en opringning omkring en opgave, som de så skal skynde sig at løse og derved tjene penge, og den der har tjent mest inden tiden er udløbet, vinder naturligvis. Min eneste bekymring hviler blot på, hvor let det er for useriøse spillere over nettet, at ødelægge mange af spiltyperne, især når der ikke arbejdes i hold, men sådan er det ofte, når man skal løse opgaver og ikke bare skyde folk. Som trøst for den manglende co-op, har Rockstar også lavet en fuldstændig fri spiltyper, hvor man bare kan rende rundt i byen og lege - og det er vel og mærke med femten andre spillere.

Der er ingen vej udenom. Grand Theft Auto IV er et fuldstændig fantastisk spil, der sætter alle andre sandkassespil i skammekrogen og atter gør sit indtog som kongen. Taget i betragtning af, hvor hårdt og nedslidende det er, at spille et spil tre dage i træk uden de store pauser, så har jeg været underholdt fra ende til anden, og det er nærmest skræmmende at erfare, at jeg kun har kæmpet mig igennem godt 60% af spillet og har en masse at udforske endnu. Det er stadig GTA, som vi kender det, og det har stadig sin del af problemer, men det er et spil gennemsyret af kvalitet og ren spilleglæde, tonsvis af humor og ironi, fantastisk skuespil og de vildeste actionsekvenser.

Sammen med en multiplayer, der giver dig og femten af dine venner frit spil i Liberty City, bliver Grand Theft Auto IV ikke kun spillet mere end nogen af sine forgængere - det vil også blive nydt væsentligt mere. Selvom jeg i skrivende stund har levet og åndet GTA4 de sidste tre dage, så står spillet mig overraskende nok ikke ud af halsen, og jeg glæder mig som en gal til at spille historien igennem igen og lege rundt i Liberty City. Og hvis det ikke er et testamente på et spils storhed, så ved jeg ikke, hvad det er.