Grand Theft Auto: Liberty City Stories

Liberty City, håbløshedens hovedstad. Her bliver alle drømme knust, før de er drømt til ende. De prostituerede junker sig fra den, alfonserne dulmer den med voldshandlinger, triaderne tjener penge på den, og jeg selv har accepteret håbløsheden som en integreret del af den udsigtsløse tilværelse, jeg fører i byen med det pinligt misvisende navn. Encellede bakterier er nok de eneste organismer, der nogensinde kan have følt sig fri i dette junglesamfund. Nok har jeg netop afsonet en længere fængselsstraf for mordet på en mafiaboss, og nok har fængselsopholdet ikke gjort mig til den bedre borger, myndighederne havde håbet på, men jeg har et stærkere kodeks og mere moral end de fleste på disse kanter.

At give en håndfuld pushere en lærestreg, skyde fagforeningsfolk i selvforsvar, begå indirekte rufferi, skræmme livet af topembedsmænd og redde tre uduelige mafiafolk ud af et tåbeligt klammeri med ordensmagten er forargelige handlinger, men blandt de faldne engle i Liberty City løfter den slags ingen øjenbryn. "Spis, eller bliv spist" er et gensidigt accepteret levevilkår, og når nu Mafioso Salvatore har taget imod mig, som var jeg hans egen søn, tilkommer det ikke mig at prædike moral og belære ham om, at ordet "respekt" har en ganske anden betydning end den, han tillægger det. Jeg lever blot efter de spilleregler, der hersker i denne New York-inspirerede metropol.

Nu er moral et begreb, man kan gradbøje efter behag i Grand Theft Auto. Den gameplaymæssige frihed, der er lige så stor som i den treer, Liberty City Stories så åbenlyst lægger sig opad, kan traditionen tro forvaltes efter spillerens temperament. For hver "retskafne" gerning jeg har begået, har jeg gennembanket forgængere, berøvet bilister og motorcyklister deres kæreste eje og på anden vis misbrugt min position i fødekæden. Hvorfor? Fordi jeg havde brug for penge, fordi jeg ikke gad vade flere virtuelle kilometer gennem byen og slet og ret, fordi jeg kan. Det er jo ikke Fable eller Knights of the Old Republic det her. Jeg får hverken horn i panden eller dårlig karma af at slå en luder til blods i en baggård, og skulle det lykkes lovens lange arm at tage mig på fersk gerning, så ved jeg da udmærket, hvordan jeg slipper af med de fnattede stjerner.

Liberty City Stories er Grand Theft Auto med stort G, stort T og stort A. Det er det første spil, som har taget springet fra PSP til PS2. Den originale PSP-udgave er et endegyldigt bevis på, at Rockstars eminente sandkassegameplay uden problemer kunne klare overgangen fra stationært til håndholdt format, og det faktum har vel overrasket de fleste positivt. Omvendt er det alt andet end overraskende, at en PSP til PS2-konvertering ikke skaber overskrifter i spilverdenen. Missionerne er kortere, historien mere overfladisk, grafikken om muligt mere kantet, og det alenlange soundtrack og al radioskvadderen om alt fra erhvervelse af hundehvalpe til pseudoterapeutiske løsningsforslag på parforholdets problemstillinger, er kortet så meget ned, at gentagelserne synes fast besluttet på at overgå hinanden.

Ikke alene er Liberty City en tro kopi af samme by fra GTA 3, også sideopgaverne ligner seriens første 3D-kapitel til forveksling. Taxa- og ambulancekørsel fik jeg hurtigt nok af i treeren, og selvom det nu er muligt at kapre motorcykler, som var det helt store scoop i Vice City, så må de tiltag synes mest fantastiske for de PSP-spillere, der ikke tidligere havde haft et GTA-spil mellem hænderne.

Men GTA er andet end motorcykler og ligegyldige småjobs. Når du først er kommet forbi de indledende tutorial-missioner, giver LCS den på alle tangenterne. Likvideringer, checkpoint-ræs, skuddueller og infiltreringer afløser hinanden og integreres gnidningsfrit i sandkassebyen. Her bliver man mindet om, hvorfor PSP-folket gik i ekstase, og hvorfor Rockstar trods den øgede konkurrence i "sandkassegenren" stadig anses for at være kongen. En mission lægger gerne op til mange løsningsforslag. På en mission har fjenden udset sig det lokale kasino som bombemål, og eneste succeskriterium er, at kasinoet ikke bliver sprængt i stumper og stykker. Møder du fjenden på halvvejen og forsøger at sætte hans bil i brænd, eller venter du henne om hjørnet og plaffer ham ned, når han stiger ud af bilen og giver sig til at klargøre bomben? Der er sikkert endnu flere måder at gribe sagen an på, og det er det, et godt sandkassespil skal vurderes på.

Da PS2-udgaven sælges til nedsat pris, slipper man næppe af sted med at kategorisere Rockstar som pengeliderlig. De har nærmere givet PS2-ejere chancen for at opleve et udmærket spil uden at forlange, at man først investerer i Sonys lille smarte, men også pebrede, stykke isenkram. Omvendt skinner det ved hvert gadehjørne igennem, at Liberty City Stories ikke er udviklet til PlayStation 2, og trods prisnedsættelsen kan LCS stadig ikke hamle op med de priser, de tidligere og bedre spil i serien sælges til i disse dage. Men selvfølgelig har LCS sin berettigelse på PS2. Liberty City er ladet med nostalgi. Det er én lang tur ned ad memory lane med nye missioner, nye personager og nye oplevelser, om end i en light-udgave.