Det første spil var ingen sensation med sin primitive grafik og omstændelige spilkontrol, men sjovt var det. Så sjovt at en masse mennesker blev helt ekstremt ophidsede og skrev en masse vrede læserbreve i en masse aviser og tvang den amerikanske hjemme & skole-forening til at lave et tiltag mod spillet. Efter en ekspansion placeret i London, samt en opfølger slappede skotterne på DMA Design (i dag Rockstar North) en smule af og blev socialt veltilpassede individer som arbejdede med lemminger og andet sødt - troede vi!
Ingen, foruden de entusiastiske Playstation 2-magasiner, kunne have anet hvilket brakethrough tredje udgave i serien skulle få. Den tredimensionelle grafik indebar en helt anden indlevelse, trods at det meste var ganske kantet og grimt og kontrollen stadig til tider gjorde præcis det man ikke ville have den skulle gøre. Ja, egentlig findes en hel masse som kunnet have været bedre i Grand Theft Auto 3, men det spiller ingen rolle, for det er alligevel et af de bedste spil vi nogensinde har spillet. Vi befandt os i Liberty City i flere måneder og svor aldrig at ville slutte med at spille. Siden det har utallige spilsnedkere forsøgt at nappe konceptet, og såvel Tony Hawk som Jak har fået enorme, "åbne" byer at bevæge sig rundt i. Men originalen er altid bedst.
Vice City bød egentlig ikke på nogle større spilmæssige forandringer. Selvfølgelig, var der nyt som helikoptere og motorcykler, men i praksis var disse knappest anvendelige på de fleste missioner, men snarere sjovt tidsfordriv i fritiden. I stedet blev stemningen pisket op til hidtil uanede højder fordi Rockstar havde satset så hårdt på design og lyd. Alt fra grelle hawaii-skjorter, neonlys, de skrækkelige frisurer og alle disse rulleskøjter, til Michael Jackson-musikken, reklamen ("rådgivning fra den nordiske gud Thor, nu tilgængelig på kassette!" og de hysterisk morsomme radioudtalelser ("jeg er kun iført sort tøj indtil noget mørkere dukker op" fra en kronisk deprimeret "Goth" radiolytter), gjorde Vice City til en fuldstændigt klokkeren firser hyldning. Jeg spillede aldrig spillet helt færdigt, for jeg havde det sjovt med alt andet omkring mig i spillet.
Men nu er det halvfemserne som bliver skildret i Grand Theft Auto: San Andreas. Selve navnet San Andreas sigter heller ikke på nogen specifik by, men derimod på den fiktive stat, som er ikke så lidt inspireret af Californien, hvor spillet udspiller sig. Jo, præcis det. Hele tre byer er der at udforske, hver og en mindst lige så stor som Vice City. Los Santos, pendanten til Los Angeles (naaaj er et rigtigt?) og indeholder både slumkvarter, søvnige forstæder, filmbyen Vinewood og rigmandskvarteret, hvor folk med alt for mange penge bor. Las Venturas er ikke helt uventet en kasinoby propfyldt med neon og ulovligheder, medens San Fierro byder på stejle bakker (ja!) og sporvogne. Lægger man dernæst mærke til vejene og landsbyerne mellem disse taler vi om en flade som er mere end fem gange så stor som i de tidligere spil. Det mærkes at Rockstar har haft mere tid til at lave den her del af serien.
Handlingen kredser omkring Carl Johnson, CJ, som vender tilbage til byen, da hans mor bliver myrdet. Efter at være blevet anholdt af korrupte politifolk bestemmer han sig for at hævne det skete og opbygge sit eget gangsterimperium. Medens han gør det kan du underholde dig med at sørge for hans forplejning. I San Andreas findes for det første spisesteder, for i denne udgave må man spise ellers sulter CJ og bliver spinkel og svag. Men spiser du for meget af den forkerte type mad bliver du tyk, hvilket både forringer dine chancer at gøre dig til på stranden lige såvel som det hindrer dine flugtmuligheder fra politiet til fods (noget Jonas Mäki kan bevidne efter sine Los Angeles-rejser). Lykkeligvis er byerne også fyldt med helsecentre, hvor du både kan træne de overflødige kilo væk og lære dig at slås. En anden måde at øge konditionen og den fysiske styrke på er at cykle. På cykel er du både et mindre mål og betydeligt smidigere end i en bil, men selvfølgelig ikke lige så hurtig. Det er ikke nok at holde knappen nede og give fuld gas, du skal trampe hele tiden for at komme fremad. Det er dog også muligt at udføre en masse tricks for at imponere omgivelserne. Skulle du blive træt og svedig kan det nu lade sig gøre at stikke ned på stranden og tage sig en svømmetur. Ja, endelig slipper man for at drukne så snart man sætter foden i en vandpyt. Du kan også besøge frisører, tøjbutikker og lade dig tatovere for definitivt at få en helt og aldeles egen CJ at lege med. Selvom det i bund og grund stadig er den samme mand kan en fed CJ med rastahår og nettrøje se helt anderledes ud end en veltrænet kung fu-CJ med bandana omkring hovedet og et fedt gangsterlogo på armen. Rollespilsfetichister har lige pludselig en årsag eller undskyldning for at teste San Andreas, men desværre kan man ikke lave sin karakter til en kvindelig, blåskindet elver med sølvhår. Satans or maybe not...:o)
En vigtig del af Grand Theft Auto-serien er selvfølgelig ikkerinteraktionen med (og volden mod) dine medmennesker. Politiet er nu endnu smartere og følger ikke bare efter som et kobbel rasende ildere. Nej, de kan dukke op fra sidegader eller forsøge at ramme dig lige forfra. De udnytter også kraftige lamper for at forsøge at blænde dig og bevæbnede motorcykelbetjente kan blive rigtigt besværlige. Desuden forsøger de oftere at søge i dækning og trænge dig op i et hjørne. Til dit forsvar har du selvfølgelig en mængde forskellige våben, men desuden en lang række kampteknikker (som du altså lærer dig i træningshallerne). Eftersom der anvendes to knapper i nærkamp i den kommende udgave er der basis for flere kombinationer. Selvfølgelig er det også en fordel at være veltrænet. Har du for dårlig kondition og vejer for meget kommer du garanteret ud i noget snavs, hvis du giver dig i kast med et rask lille slagsmål. Samtidig er der ingenting som hindrer dig i at være en rigtig heavyweight ("tyk og stærk!" råber Petter i baggrunden) som dominerer kampene med ren og skær moment. Det er også nice med den nye mulighed for at parere for at undvige selv at blive skadet.
I tidligere spil har der altid været områder eller territorier hvor forskellige bander har deres domæner. Eftersom man oftest bliver uvenner med disse efterhånden som spillet udvikler sig bliver det farligere og farligere at synes i gaderne. Men dine egne bandemedlemmer vil forsøge at hjælpe dig aktivt når du er ilde stedt. Lok derfor bare din forfølger ind i det rette kvarter så løser alt sig.
Kontrollen har vel været det som har forårsaget mest brok i de her spil, og i seneste udgave kommer der heldigvis en mere traditionel måde at styre på som lader dig løbe, sigte og skyde samtidigt, som det normalt er muligt i tredjepersonspil. Hver gade har også sit eget navn, hvilket burde gøre det lettere at finde rundt. Sjovt er det også at bilejerne nu er mere modvillige til at overlade dig deres biler og de slår meget gerne igen. Det behøves ikke længere nødvendigvis at være en sag, hvor der blot skal trykkes på trekanten for at komme af sted i den nyerhvervede bil. At folk ikke længere er helt normale og lovlydige indbyggere mærkes også på bilerne, som både bliver smudsige og kan være halvt sønderskutte allerede inden du stiger ind i dem.
umiddelbart virker Grand Theft Auto: San Andreas at bygge videre på det som har fungeret bedst i de tidligere spil og rette de få irritationsmomenter som har været. Intet er blevet sagt om musikken, men vi regner helt køligt med at den bliver mindst lige så underholdende og varieret som tidligere. Derimod er det ganske åbenbart, at der ikke er sket nogen større grafiske forandringer. Alt er ligesom før lidt kantet og simpelt i teksturen, om end det er forfærdeligt flot lyssat. Men hvis det er den opofring som skal til for at kunne lave disse enorme byer (uden nogen loadetid) har jeg ikke tænkt mig at klage. Hovedsagen er, at det bliver lige så fantastisk sjovt at spille, og det lader det unægteligt til at blive.