Grandia II

Game Arts’ RPG velkendte klassiker Grandia startede som en eksklusiv Sega Saturn titel. Grundet et skrantende salg som mest af alt skyldtes konsollens manglede udbredelse, valgte udvikleren at porte spillet til PlayStation. Resultatet blev et forøget salg, men samtidig et produkt, som ikke havde helt den samme kvalitet som dets Saturn søster.

Grandia II startede også sine dage på en Sega konsol - nemlig på feinschmeckerens foretrukne, Dreamcast. Endnu engang måtte Game Arts sande, at heller ikke denne Sega konsol, til trods for sine hardware mæssige fordele bakket op af et fornemt bibliotek af flotte og solide spiltitler, kunne følge med Sony’s PlayStation 2. Historien gentager sig, hvormed Game Arts endnu engang har valgt at porte det seneste Grandia eventyr til en Sony konsol.

Arrogant som bare fanden...
Vores karakter Ryudo er en arrogant, egocentreret og usympatisk dusørjæger (Geohound). Ikke umiddelbart den type man vil kalde en helt. I selskab med sin tro følgesvend - ørnen Skye - rejser han land og rige rundt og påtager sig forskellige opgaver for at tjene til dagen og vejen. En dag påtager Ryudo sig en anderledes opgave gående ud på at eskortere en tøs ved navn Elena til et ældgammelt tempel, hvor hun skal udføre en eksorcisme. Eksorcismen fejler og herfra begiver Ryudo og Elena sig ud på et farefuldt eventyr.

Der hvor Grandia II, præcis som sin forgænger, slår benene væk under enhver RPG entusiast er i det veludviklede kampsystem. For det første popper kampene ikke tilfældigt op som i de fleste andre RPGs. Man kan se fjenden og nå at spæne i den anden retning, hvis éns karakterer evt. lige skal have tanket deres hit points op først.

Selve kampene indeholder også flere finesser, end det de traditionelle rollespil lægger for dagen. Både éns karakterer og fjenderne bevæger sig rundt på slagmarken og hopper ikke bare frem og stikker fjenden en lige højre for derefter at hoppe tilbage på pinden. Alle bevæger sig rundt konstant, og man ved altid i hvilken rækkefølge fjenderne angriber, samt hvilken type angreb den enkelte fjende vil udføre. Det giver mulighed for, at man kan nå at uskadeliggøre den fjende, som planlægger at udføre et grumt spell, og man har en god mulighed for at forudse, hvornår det er fiks idé at forsvare sig, i stedet for at stå lalleglad med paraderne nede og indkassere en ordentlig røvfuld.

En verden med fire vægge
Et af Grandia IIs svage punkter er den manglende mulighed for at gå på opdagelse i verdenen. Når man vender næsen mod en ny lokalitet, skal man først vælge destinationen på et landkort. Herefter skal man rent fysisk bevæge sig fra A til B og tage kampen op med de fjender, man møder på sin vej. Turen fra udgangslokaliteten til destinationen er oftest urimelig forudsigelig, og der er ikke mange ting at udforske undervejs. På dette punkt halter Grandia II lidt bagefter de traditionelle RPGs, hvor man har mulighed for at bevæge sig rundt i verdenen og gå på opdagelse, som man lyster. Dette får Grandia II til at fremstå en anelse for lineært, men glæden ved at game Grandia II er stadig den samme som i etteren.

Der er desværre ved at tegne sig et mønster for Grandia konverteringer. Det originale Grandia mistede en hel del grafisk kvalitet under konverteringen fra Sega Saturn til PlayStation. Grandia II har til alle RPG fans ærgrelse lidt samme skæbne, for Dreamcast versionen var ærligt talt lidt flottere. Billedet i PlayStation 2 udgaven har det med at flimre i skiftende dele af skærmen. I port processen har texture’ne mistet nogle af deres detaljer, og baggrundene forekommer en kende mere firkantede.

Det ligner jo ikke resten
Flere spells og special moves er ikke produceret af spillets egen grafikmotor, men er i stedet FMV sekvenser. Det virker ikke særligt godt, dels fordi det skaber et malplaceret visuelt afbræk i kampene og dels fordi, FMV’erne ser gnidrede og kunstige ud. Ellers har Grandia II et pænt visuelt udtryk med flotte levende farvekombinationer og et fantasifuldt karakter- og fjendedesign. Man skal selvfølgelig holde sig for øje, at Grandia II er en direkte port af en snart to år gammel Dreamcast titel og set i det lys, er spillet faktisk ganske pænt.

På lydsiden er Grandia II en nogenlunde tilfredsstillende oplevelse. Dialogerne er passende, set i lyset af spillets ikke så alvorlige tone. Kompositorisk er numrene generelt mere rytmeorienterede end stemningsfyldte, og i enkelte situationer kan musikken virke mere distraherende end stemningsunderbyggende.

Ikke desto mindre er Grandia II bestemt noget af det bedre indenfor genren. PlayStation 2 har et yderst begrænset udvalg af RPGs, og det kan man kun undre sig over, når nu genren er temmelig populær. Der er mange af os, der venter spændt på Final Fantasy X, som står til udgivelse en af de sidste dage i maj. Dette er dog slet ikke en antydning af, at Grandia II kun kan bruges til at lindre den smertelige ventetid indtil FFX lander i Europa, for Grandia II er nøjagtig som sin forgænger en flot, gribende og gennemarbejdet titel. På trods af spillets svage punkter, er Grandia II stadig et storslået eventyr, som enhver ægte RPG fan ikke bør snyde sig selv for.