Grandia II

Rollespil er for mange énsbetydende med titler som Baldur’s Gate, Diablo og Dungeon Siege. Nok er spillene vidt forskellige - men figur- og monstergallerierne og ikke mindst det grundlæggende tema om kampen mellem ’det gode’ og ’det onde’ er ikke voldsomt varieret.Derfor kan det være et friskt pust at opleve rollespil, set fra en ganske ny vinkel. Ubi Soft’s Grandia II giver mulighed for at opleve et japansk syn på rollespil. Spillet er konverteret fra den oprindelige Dreamcast-version, og spørgsmålet er, om det overhovedet kan begå sig på PC-fronten.

Trækker på traditionen
Historien tager sit udgangspunkt helt oppe på gudeniveau, hvor Granas og Valmar - guder for hhv. ’det gode’ og ’det onde’ - udkæmper et drabeligt slag. Granas vinder slaget, splitter Valmars lig i 7 dele, der efterfølgende bliver spredt over kontinentet Silesia. I nogen tid hersker der fred og idyl, men snart begynder der er at dukke sære væsener op i nærheden af byen Carbo, hvor Valmars vinger er begravet og forseglet. Sceneskift! Ryudo er en ung lejesvend, der sælger sine kontante ydelser til højestbydende. Han er ikke særligt vellidt - men hva’ fa’n. Det er jo bare én måde at tjene til livets ophold på!. Ryudo får til opgave at eskortere pigen Elena til tårnet i Carbo, hvor hun skal deltage i den forseglingsceremoni, der skal sikre, at Valmars vinger fortsat vil være forsvarligt gemt af vejen. Herfra udvikler historien dramatisk - om end ganske lineært. Ryudo og hans tro følgesvend, ørnen Skye, rejser igennem Silesia for at byde Valmar trods og - hvem ve’? - få Elena til sidst?

Snævert spil areal
Spilleren har et 3D-overblik over spilarealet. Det vil sige, at kameraet er fastlåst i et isometrisk overblik over et meget snævert område, hvorved man ikke får den rigtige fornemmelse af størrelsen af det samlede område. Som spiller har man dog altid et overblik over de figurer, monstre osv. der befinder sig i nærheden af spilleren. Pas på, for har en modstander fået øje på dig først, så er det også ham, der får lov at levere det første udfald under kamp.

Dialogen bliver vist i en boks for neden i skærmbilledet sammen med et miniaturebillede af den, der taler, hvorved man altså får et lidt for håndgribeligt bevis på, at spillet oprindeligt kommer fra en konsolversion. Desværre er de stemmer, der er anvendt til dialogen, alt, alt for tydeligt amerikanske. Det trækker noget af det højtidelige ud af situationen, når Ryudo taler med et vrængende surfer-amerikansk. Man skulle ellers tro, at underholdningsindustrien havde lært noget - da Kevin Costner ødelagde Robin Hood-figuren på film!. Musikken lægger en til tider lidt for let bund under løjerne, mens lydeffekterne ofte er ufrivilligt dårligt justeret med billedet. Når Ryudo slendrer af sted, hører man f.eks. tydeligt hans let slæbende skridt igennem grus og småsten. Men når han er nået til kanten af det ’aktive’ område i billedet og derfor stopper, hører man fortsat hans skridt.

Nå, der kommer straks mere gang i adrenalinen, når man møder en modstander, og scenen skifter til kamp. Nu ændres textures og detaljer, og kameraet kan pludselig flyttes frit i alle 360". Skiftet er endnu en arvelig belastning fra konsol-baggrunden, men heldigvis sker skiftet rimeligt hurtigt, så spilleren når ikke at blive nævneværdigt irriteret. Under kamp er der ikke de store valgmuligheder med hensyn til slag og andre former for udfald. Til gengæld er det vigtigt at aflæse modstanderens hensigter. Hvis han f.eks. lægger op til at tilføje dig et ’critical hit’, der kræver ekstra tid, så kan du nå at afværge udfaldet med et mere hårdtslående combo-slag eller -spark.

Godt og skidt
Skal man dryppe lidt malurt i bægeret omkring kampsituationerne, så må det være, at farvevalget i Grandia II er alt, alt for kulørt. Der er ganske enkelt alt for mange, skingre nuancer af blå, grønt og rødt, til at man som spiller kan focusere på sin figur eller den kamp, som han er ude i. Men det er selvfølgelig en japansk tradition, at det SKAL være sådan. Jeg har dermed haft et lidt blandet forhold til Grandia II. På den ene side er det til at få fnidder af den tuttenuttede japanske manga stil, som sovser historiens storslåede dramatik til. På den anden side er der en fornøjelig lethed over et karakterudviklingssystem, hvor man ikke skal holde styr på hvilken klasse, man udvikler sine figurer i - og et kampsystem, hvor spænding og animation fungerer smidigt og let som i de bedste kampspil. Grandia II får i hvert fald lige en chance til.