Greg Hastings’ Tournament Paintball Max’d

Indrømmet, jeg har aldrig selv spillet paintball. Jeg har derimod tit tænkt over det. Jeg har altid forestillet mig at det var lidt ligesom den scene i Starship Troopers, hvor Rico og hans hold lærer om holdarbejde. Bare med færre dødsfald og mere farvet maling. Jeg har forestillet mig at et ualmindeligt velkoordineret hold siksakker sig rundt om forskellige forhindringer, med nogle velrettet skud skræmmer modstanderen væk og gør, hvad der nu skal til for at vinde i paintball. Jeg ved ikke hvad der skal til, men lur mig om det ikke handler om at placere et par velanbragte malingspletter lige i visiret på modstanderen. Efter nogle timer i selskab med Greg Hastings og hans paintball spil må jeg erkende, at virkeligheden er en lidt anden.

Lad mig lige fra starten sige, at jeg nærmest helt dropper at kommentere ideen bag overhovedet lave et spil, der handler om at simulere at man dræber nogen - da det virker er anelse mystisk. Jeg mener; vi har jo allerede muligheden for at dræbe tyskere, klamme kræ fra rummet og slemme forbrydere, så hvorfor skal vi nu forestille os at vi "leger" krig?

Greg Hastings har i øvrigt heller så megen action på drengen som jeg troede. Rent praktisk udspiller alle kampene sig i nogle arenaer, der er fyldt med store oppustede siloer, rør, træværk og andet godt. Sådan foregår det sikkert i virkeligheden, men den ene bane ligner den næste, og en følelse af deja vu så overvældende, at den lister op og sparker dig bagi, gør sig hurtigt gældende. Billedsidens farvepalet, der for det meste udfolder sig i de lidet oplivende nuancer brun, grå og mørkegrøn, gør ikke meget for at variere.

Kampene er også en smule kortere end jeg havde ventet. Et skud er nok til at sende dig ud af legen. Ganske vist betyder det så, at det betaler sig at snige sig rundt, men adrenalinen når aldrig helt at gøre sig gældende. Kampenes korthed har også noget med den kunstige intelligens at gøre. Ens modstandere er oftest meget smarte og kan snige sig om bag dig, men for det meste sidder de bag en barriere og spytter farvekugler efter dig. Helt det samme kan ikke siges om ens holdkammerater. Mens jeg har haft travlt med at være strategisk (læs: fej som en kylling, og gemte mig) kan mine elskede holdkammerater have fundet på at løbe lige ind i en snes grønne farvekugler. Ellers kan de finde på at stå stille bag en søjle og afvente skæbnen. Ganske vist kan holdkammeraterne lokkes til at angribe via nogle kommandoer, men det have været rart, hvis de kunne tænke lidt selv også. Så meget for det velkoordinerede holdarbejde.

Du har en række manøvre til rådighed når modstanderen skal udmanøvreres, og især en af dem er nyttig. Her kaster du dig ned på jorden og kommer således hurtigt ud af skudlinien. Det er tilfredsstillende at sprinte hen til en modstander, kaste sig ned på jorden og skyde ham/hende i knæhaserne. Denne tilfredsstillelse gør sig dog mest gældende på nært hold. På afstand er det noget nær umuligt at være hundrede procent præcis. Det er sikkert en pinagtigt nøjagtig afbildning af virkeligheden, men det er hulens irriterende at fyre snesevis af malingkugler efter modstanderen, og det eneste man rammer er grønsværen og en forbløffet udseende træbarriere. En større præcision havde absolut været ønskværdigt, hvad enten det er realistisk eller ej. En manøvre jeg egentlig savnede havde været en art hop. Mange af barriererne er ikke særligt høje, og muligheden for at kunne krydse den, i stedet for at jogge udenom, ville jeg have taget imod med kyshånd.

Såfremt du bliver træt af at løbe omkring alene med virtuelle holdkammerater og blive ydmyget af virtuelle modstandere, er der muligheden for at gå på Live. Her er det muligt at udforme sine helt egne arenaer og skræddersy kampene efter dine ønsker. Glæden ved Live er intelligente og knapt så debile holdkammerater. Til gengæld skal man også være indstillet på væsentligt større røvfulde end dem computeren kan give. Ikke desto mindre er Live et fint alternativ til spillets singleplayerdel, der lokker med tonsvis af udstyr der kan købes, nye holdkammerater der kan hverves og kendte ansigter, indenfor sporten, der kan udfordres.

Greg Hastings’ Tournament Paintball Max’d er uden tvivl et spil der henvender sig til entusiasten der ikke kan få nok, eller ham der har lyst til at snuse til sporten uden nødvendigvis at skulle få blå mærker efter en vildfaren kugle. Menigmand vil få mindre ud af spillet, især fordi andre FPS-oplevelser leverer mere action, og kvalitet, for pengene.