Grid 2

Når det kommer til racing, er jeg arkadepurist. Hvis jeg ikke trodser fysikkens love med min håndbremse og suser sidelæns gennem 90 graders sving, så bliver jeg rastløs. Jeg har aldrig kørt en rigtig bil, og jeg er efterhånden bekymret for om næsten 20 år bag rattet på Ridge Racer og Burnout vil gøre mig til en fare for alle andre på vejene.

Grid 2 føles som en mellemting mellem den arkadenydelse og de evner, en racing-simulatorspiller er født med. Det er Codemasters andet udspil i Grid-serien, og det seneste i rækken efter den TOCA-serie, der er dens åndelige forgænger. Jeg tilbringer tid med at kigge ind i barrierer i stedet for banens asfalt, men ikke lige så meget som med andre spil i samme boldgade. Og mere vigtigt begynder jeg at få færten af det smørhul, hvor mand og maskine finder sammen i den perfekte ideallinje.

Alt i alt får jeg kørt omkring ti løb på de to dage, jeg og andre journalister fra hele verden tilbringer på hotellet, der lægger hus til dette års Global Gamers Day, afholdt af Namco Bandai. Otte sammenkoblede maskiner varmer godt op i et mødelokale, der befinder sig nede ad gangen fra det rum, der huser størstedelen af spillene som vises frem på showet. Og alligevel er det dette rum, jeg selv og mange andre bliver draget af, længe efter vores planlagte tid med spillet er ovre. Den første dag slutter med "lige ét løb mere her". Den anden dag starter med nogenlunde det samme. Og reaktionen er den samme, efter folkene fra udviklerstudiet har givet os eftertrykkeligt baghjul.

Demoudgaven er ren multiplayer, og singleplayer er på denne tur henvist til powerpoint-præsentationer. Spillet ser ganske omfangsrigt ud, og Codemasters har justeret deres Racenet-system - deres svar på Criterions Autolog - yderligere med Rival-mekanikker og scoreboards, og et progressionssystem bygget på XP på præmiepenge. Altså er her sociale funktioner og flueben ud for en række multiplayer challenge-spiltyper, der er til for at blive nydt i stedet for bare at være med for at dække bredt.

Vi suser gennem et par af dem - Live Route og Checkpoint - og alle controllerne i rummet er optagede. Det færdige spil fylder automatisk eventuelle tomme pladser ud, for at give fornemmelsen af et fuldt løb. I dette tilfælde er det dog ikke nødvendigt. I Live Route udvikler banen sig mens man kører, så konkurrenter bliver sendt ned af nye veje og om nye hjørner. Checkpoint er en kamp mod uret, hvor man har begrænset tid til at nå gennem de forskellige dele af banerne, og dem, der er for sløve, ryger ud. Vinderen er den sidste mand tilbage - men løbet slutter først, når han også løber tør for tid. Det er en herlig fornærmelse mod taberne, at de skal kigge på resultatlisten mens du stadig drøner af sted.

Banerne er brede, og svingene er en blanding af bløde og brutale. Kollisionsskade forvandler hurtigt min bil til et vrag, da jeg hamrer ind i barrierer og bliver skubbet af mine modstandere. På dette tidlige tidspunkt er jeg klar til at afvise spillet, og kalde det endnu en smuk racer der sigter efter et andet publikum end jeg.

Heldigvis har vi stadig en god time at slå ihjel, så jeg holder ved. Jeg lærer at kærtegne håndbremsen, og at finde punktet hvor dækkene lige nøjagtigt slipper grebet i vejen. Et eller andet sted mellem mit femte sammenstød med en mur og min tredje sjetteplads, begynder jeg at få fod på styringen. Den ligger et sted i midten af skalaen, tættere på Gran Turismo men ikke helt i Forza-territorium. Den giver mig noget at arbejde med, at lære og fortjene. Efter de første par hjørner, hvor jeg holder mig på vejen i stedet for rabatten, ændrer min grimasse sig til et lille grin.

Jeg er atter fortabt, da vi skifter til en racerbane og pumpede maskiner. Jeg bruger mere tid på græsset og gruset end på banen. Men det er en del af en meget større helhed. Grid absorberer biler, klasser og stilarter fra hele racingens verden, i stedet for bare et lille udsnit. Studiet har planer om at lokke spillerne til at prøve det hele, gennem ugentlige online-konkurrencer jævnt fordelt mellem de forskellige spiltyper og biler. Som en række af oliedækkede brødkrummer, der fører dig vej gennem hele spillets alsidige udvalg.

Det er et flot spil. Ligefrem smukt. Jeg vil gå så langt som at sige, at det er et af de flotteste racing-spil i denne generation. Dets billeder af Barcelona og Frankrig er alle fantastiske, med nok detaljer langs vejene til at du ønsker dig en sejrsomgang, bare for at se på øjenguffet. Det hele er dog kunstneriske fortolkninger, da studiet har hugget en kantsten og klippet et hjørne for at lave de bedste ideallinjer. Man kan mærke varmen fra den virtuelle sol. Alt vi har set indtil videre er lige så skarpt som en skyfri sommerdag.

Da vi endelig bliver revet væk fra maskinerne, ruller jeg stadig over målstregen som den sjette. Men min kofanger er mindre bulet, og mine linjer gennem svingene er mere jævne. Grid 2 er gået fra at være endnu et racing-spil til at være en titel, jeg glæder mig til at vende tilbage til og udforske. Hvis Codemasters kan få selv en elendig kører som mig til at ville forny mit kørekort hos dem, så har de fat i den lange ende.