Guitar Hero on Tour

Svedet drypper ned af panden, øjnene er fuldstændig fokuserede og mine hænder nærmer sig hastigt kramper. Imens brager høje metalliske lyde ud af mine højtalere, lidt for ofte med en skæv og ubehagelig "pling"-lyd til følge. Efter syv hårde minutter kan jeg endelig lægge guitaren fra mig og nyde synet af en helt ny rekord i Guitar Hero 3's absolut sværeste sang, "Through the Fire and the Flames", som på medium, stadig formår at være en større udfordring end en overlevelsestur med Jægerkorpset.

Det er naturligvis altid svært, at sætte finger på generationens mest betydningsfulde og skelsættende spil, men der er ingen tvivl om, at Guitar Hero må være at finde blandt de nominerede. Jeg har kværnet løs på min plastikspade i utallige timer, både følt mig slået og forsmået og som verdens største rockstjerne. Min glæde og forventninger var derfor også store, da jeg modtog seriens første håndholdte konvertering, Guitar Hero On Tour, til min Nintendo DS.

Guitar Hero har altid været et tilbehørsspil, men med On Tour får man ikke en hel guitar, men blot et lille stykke plastik, der skal smides op i rumpen på maskinen og giver spilleren fire af de fem knapper, der normalt er at finde på guitaren. Derved holder man på den imaginære guitar som om, at man slår strengene an oppe på guitarhovedet, og selvom det trækker lidt ned på forestillingen om en ægte guitar, så er tilbehøret et overraskende godt stykke håndværk, og jeg har svært ved at se, hvordan det skulle udtænkes bedre. Selvom både manualen og spillet flere gange opfordrer til, at man holder sin venstre arm fuldstændig udstrakt, så har dette virket nærmest umuligt for mig, og det giver uheldigvis nogle små ledsmerter, hvis man spiller for lang tid af gangen.

Det er vel heller ikke unaturligt, at enhver rockstjerne skal have en kunstnerpause i ny og næ, men On Tour's største og mest bekymrende fejl er dog, at man grundet to overordnede problemer, aldrig helt føler sig som en rockstjerne. Det første, og i mine øjne mest åndssvage af disse, er en kastrering af hele spillets koncept, hvor Activision tydeligvis har følt sig nødsaget til, at skræddersy spillet til konsollens yngre publikum. Jeg lagde ikke umiddelbart mærke til 3+ mærkatet på pakken, men når man hører, hvordan Maroon 5's populære sang "This Love" er blevet censureret, så forsanger Adam Levine, indledningsvis ikke får lov til at fortælle, at han var skæv, så ved man, den er gal.

Denne børnevenlige politik har tydeligvis influeret hele sangvalget, for selvom spillet består af 25 ganske udmærkede sange, med alt fra blink 182 og No Doubt til Red Hot Chili Peppers og Lynyrd Skynyrd, så mangler de hårdere, metalliske sange for alvor. Metallica, Iron Maiden og Slipknot, ja selv Guns'N'Roses, der alle virker som selvskrevne kandidater til enhver udgave af Guitar Hero, er intetsteds at finde, og dette trækker gevaldigt ned på det overordnede koncept, hvor man virkelig skal kunne rocke løs. I stedet har mere rolige sange med Smash Mouth og Los Lonely Boys fået pladsen, hvilket ærlig talt er en skam. Hvad der gør dårligt værre, så bliver en håndfuld sange ikke engang genspillet i originaludgaven, men i stedet som en coverversion. Ja, selv Santana's "Black Magic Woman" får vi lov til at høre en anden synge og spille.

Spillets andet store problem bunder derimod i noget langt sværere at løse, nemlig en manglende præcision. Det gælder både med de fire knapper og den trykfølsomme skærm, der sammen med et lille plastik-plektor skal fungere som strengene, som du slår an. Knapperne kan simpelthen være for svære at ramme, fordi fingrene sidder så tæt klistret til maskinen og ikke kan bevæge sig meget, mens det ikke altid er til at gennemskue præcis, hvornår du slår strengen an. Især sidstnævnte er et problem, da man i andre udgaver af spillet, udelukkende skulle bekymre sig om, at trykke på de rigtige knapper og så ellers time det korrekt med, at slå strengen an. Nu skal man også bekymre sig om, hvorvidt man overhovedet slår strengen an, og det er et kæmpemæssigt problem, da man derved kæmper mere mod spillets tekniske side, end dets reelle udfordring.

Det være sagt, så er On Tour stadig en ganske udmærket konvertering af den populære serie, hvor alle de forventede muligheder er med, fra Karriere og Boss kampe til muligheden for både at spille sammen og mod hinanden over det trådløse netværk. Der var der også en del sange, som jeg har nydt at spille igennem, men med en tiltagende smerte i leddet, irritation over en kastrering af konceptet og frustration over en ikke altid reagerende guitar, så var det ikke en længevarende nydelse. Og som toppen af kransekagen er højttalerne i Nintendo DS simpelthen ikke tilfredsstillende nok, så høretelefoner er simpelthen det eneste rigtige valg.

Jeg har på mange områder svært ved at forestille mig præcis, hvordan Guitar Hero skulle være udtænkt anderledes på Nintendo DS. Det er et ganske udmærket stykke tilbehør, og alle de sædvanlige muligheder har fundet sin vej på maskinen, hvilket betyder, at fragmenter af den velkendte glædesrus engang imellem titter frem, men problemerne er simpelthen for markante, både på kort og lang sigt, til at spillet virkelig kan stråle og få din indre rockstjerne frem.