Guitar Hero: Warriors of Rock

Det kræver overordentlig store evner at kunne definere hvad der er sejt og hvad der blot er plat, når det kommer til gårsdagens heavy-metal udgivelser, der alle synes at have haft en fascination for skelethoveder, zombier og andre okkulte skabninger. Det var denne evne der gjorde Brütal Legend så stilistisk lækkert, og samtidigt hvad jeg forventede ville ødelægge Guitar Hero: Warriors of Rock for mig.

Og godt starter det ikke ud, for i stedet for at benytte sig af et af soundtrackets mere originale valg, har Activision gået den kedelige rute og valgt den udtjente og allesteds værende Kiss-basist, Gene Simmons som stemmen og personligheden bag "Demigod of Rock". Jeg har stor respekt for hvad Kiss engang gjorde som band, men både bandets navn og i særdeleshed Simmons-person er sidenhen blevet malket så tyndt, at man skal skrabe usædvanligt meget i lakken for at finde bare en snert af attitude og rock.

Alt dette bliver dog kun et potentielt problem hvis du går i gang med spillets "Quest Mode", og det bør du, for det er uden sammenligning den mest interessante og originale tilføjelse i seriens nyeste spil. Historien lyder at "Demigod of Rock" er blevet besejret af "The Beast", et robotlignende væsen som angiveligt ikke kan fordrage pigtrådsmusik. Med sine sidste kræfter kalder rockens halvgud dog ud til sine disciple, der sjovt nok er de otte karakterer som du skal hjælpe med at genfinde sine indre rock-monstre.

Det lyder tyndt og tosset, men udvikleren har fået mere end man skulle tro muligt ud af ideen. Fra start har du kun adgang til at vælge mellem to figurer og deres tilhørende soundtracks. Punkeren Johnny Napalm kender spillere af serien allerede, mens Echo Tesla er en elektrificerende kvinde med forkærlighed for poprock, som vi ikke har mødt før. Mere interessant end personlighederne selv, er dog at de nu alle sammen har en specialevne. Johnny Napalms points-multiplier falder for eksempel aldrig under 2, mens Echo får 5% ekstra Star Power for hver 10 noder hun spiller rigtigt.

Karaktererne er dog som standard ikke stærke nok til at hjælpe halvguden med sine problemer, og kun ved at mestre deres sange vil de blive forvandlet til deres monster-alteregoer. Hvis vi lige tager den lidt ned på jorden igen, betyder det at man skal optjene et bestemt antal stjerner fordelt over karakterens soundtrack. Ekstra udfordring gives i form af muligheden for at optjene bonusstjerner, hvis man lærer at udnytte karakterernes specialevner til fulde.

Man støder på en stor overraskelse når man midtvejs gennem spillet finder guitaren tilhørende "Demigod of Rock", for hvad der blot kunne have været en hurtig glemt mellemsekvens, er i stedet blevet brugt til at tilføje spillet en højst original episode. Således har udvikleren taget Rush-albummet 2112, og lavet det til en cirka 19 minutter lang musisk udfordring, som kun sporadisk pauseres af bandets medlemmer der fungerer som historiefortællere. Jeg har aldrig nogensinde været noget stor fan af Rush, men var stadig mere end godt underholdt af udfordringen fordi det hele passer så godt ind, og virker som et friskt pust til en ellers stillestående formular.

Spiller du så pigtråden står ud gennem højtalerne, står du inden længe med otte forskellige karakterer som skal fordeles over to forskellige bands, for at besejre "The Beast" i en todelt udfordring.

Ideen med selv at skulle sammensætte disse grupper er faktisk god, fordi du bør sørge for at de forskellige specialevner dækker over hvad du skal bruge for at spille dig igennem udfordringen. Det virker afsindig underligt at skulle benytte sig af blot en snert strategi i et Guitar Hero-spil, men det virker ikke desto mindre glimrende.

Går du i en stor bue uden om den nye "Quest Mode" må du desværre kigge langt efter nytilføjelserne. Mulighederne er der naturligvis stadig for at lave et virtuelt band sammen med vennerne, både i din egen stue eller over bredbåndsforbindelsen, ligesom også Quickplay, Training og den herlige Free Play-mulighed igen er del af pakken. Der er naturligvis også igen blevet plads til "Editor" muligheden som lader dig rode rundt med musikken, samt karakterenes udseende. Om du spiller alene eller har vennerne med på trommer, bas og sang, er der dog ingen vej uden om at "Quest Mode" er spillets hovedattraktion.

Soundtracket er denne gang en blandet pose, selvom udviklerne i deres opdeling af sangene synes mere fokuseret end nogensinde før. Personligt havde jeg ikke meget til overs for Johnny Napalms punk-pakke eller Echo Teslas blanding af pop og rock. Til gengæld var det aldeles umuligt for mig at sidde stille da jeg fik muligheden for at spille Red Riders - Lunatic Fringe som er inkluderet i Austin Tejas fantastiske blanding af 80'er og 90'er rock-lækkerier.

Hvis du tidligere både har spillet Guitar Hero og Rock Band, er det svært at komme uden om, at der er alt for mange gengangere i soundtracket til Guitar Hero: Warriors of Rock, og det er afsindigt ærgerlig, for andre steder virker dette som seriens bedste musikudbud i lang tid. Når Creedence Clearwater Revivals "Fortunate Son" eller Neil Youngs "Keep on rocking the free world" rumler over skærmen og ud gennem højtalerne, får man øjeblikkeligt et følelse af rock i mellemgulvet, samt tanken at resten af soundtracket burde have denne kvalitet - men sådan er det desværre ikke.

Guitar Hero-serien har til tider fået voldsom kritik for nærmest at have stået stille når det kommer til den grafiske præsentation, og det er derfor godt at se at der denne gang er blevet tænkt mere over indpakningen. Selve figurgalleriet er blevet mere livagtige uden at miste deres tegneserie-charme, og specielt animationen er generelt blevet bedre, selvom der er underlige fejl hist og her. Det betyder alt sammen at bandet opfører sig mere livagtigt på scenen, og at ansigtsmimikken er blevet bedre end tidligere. Det bedste er dog denne gang de varierede, tematiserede baggrunde der både passer bedre ind i selve stemningen, og er betydeligt mere interessante end tidligere.

Guitar Hero: Warriors of Rock er et betydeligt bedre spil end jeg havde regnet med, og bedst af alt har udvikleren faktisk formået at bruge teamaet til mere end en ny grafisk overflade. "Quest Moden" er den sjoveste nytilføjelse serien har fået i lang tid, og selvom det i sagens natur blot er en omrokering af elementer vi har set før, gav den ikke slip på mig før den var gennemført.

På trods af en masse genbrug i soundtracket og spilbarheden er her alligevel musiske perler og opfindsomhed nok til, at du sagtens kan bruge dine penge på Guitar Hero: Warriors of Rock, selvom du måske sprang det sidste kapitel over fordi du synes serien var begyndt at stagnere.