Den jordagtige planet Helios er brudt af splid. Nogle onde fyre vil overtage verdenen, og du er sidste bastion til at stoppe dem. Altså ikke noget nyt under solen her. Til at hjælpe dig i den tilsyneladende umulige kamp, har du projekt Gun Metal. Dette er en tungt armeret 10 meter høj satan af en robot. Ikke nok med at denne kæmpe kan trampe sig gennem fjendens fodsoldater, så kan den omdannes til en jetjager. En proces meget a la Transformers.
Tonstungt metal
Du skal gelejde dette tekniske vidunder gennem 24 forskellige missioner. Hver mission præsenteres kort via en briefing skærm. Objektiverne skifter mellem at rekognoscere, udføre modangreb og beskytte lokalbefolkningen. Men selv om de på overfladen virker varierede, så er devisen simpel: Fuld fart frem med triggerfingeren i bund. Fælles for missionerne er, at du skal holde fjenden væk fra civile områder. Disse veksler mellem nogle relativt ensartede landbrug og små byer. Skulle det lykkedes fjenden, at komme igennem og smadre civile mål. Eller skulle du selv vildfarende komme til at sprænge noget i luften. Så gemmer spillet disse informationer på harddisken. Dette betyder, at du vil blive mindet om dine fejltagelser, hver gang du passerer dem, sågar også i senere missioner.
Styringen med figuren foregår intuitivt. Den ene controller styrer fremdrift, og den anden styrer retning. De to triggere styrer individuelt hver deres våben - hvormed du eksempelvis både kan afskyde missiler og fyre bly fra din maskinkanon samtidig. Med et enkelt tryk kan du omdanne din robot til et jagerfly. Herved bliver du hurtigere og får bedre manøvre- egenskaber. Handlingen veksler nu til at indbefatte dogfights og hurtig action, mens det tidligere mere var et tilfælde om rå brutal kraft. Featuren er fint implementeret, da du ofte vil blive mødt af situationer, hvor det er en fordel at vælge den ene inkarnation frem for den anden.
Morskab i at smadre
Til at starte med er det ekstremt underholdende, at udfolde Gun Metals dødelige potentiale. Der er mange spændende våben, som alle føles utroligt kompetente. Desværre så er der en reel mangel på variation. Spillet har nemlig lagt vægten på kvantitet fremfor kvalitet. Fjenderne viser en skræmmende mangel på intelligens. Uanset hvilken form for fjende du møder, så er deres taktik ens. De tromler bare frem mod dig. Selv om baggrundene og fjenderne ændrer sig, så gør dette, at banerne føles meget ens. Fjendtlige enheder - mange i imponerende størrelser - kommer væltende frem mod dig. Du farer af sted, samtidig med at du skyder som en gal, og holder et vågent øje på din ammunitionsbeholdning. Meget sjovt i en periode, men mister lidt glansen efter nogle timer. Desværre er der heller ikke inkluderet muligheden for at spille flere. Man skulle ellers mene, at et gedigent shoot’em’up kunne være et godt samlingspunkt.
Pænt, men så heller ikke mere
Teknisk set er det en ganske glimrende titel. Der veksler mellem det jævne og det yderst kompetente. Maskinen formår fint, at følge med den hektiske action der udfolder sig på skærmen. Det er virkelig kun når skærmen myldrer med enheder, at hastigheden får et mindre fur. Hovedfiguren er bygget af flotte teksturer, og godt animeret. Såvel affyring af våben som transformationer mellem de to stadier ser godt ud. Desværre er fjenderne ikke lige så godt udført. De virker generelt rimeligt ideforladte. Der er en række gode real-time effekter. Såsom skyer der driver rundt, og overbevisende partikel og lyseffekter. De mange eksplosioner kunne dog godt have været bedre udført. De virker en anelse tamme, og der er ingen forskel på, hvilket våben du benytter. Lyden er også over middel. Her er et stemningsfyldt soundtrack, og noget god ambient baggrundsstøj. Derudover virker de forskellige effekter efter hensigten. Det lyder godt, når du affyrer dine virile våben. Den tale der er, virker dog ikke videre overbevisende.
Gun Metal er den type spil, du samler op for at få lidt underholdning, som du ikke behøver tænke videre over. Det er altså svært at sammenligne med de mange eksisterende Mech-titler. Dette skyldes, at der er en udpræget mangel på strategi og holdarbejde. Men mangler du et spil uden tankemæssige krav, så er det et godt køb. Vil du hellere have udfordret de små grå lidt, bør du nok kigge andetsteds.