Gunpey Rebirth

Gunpei Yokoi var den mand, der i sin tid begavede verden med Game Boyen. Alt for tidligt døde han, og et spil til Wonderswan blev opkaldt til hans ære. Q?, der i forvejen har succes med Lumines-serien, har nu taget favntag med spillet og leverer endnu en hyldest til Gameboyens designer.

Vi kender efterhånden rumlen. Gunpey DS står på elektronisk musik og klodser, der skal forbindes på en bestemt vis. Så vidt, så godt. Men det er måden disse klodser forbindes på, der gør Gunpey til en speciel oplevelse. Et spillebræt på fem gange ti felter danner baggrunden for spillet. Fra bunden stiger nogle klodser med en linie. Rammer klodserne toppen af brættet, er det game over. Formålet med spillet er at forbinde disse linier, således at den strækker sig fra den ene side af brættet til den anden.

For at gøre det en smule besværligt, findes der forskellige liniestykker. Det lyder stadigvæk overkommeligt. Men hør så her: De fem koloner bliver ikke fyldt med samme hastighed, så man kan faktisk sidde med skægget i postkassen i et langt stykke tid, inden man kan lave en linie. En lille ekstra forhindring er, at man sagtens kan flytte liniestykkerne op og ned, men ikke til siden.

Det er ikke helt let, og det kræver en ti minutters tid at sætte sig ind i konceptet og vride hjernen omkring måden at spille på. Men så snart man har lært det, er det ganske logisk. Dermed ikke sagt at spillet bliver nemt efter ti minutter, men man kan håndtere det. Stylusen bliver brugt til at markere liniestykker og til at flytte dem op og ned, og det virker glimrende.

Så snart man har lært at lave pæne hele linier på tværs af brættet, kommer udfordringen. Jo flere felter linien bugter sig igennem, jo flere points kommer der ind op kontoen. Derfor kan det sagtens betale sig at planlægge forud. Endnu mere strategi er der, når man begynder at lave linier der deler sig og samler sig på sin færd tværs af brættet.

Når man har dannet en hel linie, standser liniernes bevægelse kortvarigt. Denne korte pause kan bruges på at flytte liniestykker ned i bunden af brættet, hvor de ikke gør skade. Mere givtigt er det i midlertidig at koble ekstra liniestykker på den ubrudte linie. På den måde kan man få en linie til virkelig at spænde over en lang række felter.

Der er to forskellige regelsæt i spillet, Break eller Original. I Break falder liniestykkerne ned, hvis de nedenunder liggende felter bliver ryddet. I Original bliver liniestykkerne hængende. Det gør i sagens natur Original sværere end Break. Det er nu ikke udfordring Gunpey mangler. Specielt den særlige to-skærms funktion vil sikkert give nok med udfordring. Denne funktion går simpelthen ud på at der er et spillebræt på både øverste og nederste skærm, og man skal holde rede i begge. Et tastetryk skifter mellem de to, og det er herligt svært.

Alligevel fandt jeg mig aldrig i den trancelignende tilstand, Lumines kunne medføre. De hypnotiserende farver og baggrunde er i bedste fald ligegyldige, fordi man slet ikke har tid eller koncentrationsevne til at opfatte dem, og i værste fald forvirrende, når deres farver matcher liniestykkerne og gør dem svære at se. Ærgerligt, for spillets rablende vanvittige rumcowboy-tema er ret seværdigt. Musikken, en vigtig del af alle Q?-spil, svinger sig lystigt af sted i bedste sambastil, men de få toner man frembringer ved at samle en komplet linie tilføjer ikke musikken noget ekstra, hvilket man ellers kunne forvente.

Misforstå mig ikke, Gunpey DS er et glimrende puzzle og en fin tilføjelse til Nintendo DS spil-biblioteket. Men det mangler et vist raffinement og finpudsning, der afholder Gunpey DS i at stryge til tops.