Gwent: The Witcher Card Game

Ahoy-hoy, human friend! Min kæreste trold Shupe, hvor er det godt at se dig igen. I dag vil jeg fortælle dig en historie om, hvad jeg synes om den endelige udgave af Gwent: The Witcher Card Game, alles yndlingsfritidsaktivitet fra The Witcher 3: Wild Hunt, som nu endelig er blevet til sit helt eget spil. Da jeg færdiggjorde min første gennemspilning af det tredje kapitel i fortællingen om Geralt, var det først jeg gjorde, krybende at bede om adgang til det lukkede beta af det gribende ældgamle dværgske kortspil. Til min store overraskelse, blev jeg lukket ind i de forgyldte haller og har siden hen taget ture ind og ud af Andrzej Sapkowskis fantastiske verden. Måske ikke altid med lige positive oplevelser, for det selvstændige Gwent: The Witcher Card Game har godt nok været igennem mangt og meget. Fra at være en tro kopi af den sidegescheft du kunne opleve i The Witcher 3: Wild Hunt, til nærmest at ligne Hearthstone, og tilbage igen. Rutsjebaneturen har dog været det hele værd.

Gwenty cards! Lots! All kinds! Jeg spillede Magic: The Gathering i min skoletid, Hearthstone og The Elder Scrolls: Legends i min voksenalder, forstår du, men intet har henrykt mig mere end Gwent: The Witcher Card Game, når det kommer til collectible card games. CD Projekt RED synes med vilje at have forsøgt ikke at skabe endnu en fordummet Magic-klon, men derimod et samlekortspil med så lidt tilfældighed og så meget strategi som muligt. I løbet af både det lukkede og åbne beta, dog, blev spillernes tålmodighed sat på overordentlig prøve hvad disse kerneværdier angik. Ja, til det punkt hvor spillet var så forvirrende, at det spillende og drikkende folk end ikke forsøgte at tage det seriøst. Uendeligt mange evner per kort, krydret med spraglede overleveringer om den kortet repræsenterede, gjorde det først og fremmest irriterende at læse og forstå, men ligeså blev Gwent: The Witcher Card Game et helvede af evighedssynergier på tværs af kortene, og det var evindeligt svært at følge med i. Nu er Homecoming landet, og jeg ånder lettet op.

Shupe put big heart into create. Og det kan mærkes. Lad mig angive det praktiske først; spilområdet er forkortet til to rækker, i stedet for tre - en Melee- og en Ranged-række - hvor du kan spille ti kort på hver række før den er fyldt, i modsætning til de uendelige mængder det var muligt førhen. Vitterligt alle kort har fået en overhaling hvad angår aktiver og effekter - vejrkort er, for eksempel, helt anderledes end før (den tredje gang det er sket) - ligeså med lederne og formular-kortene. Dette betød også at vende tilbage Gwent: The Witcher Card Game var noget af en udfordring for undertegnet, for det var mildest talt som at spille et helt nyt spil. I kraft af disse ekstremt drastiske ændringer, har jeg også fået kompensation for alle min tidligere indkøb, og begyndte min nye oplevelse med samlekortspillet, ved at åbne 52 tønder med kort.

Foruden de knap 55.000 stykker scrap - spilvaluta du kan bruge til at købe kort en ad gangen med - jeg havde fået. Jeg har stadig 21.000 stykker tilbage, hvis nogen mangler. Til alle jer der har spillet under enten lukket eller åbent beta (eller begge), venter kompensationen også. På generøs vis, vel at mærke. Hvad angår korttønder, er meget dog ikke ændret, hvilket jeg også synes er en af styrkene ved det her spil, i forhold til de mere griske konkurrenter. Den kære butiksindehavertrold, Shupe, knuser en tønde, og du får fire kort, med muligheden for at vælge et femte fra en bunke af tre. Hermed er den tilfældighed hvorved du smider din hårdttjente løn på, hvis du gør det, ikke så grel som i Hearthstone, for eksempel. For du kan også bruge det såkaldte ore til at købe tønder.

Cheapesly barrels in, eh... dis land! Det siger du, men for nogen lyder det måske lidt bekymrende med alle de forskellige former for spilvaluta, da der også findes det såkaldte meteorite powder, som kan bruges til at opgraderer dine normale kort til premium-udgaven. Før i tiden, var disse valutaer også en anelse strenge at anskaffe, men Homecoming-udgaven agter at vende op og ned på dette. Ved blot at gøre simple ting i spillet - åbne shoppen, klarer øve-missionerne, forsøge dig med en gratis tur i arenaen, hvad du nu lige kan finde på - så optjener du det der hedder Reward Points. Nej nej, ro på, det er ikke en fjerde spilvaluta. Disse præmiepoint kan du anvende til at skaffe spandevis af ore, meteorite powder og scrap under Reward Book - præmiebogen - hvor du samtidig kan låse op for interessante overleveringer om de fem faktioner du kan spille i Gwent: The Witcher Card Game. Herunder kan du også købe kister for dine point, hvor der er specielle korttønder i, kun med kort fra den faktion du har brugt dine point på.

Det er en hurtig måde at skaffe sig en god samling Nilfgaard kort på, for eksempel. Disse point kan heller ikke købes for rigtige penge, kun ved at spille spillet (Paradise Hotel referencen var ikke med vilje). Det tæller ekstra i min bog, når en spiludvikler forsøger at lave deres gratis-at-hente spil så lidt afhængig af forbrugerens pengepung som muligt, uden at fjerne den åbenlyse fordel det er at købe tønder for dollars. Der skal trods alt stadig være en omsætning, men ikke desto mindre, er det forbrugeretisk et skridt i den rigtige retning. Specielt når man ser på konkurrenterne. Gwent formår, mest af alt, en facon af play-to-win i stedet for pay-to-win. Min oplevelse er ligeså, at faktioner på tværs af skalaen er velbalanceret, hvilket på sin vis også må være forventeligt efter så lang tid. Et fokus på sund spiller kutyme findes også ved den såkaldte GG-funktion, hvor man, efter hver kamp, kan give 5 gratis ore til sin modstander, uanset om du har tabt eller vundet.

Goodest cards you get! Human deserve it. Ja, når man så har samlet sig en bunke kort, så skal man bygge sig et spil kort, ud fra den valgte faktion man nu synes man er tryggest ved. Monstre, Nilfgaard, Northern Realms, Scoi'tael, og Skellige. Før Homecoming, forholdte det praktiske indhold sig kun til mængden af kort, men nu er der kommet en ny talværdi at holde for øje. Udover at dit spil kort skal have minimum 25 kort for at kunne bruges, må det samlede antal kort heller ikke overstige 165 point i alt. Hvert kort har en provisionsværdi, hvor de mere magtfulde kort har en større provisionsværdi end de mindre sjældne og mægtige kort. Det skaber en hel ny dybde i at bygge dit eget personlig spil kort. Foruden at skulle tænke på mængden af kort, og muligheden for at trække det kort du vil have, kan du heller ikke lade din koncentreret samling flyde over med evige kopier af Geralt.

Dette system har erstattet det noget kejtede bronze-, sølv-, og guld-kant system der var før i tiden, hvor der var en grænse for, hvor mange sølv- og guld-kort du kunne have i dit spil kort. Ja, CD Projekt RED har sågar fjernet konceptet om sølv-kort fuldstændig, og det er fantastisk befriende. Råderummet for at eksperimenterer med nye indholdsformer er ekspanderet enormt. I stedet for at være begrænset af kortets sjældenhed, skal du i stedet for tænke enkeltværdier i forhold til helheden af den værdi dit spil kort allerede har. Jeg selv bøvler stadig med at maksimerer mine 165 point, samtidig med at skulle have velfungerende strategier og synergier. Det er mit håb, at Gwent: The Witcher Card Game i så fald kan bevæge sig væk fra at være domineret af netdecking og over i en mere interessant, flydende tilgang, hvor det betaler sig at nørkle. Du kan nu give dig i kast med at spille rangeringskampe, kampe uden for rangering, Arena-modus, hvor du bygger et spil kort fra bunden ud fra kort der bliver stillet til rådighed tre ad gangen, eller en øvekamp, for at gøre dit spil kort helt perfekt uden konsekvenser.

Human in shop! Shupe in shop. Nuvel, en masse om kort og mekanikker. Hvordan ser spillet så egentlig ud? Mange af disse digitale kortspil kæmper med præsentationen. Her formår Gwent: The Witcher Card Game dog igen at stå ud fra mængden. Eller det gør spillet i hvert fald nu, med Homecoming-udgaven. Væk er det statiske menuer, det flade, stillestående spilmråde, og den mørkebrune primærpalet. Hovedmenuen er nu animeret, med strålende turkis, og kampskuepladsen ligner mere end slagmark end et brætspil. Udseendet skifter ligeså efter hvilken faktion der spilles med og imod. Ligeså er din valgte leder nu en faktisk, animeret figur, og hele dette store grafiske løft, giver virkelig spillet et spark op ad hvad angår præsentationen. Indlevelse i faktisk at spille Gwent føles langt bedre end før, og CD Projekt RED har virkelig gjort et kunststykke ud af skabe masser af detaljer i både spilområdet, men ligeså med kortene. Premiumudgaverne er decideret flotte at se på. Det ikke blot en guldkant eller et blik med øjet, men heftigt animeret scener.

Så er der selvfølgelig butiksindehaveren Shupe, som både er animeret og har sin egen stemmeskuespiller. Jeg har citeret min yndlingstrold hele vejen gennem anmeldelsen, for at vise hvor stor en effekt det kan have, at skabe liv i noget så svært indlevelsesmæssigt som et digitalt kortspil. Nogle gange tager jeg mig selv i at gå frem og tilbage mellem hovedmenuen og shoppen, bare for at hører Shupe sige noget bestemt. CD Projekt RED har ikke blot forsøgt at lave et mindeværdig kortspil, det er uden tvivl lykkedes dem. Ligeså fordi CD Projekt RED formår at binde hele herligheden sammen på blændende vis med fortællinger og overleveringer fra Witcher-fortællingerne. Arenaen er for eksempel baseret på Gaunter O'Dimm fra The Witcher 3: Wild Hunt. Spørgsmålet er, om der overhovedet er en finger at sætte på Gwent: The Witcher Card Game?

Customer right always. Tja, et gennemgående problem i løbet af den lukkede og den åbne beta var altid serverne. Enten forsvandt forbindelse under en kamp, eller også fik man aldrig sine præmier efter en sejer, til trods for at spillet troligt lovede at det var blevet logget. Samme problematik har jeg til dels oplever her. Hvilket er enormt syndt, for CD Projekt RED har ellers arbejdet virkelig hårdt på at optimerer alt andet ved denne selvstændige udgave af Gwent: The Witcher Card Game. Bevares, jeg er ikke blevet smidt ud af en kamp, men flere gange i træk har jeg fået en fin lille pop-up hvor der har stået at forbindelsen til serverne gik tabt, men at jeg har ville få min sejrsbelønning så snart jeg fik forbindelsen igen. Jeg venter stadig, og det er efter at jeg har spillet flere kampe efterfølgende. Derudover har der et par gange efterhånden, også været sløv indlæsning af teksturerne, så menuen står et par sekunder i uhyggelig uskarphed. En håndfuld gange oplevede jeg også, at mine museklik ikke blev accepteret, selvom jeg forsøgte at aktiverer et kort, og gjorde det på korrekt vis.

Disse mindre tekniske kvababbelser, er dog slet ikke nok til at trække spillets helhed ned, med et så veludført spilmekanisk og præsentationsmæssigt løft. Gwent: The Witcher Card Game er uden tvivl det mest stilrene, flotte, og mest interessante digitale samlekortspil der er ankommet i lang tid. Derudover er det sømløst forbundet med Thronebeaker: The Witcher Tales, hvorpå du kan hoppe fra Gwent: The Witcher Card Game og direkte over i Thronebreaker: The Witcher Tales med et enkelt tryk. At spille Thronebreaker, giver ligeså en masse ekstra i Gwent, mest af alt unikke kort og Reward Point. Hvilket er forståeligt, da Thronebreaker: The Witcher Tales reklames for, som en enkeltspiller kompagnon til Gwent: The Witcher Card Game.

Human Shupe soup eat? Yum-yum, elfy soup! Ah, mon dog. Tak som byder, ellers. Ja, alt i alt, er der vist ingen anden døm at fælde end at Gwent: The Witcher Card Game har formået at genopfinde sig selv for tredje gang, og tredje gang har i den gang vist sig at være lykkens gang.