Kan du huske Homeworld, det anmelderroste realtime strategi-spil fra Relic Entertainment, hvor man som spiller skulle planlægge sin taktik tredimensionelt?. Det spil står stadigvæk for mig som noget af det bedste og mest nyskabende inden for genren men siden da er det hele faldet tilbage til det sædvanlige 2D - indtil nu. Nye tider er på vej i skikkelse af Haegemonia: Legions of Iron fra Digital Reality, der ser ud til at kunne løfte den tunge arv fra Homeworld.
Kan vi ikke bare være venner?
Som så mange andre spil i sin genre er Hegemonias plot forankret i en konflikt. Denne gang er det hele sat små 100 år ude i fremtiden hvor Mars er blevet koloniseret. Desværre rager kolonisterne uklar med folk på Jorden og krig bryder ud. Kampene bølger frem og tilbage mellem planeterne, indtil en ny fjende gør sin entre. En fjende, der er så magtfuld at Jordens befolkning og kolonisterne må forene deres kræfter for at bekæmpe den nye fjende. Hvad der videre sker af vrid og drejninger i historien er ikke til at sige men på et tidspunkt introduceres en fjerde faktion og som spiller får du lov til at lede hver af de fire racers rumflåder.
Produktion eller forskning?
Som den øverstbefalende for rumflåden bliver det din opgave at udforske det store univers der omgiver dig. Planeter skal koloniseres, ressourcer skal fordeles, nye skibe skal bygges og der skal forskes i nye teknologier. Dette er dog ikke en særlig tidskrævende del af spillet. Din reelle indflydelse er begrænset til beslutninger om hvor meget af en planets ressourcer, der skal gå til produktion af nye rumskibe og hvor meget der skal gå til forskning af nye teknologi. Det gør heller ikke noget, for det er selve rumkampene der bliver det interessante i Hegemonia. Omkring 100 rumskibe kan være i kamp på samme tid så store galaktiske slag bliver altså ikke en sjældenhed.
Til at holde styr på alle disse skibe har du officerer, der fungere efter nogenlunde samme princip som heltene i Warcraft III og Heroes of Might & Magic-serien. Jo flere slag de udkæmper og vinder, jo mere vokser deres erfaring og en erfaren officer kan være guld værd i Hegemonia. Den erfaring dine officerer opbygger smitter af på den eskadrille de har kommandoen over men det gør dem også i stand til at handle selvstændigt. Når omkring 100 rumskibe udkæmper drabelige slag, får du som kommandør rigeligt at se til. For ikke at bukke under for stress, kan du overdrage noget af ansvaret til dine officerer og de vil så efterfølgende reagere på krisesituationer og træffe beslutninger på baggrund af deres erfaring.
Styringen og interfacet er meget ligetil i Hegemonia. I venstre hjørne af skærmen er en samling ikoner, der viser hvilke typer rumskibe man har til rådighed, hvilket gør det nemt og hurtigt at vælge specifikke skibe når det går hedt til. De enkelte enheders opførsel bestemmes med et klik på højre museknap. Det bringer en lille menu frem, hvor man blandt andet kan indstille enhedernes aggressivitet samt hvilke dele af fjendtlige rumskibe de skal sigte efter såsom våben, skrog eller motor.
Et års arbejde
Af udseende er Hegemonia lidt af en perle. Grafikken er virkelig lækker og fornemmelsen af at kunne bevæge sig i alle tre dimensioner er godt gengivet. Digital Reality brugte et år på selv at udvikle spillets grafikmotor, som de har givet navnet Walker Engine. Den kan håndtere omkring 100.000 polygoner på samme tid hvilket har givet Digital Reality mulighed for rigtig at smøre tykt på med detaljer, som kan nydes til fulde når man zoomer ind på de forskellige planeter og rumskibe. Der loves også flotte og dramatiske cutscenes der, som Digital Reality selv udtrykker det, vil være selv den største Hollywood-film værdig. Desværre var der ingen af dem at se på vores preview-kopi så vi tage deres ord for det.
Generelt så tegner Hegemonia: Legions of Iron sig som meget lovende og alle strategi-fans med hang til rumrejser, sorte huller, laserkanoner og asteroidebælter bør bestemt holde øje med denne titel. Selvfølgelig er der stadigvæk lidt hikke i maskineriet hist og her, såsom grafiske svipsere og manglende finjustering af interfacet men der er intet der taler imod at dette ikke skulle blive et rigtig lækkert strategi spil.