Dansk
Gamereactor
previews
Halo 3

Halo 3

Det tredje og sidste kapitel er lige om hjørnet, og på E3 kunne Bungie løfte sløret for spillets singleplayer. Vi har set nærmere på Halo 3's første bane.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Halo 3 har nok været et af de mest omdiskuterede spil siden det blev officielt annonceret på E3 sidste år. Der har bestemt ikke kun været roser til seriens tredje og dermed sidste kapitel, der mere end ofte er blevet anklaget for at være Halo 2 i HD. Jeg har selv siddet på skeptikernes bænk. Selvom jeg sad på forreste række til annonceringstraileren sidste år, havde det ikke samme ekstatiske effekt på mig, som tidligere Halo-film har haft. Vel var fremvisningen godt komponeret, men grafikken var ikke fuldstændig hæsblæsende, og jeg havde da regnet med en del mere.

Selvom jeg i det forgange år både har skældt og rost spillet, samt nydt multiplayer-betaen aften efter aften, så har Halo 3 hele tiden manglet lige det sidste. Bungie har for vane at holde kortene tæt ind til kroppen omkring spillets singleplayer, men jeg blev mere og mere nervøs; kunne de nu leve op til forventningerne? Da jeg til Microsofts pressekonference på E3 i år så den første trailer fra spillets singleplayerdel, blev min værste frygt da også bekræftet: det imponerede ikke!

To dage efter havde jeg en planlagt aftale omkring Halo 3. Jeg var ret usikker på, hvad det gik ud på - regnede faktisk kun med et interview af en slags - men det viste sig i stedet at være en gennemspilning af en pæn portion af spillets første bane, Sierra 117. Det var ikke noget, vi dødelige fik en mulighed at tæske os igennem. Det var derimod Bungie's Brian Jarrard, der stod som skipper ved roret og var klar til at styre båden igennem de onde farvande, som sværhedsgraden Heroic i Halo 3 vel bedst kan betegnes som.

Alle tilskuere fik hurtigt mundkurv på, da lokalet blev fuldstændig sort og kort efter oplyst af tonsvis af partikler på skærmen, der susede sammen for at danne en ring - en Halo, naturligvis. Efter denne lækre loading-sekvens blev spillet sat i gang og startede cirka en tredjedel inde i banen, så vi ikke ville få spillets intro ødelagt på forhånd. Det var et ubeskriveligt syn.

Dette er en annonce:

Meget kan man sige og meget er blevet sagt om Halo 3's grafik. Og jeg er overbevist om, at når jeg selv får det i hænderne til timevis af kampe mod The Covenant, vil jeg finde stribevis af ting, som burde være flottere, men da billedet langsomt fadede frem og afslørede et frodigt junglelandskab, var jeg solgt. Naturens mange grønne og brune nuancer dannede en perfekt farvesammensætning, mens de mange træer, busker og blade gjorde deres for, at lys og skygger kunne fylde skærmen med lækre effekter. Det var allerede fra første billede et atmosfærisk og indbydende landskab.

Omkring Master Chief er en håndfuld marinesoldater, som vi har mødt så ofte. Tilbage er dog de mere karismatiske og personlige ansigter fra Halo 1, som naturligvis har fået et løft, så de ser mere livagtige og udtryksfulde ud end nogensinde før. Ligeledes ved Master Chiefs side står The Arbiter, den Elite, som man i Halo 2 fik kontrol over, og som nu er blevet allieret med menneskene. Dette er ikke en karakter, der atter får separate missioner, hvilket sikkert både vil glæde og forarge mange, men til gengæld giver det nye makkerpar mulighed for at gøre spillets co-operative del endnu mere logisk. Hiver du en ven ind i spillet, styrer han naturligvis Arbiter.

Alt ånder i starten fred og ro i den behagelige jungle, hvor man nærmest kan dufte bladenes aroma, men som Master Chief og co. lister sig frem, bliver nogle sovende Grunts pludselig spottet. Som tidligere kræver de naturligvis blot et slag med riflen, men hvis man nogensinde, som jeg, har savnet, at metan-beholderne på Grunts sprang i luften, så kan man nu glæde sig til en ordentlig eksplosion. Blot endnu en ekstra lækkerbisken blandt mange.

Snart bryder helvedet løs. Andre Grunts vågner fra dåd, hvilket både alarmerer de snu Jackals, der kan gemme sig i træerne med snigskytterifler, og Halo 3's nye hovedfjende, Brutes. Den primitive Covenant-race har i Halo 3 fået en større intelligensindsprøjtning, hvilket hurtigt kunne ses i deres taktiske fremgang på slagmarken. De benyttede sig især af muligheden for at smide Equipment, så der hurtigt kom et Bubble Shield i vejen for de mange indgående skud. Med marinesoldater til at holde fokus væk fra Master Chief, fik Jarrard dog flankeret den enlige Brute, mens den mere aggressive Arbiter allerede havde fået dræbt et par Grunts og Jackals.

Dette er en annonce:

Der er ingen tvivl om, at Halo 3 føles langt mere som originalen end Halo 2, hvilket Bungie heller ikke selv har lagt skjul på. Men at se det med egne øjne har kun overbevist mig endnu mere. Den måde som dine allierede kæmper, bevæger og snakker på, er i denne omgang langt mere overbevisende, og selve lydsiden i Halo 3 er nok til at tabe kæben. Grunts skriger deres latterlige og humoristiske beskyldninger af sted, mens marinesoldaterne ikke er langsomme til at hovere efter en succesfuld kamp.

Selvom vi kun fik relativt smalle passager at se, så er det tydeligt, at man har formået at lave en noget mindre klaustrofobisk oplevelse denne gang, som ligeledes giver en større følelse af frihed. Man bevæger sig nærmest fra ét større område til et andet, hvor fjenderne ikke kun er placeret overalt; de flytter sig også omkring. Derfor skal man meget selvstændigt vælge sin vej frem, hvilket blot gør det endnu sjovere at gå i kødet på den avancerede kunstige intelligens.

I slutningen af banen fik vi et lidt større område at se. Her kom vi ud til en flod, præcis som to Pelicans prøvede at flygte fra nogle jagtende Banshees; kun den ene Pelican var heldig nok til at undslippe angrebet. Som banen åbnede sig op fik vi muligheden for at se lidt flere Brutes i aktion på én gang, hvilket i sidste ende viste sig at være en for stor mundfuld for Brian Jarrard, der efter et par synkroniserede angreb måtte bukke under. Dette markerede samtidig slutningen for dagens fremvisning af Halo 3's singleplayer.

Selvom det kun var en ekstremt lille portion på et meget tidligt tidspunkt i spillets historie, så var jeg mere end imponeret. Det overgik muligvis ikke forventningerne, men det levede bestemt op til dem, og efter længere tids skeptiske overvejelser omkring spillets egentlige format, var det dejligt endelig at få spillets kaliber bekræftet. Hvorvidt Halo 3 er i stand til at holde kvaliteten og tempoet oppe gennem hele spillet, finder vi naturligvis først ud af til september, men nu ved jeg udmærket godt, at min ventetid bliver alt for lang og modbydelig.

Halo 3
Halo 3
Halo 3
Halo 3
Halo 3
Halo 3
Halo 3
Halo 3
Halo 3
Halo 3
Halo 3
Halo 3
Halo 3
Halo 3
Halo 3

Relaterede tekster

Halo 3Score

Halo 3

ANMELDELSE. Skrevet af Jesper Nielsen

Master Chief er tilbage for sidste gang i afslutningen af Bungies episke trilogi, men kan menneskehedens håb klare det?



Indlæser mere indhold