Halo: Combat Evolved Anniversary

Kom med. Sammen skal vi lige kigge tilbage. Ti år tilbage, hvor Xbox-konsollen netop var blevet lanceret. Det var datidens kraftigste konsol, og et ordentligt skrummel, der med sit matsorte eksteriør og ikoniske grønne kryds fyldte godt op under fjernsynene. Men lanceringstitlerne manglede slagkraft, på trods af generel høj kvalitet. Undtagen et spil. Året forinden havde Microsoft købt et lille studie, baseret i Chicago, hvor et par unge universitetsstuderende havde slået sig ned og programmeret skydespil, bl.a. det populære Marathon og senere strategispillet Myth. Det var faktisk ud af denne kombination af genrer, at Halo blev født, da Bungie ønskede at skabe et skydespil, der samtidig viste den store målestok ved krig.

Resten er jo som man siger historie. Men det er ikke til at komme uden om, at Bungie med det første Halo-spil satte konsolskydespillet på verdenskortet, hvor alverdens serier siden har tyvstjålet de basale gameplay-ideer, der gør Halo til en fornøjelse at spille. Når det så er sagt, er jeg splittet omkring Halo Anniversary. For hvis der er et spil, jeg synes fortjener en genudgivelse, er det netop det oprindelige Halo, som er gået mange forbi, inklusiv mig selv for ti år siden. Samtidig synes jeg det virker urimeligt at pudse et ti år gammelt spil af, putte det i en ny æske og kræve penge for det. Heldigvis er Halo Anniversary langt fra at være urimelig, men det er det klassiske Halo på godt og ondt.

Der hvor Halo Anniversary adskiller sig mest fra sit ophav, er med sin nye grafikmotor. Teksturer, farveskemaer, animationer, effekter - alt har simpelthen fået en overhaling med den helt store malerpensel, og det er stort set en udsøgt fornøjelse. Det er ikke helt på niveau med Halo: Reachs grafiske udfoldelser, men det er meget tæt på. Lige fra Pillar of Autumns mørke, klaustrofobiske gange til Halos smukke og bløde græsenge og sneklædte bjerge, så kan motoren klare det hele og med bravur.

Men det der især giver point i min bog er, at man via et tryk på Back-knappen kan skifte imellem den nye grafikmotor og den gamle, så man kan se hvordan spillet så ud for ti år siden. Ikke nok med at man kan se, hvor meget grafikken har udviklet sig siden dengang, så kan også se hvordan gameplayet i det oprindelige Halo er blevet bibeholdt. Spørgsmålet er, om det ikke blot er de mest hardcore Halo-nostalgikere, der vil spille hele spillet i den gamle motor, men dét at man har valget, gør spillet attraktivt for nye såvel som gamle fans.

Det skal dog også siges, at 343 Industries i bedste George Lucas stil har valgt at ændre nogle af scenerne, ikke markant, men alligevel tweaket dem en anelse i forhold til originalen. Det kræver et trænet øje at se, men ikke desto mindre undres man over ændringerne, som oftest er nye eller anderledes kameravinkler i mellemsekvenserne. Ligeledes er der også nogle baner, især indendørs, hvor man med rette kunne spørge sig selv om fortolkningen nu er rigtig. Hvor teksturerne i den gamle motor er meget flade, så er farveskemaet ofte ændret imellem de to 'versioner', til tider endda så meget, at det kan føles lettere overdrevet. Det er et mindre kritikpunkt, for som sagt kan man jo bare spille originalen, hvis skoen trykker vedrørende den nye grafikmotor, men for nye fans vil den her kritik ikke få nogen betydning.

For selvom Halo atter fremstår nyt og friskt, så har 343 Industries bibeholdt banedesignet, karaktererne, historien og hele universets baggrund. Herfra skal der lyde et trefoldigt leve, for gameplayet i det oprindelige Halo står stadigvæk ligeså skarpt og koncentreret som det gjorde dengang i 2001. The Silent Cartographer er stadigvæk en enormt afvekslende og smukt designet bane, imens The Flood stadigvæk er møgirriterende i Library. Plasmagranaternes blåviolette lys er stadigvæk dragende, og den absurd dødbringende pistol er bibeholdt, så alle tidligere Halo-spillere får et smil på læberne.

Det kræver selvfølgelig, at man kan lide Halos vekslen mellem intense og hurtige skudvekslinger, hvor taktisk bevægelse er alfa omega, til de lidt mere langhårede køresekvenser, der ikke altid er lige sjove. Men det skyldes dog primært den åndssvage AI, der som den langsomste knallert på havnen er lidt svær at arbejde sammen med. Man kan med fordel skifte AI'en ud med en kammerat via Xbox Live eller splitscreen, men det virker ærlig talt bemærkelsesværdigt, at det bør være nødvendigt, og at AI'en ikke kunne strammes mere op på ti år.

Det samme kunne siges om autosavefunktionen, som man i dag blot tager for givet, men som i Halo-regi er et underligt og intrikat system af checkpoints og faste saves efter hver bane. For en ting er at bevare Halo-ånden og det klassiske gameplay, men det skulle autosaves og en stærkere AI vel ikke lægge til hinder for.

Således nærmer vi os det mest markante kritikpunkt ved Halo Anniversary. For på trods af alle grafiske forbedringer og små tweaks, så har man også valgt at bibeholde alle de elementer, der fungerede mindre godt i det originale spil. Tag nu stemmeskuespillet, som til stadighed veksler i kvalitet fra Cortanas informative og androgyne stemme til Johnsons brovtende og klichefyldte dialog, der som et pastiche på senhalvfemsernes actionfilm leder tankerne til den afro-amerikanske CIA-officer i Predator.

Sammenligner man det med det helt fabelagtige soundtrack, hvor den bombastiske og klassiske musik forgrener sig smukt sammen med diverse underspillede og eftertænksomme synthflader, så må man igen tage hatten af for Martin O'Donnells helt eminente lydtæppe. Musikken er endda værd at eje på cd, så godt er det. Men den konservatisme, der ses i visse lydeffekter og stemmeskuespil gør, at vi desværre ikke helt når topkarakteren i lyd.

Balancegangen mellem at skulle bevare følelsen af oprindelige Halo og samtidig modernisere spillet er svær, og 343 Industries har løftet udfordringen flot - for det meste. Men kæden hopper lidt af, når man skal forsøge at spænde over så bredt et publikum, som Halo Anniversary er tiltænkt. Dette ses mest tydeligt i spillets multiplayer. Via spillets hovedmenu har man adgang til Halo-universets store database, Halo: Waypoint, og spillets multiplayerdel, men når man starter multiplayer ser man straks forskellen mellem de to 'spil'.

Multiplayerfunktionen er nemlig lånt direkte fra Reach, lige fra opbygningen af menuen til de forskellige modes. King of hill, CTF og Firefight vender alle sammen tilbage, og denne gang følger der en hel stribe nye baner med i pakken. Det er dog værd at bemærke, at de nye baner er opgraderede versioner af allerede eksisterende baner, men det er ikke det eneste, der er lånt.

For når man så spiller fx Firefight på den helt nye bane Installation 04, som er modelleret efter den klassiske Halo-bane i singleplayer, så spiller det ligesom Reach, ned til mindste detalje. Dvs. at det nu er muligt at benytte tilføjelser såsom sprint og skjold, ligesom at Reachs langt mere hårdtslående arsenal vender tilbage. Det virker ikke decideret ulogisk at trække på Reachs fantastisk dybe og helt enestående multiplayer, men skiftet mellem kampagnen og multiplayer føles som at gå fra en hyggelig familiebil til en fuldfed Ferrari. Jeg havde håbet på, at man i stedet havde lavet en mere tilgængelig multiplayer, der med et større arkademæssigt fokus kunne skabe nye spillere og dedikerede fans. Men det er en smagssag, og lever man i forvejen på Reachs servere, ville man føle sig hjemme i løbet af få sekunder.

Som fan af serien føler man sig i hvert fald hjemme i Halo Anniversary. Lige fra loadingskæmen, muligheden for at veklse mellem grafikmotorer til det intense og sjove gameplay. Halo Anniversary forener det velkendte med det nye, og spænder over gode stunder i både single- og multiplayer. Hvem kan glemme det første møde med The Flood, eller nødlandingen på den ikoniske ringplanet - minderne er mange, og nye spillere bør ikke snyde sig selv for oplevelserne.

Men Halo Anniversary er også mærket af de laster og brister serien altid har været kendetegnet ved, så hvis man ikke tidligere er hoppet med på vognen, er det ikke sikkert, at Anniversary ville ændre ens synspunkt. Halo er dog på mange måder begyndelsen for det moderne konsolskydespil og derfor bør man kaste en del af sine hårdtjente penge efter spillet og få en bid af historien. Så længe man er forberedt på at Halo ikke var eller er perfekt, så venter der en god oplevelse for de fleste.