Halo: Spartan Assault er endnu et forsøg på at udvide Halo-serien, og lige som Halo Wars tidligere gjorde, foregår det i isometrisk perspektiv. Det er en twin-stick shooter, der for det meste er sjovt at spille. Men der er ingen Master Chief, og det er intet mesterværk.
Kort sagt er det en letvægter. Med 30 singleplayer-missioner skulle man tro at her ville være rigeligt med variation, men udover et par missioner med tanks, er det alt sammen ret almindeligt. Eskortmissioner, find og dræb, nedkæmp bølger af fjender - de er her alle, og selvom intet af det, der foregår, er provokerende mondænt, er der heller intet, der skriger af originalitet.
Adspredelsen kommer fra de forberedelser, man gør inden hver mission, for derefter at finjustere sine indstillinger i jagten på høje scores og guldstjerner. Du kan bruge den erfaring, du optjener i spillet - som er de credits, du køber i butikken, til at tilføje boosters (skade, score og skjold), våben (sniper-rifler, raketkastere og spartan-lasere), eller rustningsevner (overshield seeker drones og autokanoner). Tilføjelsen af mikrotransaktioner er ikke særligt påtrængende, men den underminerer spillets highscore-etik. Bruger du lidt penge, har du en bedre chance for at få en god score. Det føles unødvendigt og kynisk.
Der er fire niveauer af sejr for hver bane, og langtidsholdbarheden kommer fra jagten på det øverste niveau. Den letteste måde at tjene store point på er ved at aktivere Skulls, hvis egenskaber er løftet direkte fra Halo-hovedserien. Disse giver score multipliers, og tilbyder, sammen med de score boosters man får via XP/credits, den hurtigste vej til de største tal.
Det er ved at genspille missioner i jagten på guldstjerner at man finder den rigtige udfordring. Nogle af de senere missioner er især svære, og vil kræve at man starter forfra adskillige gange. Der er ingen checkpoints som sådan, så hvis du dør sidst i en mission, ryger du tilbage til starten. Det afhjælpes af at missionerne ikke er særligt lange, så det er kun nogle få minutters progression, der dør sammen med din Spartan.
Apropos Spartans, så er der to af dem i dette Halo-spil. For første gang i serien kan man spille som en kvindelig Spartan, da Sarah Palmer får selskab af Edward Davis, og sammen skyder de sig gennem en overflod af genkendelige fjender.
Historien, der knytter de forskellige missioner sammen er papirtynd og stort set irrelevant. I starten læste jeg den mur af tekst, hver mission indledes med, men jeg endte med at ignorere dem. Missionsmålene er nok til at lede dig gennem hvert scenestykke, og de animerede tegneseriescener mellem hvert af de seks kapitler forklarer nok til at man ikke går glip af noget.
Singleplayer-kampagnen handler om at bekæmpe The Covenant, men der er en kort co-op-kampagne (der kun kan spilles online), der introducerer Halo-universets anden hovedfjende, The Flood (Spartan Assault foregår mellem Halo 3 og 4, før vi møder the Forerunners). Det er en sjov distraktion, der lægger op til venligtsindet konkurrence, idet du forsøger at slå din makkers score, mens I pløjer jer vej gennem bølger af fjender. Min primære anke er, at her ikke er nok indhold - spillet havde stået stærkere med mere co-op.
Overordnet føles det som om Halo-universet bliver brugt godt, og de fleste elementer fungerer nøjagtigt som man ville forvente. Et eksempel på en feature, der ikke går helt i spænd med serien (men passer fint til en twin-stick shooter), er at man ikke skal genlade, og i stedet bare skyder en endeløs strøm af kugler, der først stopper når du løber tør for ammo. Men Needleren føles som en Needler, og Magnumen føles som en Magnum (især når du one-shotter en strøm af plasmabærende selvmords-grunts), og for det meste passer Halo-stilen til konceptet som fod i hose.
De fleste af banerne kan man klare i første forsøg, og selv de sværere udfordringer må bøje sig for vedholdenhed. Selv med 30 missioner snakker vi ikke nogen stor tidsinvestering her, medmindre du vil have guldstjerner over hele linjen. Og det føles for mit vedkommende som om det strider mod prisen. Halo: Spartan Assault udkom til Windows 8 PC og mobiler sidste år, men det er meget dyrere på Xbox One (faktisk koster det omkring det dobbelte af prisen på de andre formater). Det føles bare grådigt, og taget i betragtning hvilken modtagelse spillet oprindeligt fik, såvel som de grådige og unødvendige mikrotransaktioner, føles next-gen-afgiften lidt harsk. Eftersom man kan få det billigere andetsteds, føles det her ikke rigtig som god valuta for pengene.
Når det så er sagt, så fortryder jeg ikke mit køb, når jeg medregner hvad jeg har fået ud af pakken samlet set. Her er fem til seks timers spil, og mere hvis du jagter highscores og guldstjerner (hvilket jeg gjorde). Der er en tiltalende mængde genkendelighed i måden spillet føles - våbnene virker som man kunne håbe på, og fjenderne opfører sig som forventet (omend den kunstige intelligens er lidt for simpel). Det er også godt at her er mulighed for at spille co-op, selvom muligheden for lokal co-op er en åbenlys mangel, og singleplayer-kampagnen havde været sjovere med en ven ved ens side.
Halo: Spartan Assault er en rimeligt underholdende twin-stick shooter, der lige nøjagtigt udnytter sit univers nok til at være interessant for Halo-fans såvel som genrefans. Det er lidt overfladisk visse steder, og måske for let til tider, og mikrotransaktionerne er fuldstændig unødvendige. Det er ikke noget smukt spil, hvilket ikke overrasker, når man tænker på at det oprindeligt er et mobilspil, men det er på linje med den overordnede Halo-æstetik. Her er næppe nok på bedding til et længere forhold, men Vanguards shooter har lige nøjagtigt nok charme til at være en download værd, hvis du altså kan leve med prisstigningen og ikke har noget imod mikrotransaktionerne.
