Disco Elysium var et rent mesterværk. Men siden udgivelsen i 2019 er de estiske pengemænd bag udvikleren ZA/UM og spillets originale skabere, ledet af det kreative geni Robert Kurvitz, gået hver til sit, og der går nok længe, inden vi ser noget til det fantastiske univers igen. Men så er det jo godt, at andre kan stille vores tørst efter narrative fortællinger fyldt med bidende ironi og vilde tankestrømme.
Rue Valley gør i hvert fald intet for at skjule sin inspirationskilde; ja, udviklerne fra Emotion Spark Studio må næsten have fået ondt i nakken, så meget har de forsøgt at kigge ZA/UM over skulderen. De groft skitserede karakterportrætter, måden dialog og tankebokser præsenteres på, de konstante terningekast, den ironiske fortællestemme og ens mentale evners indflydelse på gameplayet - alt sammen skriger det Disco. Men efter en times tid med spillets alpha, er jeg heldigvis overbevist. Rue Valley tør også gøre tingene på nye måder.
Det hele begynder på en sofa. Vores karakter, en Hr. Harrow, er ved at døse hen, men vækkes af sin psykiaters stemme. Præcist hvorfor vi er sendt til udredning, lærer vi intet om, kun at det tilsyneladende er meget mod vores vilje. Senere møder vi en rasende dame ved en sodavandsautomat, og så bruger vi overraskende lang tid på at tjekke ind på det slidte motel, der tilsyneladende er omdrejningspunktet for handlingen i Rue Valley. Ikke den mest begivenhedsrige dag, men om natten sker der ting og sager. Et mystisk telefonopkald river os ud af ildevarslende drømme, og da vi derefter går ud for at skaffe os noget at drikke (vandhanen trænger til et eftersyn), ser vi en bil, der i rasende fart kører væk fra parkeringspladsen. Det hele kulminerer med et mystisk rødt glimt og et voldsomt tordenbrag, og så kan vi ellers prøve det hele igen, for Rue Valley foregår i en tidsløkke.
Hvor Disco Elysium var et CRPG uden kamp, så virker Rue Valley mere som et traditionelt eventyrspil med et isometrisk perspektiv. Her er ikke en missionslog eller stats, som du kan forbedre, og hovedhistorien virker lige så lineær, som den endeløse landevej, der strækker sig forbi ørkenmotellet. Men det er nu engang det indre, der tæller, og måden din karakters personlighed former oplevelsen, gør alligevel Rue Valley til et sandt rollespil.
Ved spillets start skal du definere din karakters personlighed ved hjælp af seks personlighedspoint. Tvistet er, at D&D-regelbogen er skiftet ud med diagnoseværktøjer. Du er som udgangspunkt i fuld mental balance, og personlighedspointene, som du skal bruge, skævvrider din personlighed. For eksempel kan du være enten kalkuleret eller impulsiv, hvilket låser op for en række (som udgangspunkt negative) karaktertræk som henholdsvis utålmodig og hæmningsløs eller ubeslutsom og paranoid.
Jeg skulle selvfølgelig forsøge at lave mig selv, og endte derfor med en paranoid, akavet og skyldbetynget karakter, hvilket, ligesom i Disco Elysium, åbner det op for mange sjove interaktioner. For eksempel gjorde min paranoia, at jeg fik muligheden for at tjekke psykiaterens badeværelsesspejl for et skjult kamera. Det fandt jeg ikke, men til gengæld gemte der sig en flaske whisky, som jeg ikke ville have fået adgang til, hvis min karakter havde været mere snusfornuftig. Andre gange kan dine neuroser dog også have karakter af tvangstanker. Således gjorde selvsamme paranoia, at jeg var nødt til at læse hele det legale dokument igennem, inden jeg skrev under og fik nøglen til mit hotelværelse. Muligheden for rent faktisk bare at skrive under var simpelthen streget ud. På den måde kommer din personlighed til både at give muligheder og begrænsninger.
Udover dine karaktertræk kan du også rammes af deciderede mentale barriere. Ved spillets start lider vi således af en "total mangel på motivation," hvilket fører til, at mange lokkende handlemuligheder, desværre ikke kan vælges. Men da du som sagt er fanget i en tidsløkke, vil du heldigvis senere kunne gribe de spildte muligheder, og allerede på andendagen lykkes det os at komme af med flere af vores neuroser, hvilket øger handlerummet betragteligt. Desværre var det også her, at demoen endte med nok løse tråde til at starte en mindre garnbutik.
Jeg tør dog allerede nu spå, at Rue Valley vil få en vis succes. Udviklerne har tydeligvis lagt mange kræfter i spillet, og selvom denne Alpha-udgave advarer om, at visse assets kan være placeholders eller ufærdige, så er jeg vild med den tegneserie-inspirerede stil. Særligt karakterernes animationer, der kombinerer stumfilmens udtryksfulde mimik med dukketeatrets stivhed, giver nogle sjove momenter, som når vores hovedpersonen nærmest snegler sig op på sengen eller på komisk vis vralter op ad trappen til motellets øvre etage. Hverken dialog eller beskrivelser kan matche den høje litterære kvalitet fra Disco Elysium, men mindre kan bestemt også gøre det, og Rue Valley har allerede placeret sig højt på min ønskeliste over kommende titler.