Harry Potter and the Order of the Phoenix

I skrivende stund er jeg i Harry Potter-mode. Jeg har set filmen, den sidste bog er forudbestilt og jeg er i gang med at læse alle bøgerne endnu engang. Måske derfor dumpede spillet bygget over den seneste film ind af min brevsprække. Og som med alle filmlicenser var jeg en smule skeptisk. Derfor var jeg da behageligt overrasket, da det viste sig at spillet slet ikke var dårligt.

Præcis som i bogen Harry Potter and the Order of the Phoenix, og i filmen af samme navn, står det sløjt til på Hogwarts. En ret emsig og irriterende heks fra Ministeriet for Magi gør sit for at ødelægge undervisningen og alt hvad, der er sjovt ved at gå på Hogwarts. Og det bryder vores bebrillede helt sig ikke om, så han lader sig overbevise til at lave en lille studiegruppe, der øver magi i al hemmelighed. Samtidig må han trækkes med sladder og bagvaskelse, idet ingen tror at den onde Voldemort er vendt tilbage. Sikke dog en redelighed.

Det placerer dig i den situation, at du frit kan færdes på Hogwarts med alt, hvad det indebærer. Og det er ganske fornøjeligt. Uden loadingtider overhovedet er det ret sjovt at gå omkring på slottet og udforske kringelkroge og mørke hjørner. Hogwarts er, foruden de historierelaterede-missioner, også hjemsted for adskillige minimissioner. De går som regel ud på, at man skal gøre rent eller finde et eller andet og bringe det et sted hen. Man bliver altså belønnet for at gå en smule på opdagelse.

Det er let at gå til og yngre fans af Harry Potter vil med garanti elske hvert eneste øjeblik, de tilbringer på Hogwarts. Det er dog ingen dans på roser, for selvom at Harry Potter and the Order of the Phoenix nok er det bedste Harry Potter-spil til dato, er der nogle mangler og skønhedspletter, der er svære at overse. For det første bliver strukturen meget hurtigt kedelig. Du bliver kort sagt sendt fra den ene ende af slottet til den anden for at løse opgaver og lege sendebud. Snart føler du dig mindre som Harry Potter, Drengen der overlevede, og mere som Harry Potter, det magiske Grønne Bud.

Magi bliver helt og holdent kontrolleret med den højre analoge stick. Hver magi kræver en bestemt bevægelse, hvilket virker godt. Der går ikke lang tid før bevægelsen ligger i tommelfingeren og man uden videre kan kaste Wingardium Leviosa det ene øjeblik og Reducto det andet. Ulempen ved dette system er, at man ikke har nogen kontrol over kameraet. Det computerstyrede kamera fungerer for det meste godt, men der er enkelte gange, hvor man ikke kan se hvad man har behov for.

Grafikken, og lyden for den sags skyld, fungerer i det hele taget glimrende. På lydsiden har EA sikret sig rettighederne til John Williams Hedwig's Theme, der også er kendt som det 'rigtige' Harry Potter-tema. Stemmeskuespillet fungerer også fint, selvom nogle af de replikker, der bliver brugt i baggrunden, hurtigt bliver irriterende. Grafikken er så vidt også okay, selvom den på ingen måde skriger på skamros. Den er simpel og virker som den skal. Personligt blev jeg dog irriteret over manglen på ansigtsanimationer. Ligegyldigt om folk er vrede, sure eller glade, har de et eneste ansigtsudtryk og deres munde bevæger sig som spiste de tyggegummi. Ikke særligt elegant.

Det afholder dog ikke Harry Potter and the Order of the Phoenix fra at være en meget kompetent spillicens. Desværre er selve historiedelen hurtigt gennemført, hvilket er synd, selvom man kan fortsætte med at spille efter historiedelen er gennemført. Så kan man finde de sidste ting, låse op for det sidste ekstramateriale og så videre.