Harry Potter: Fangen fra Azkaban

Et film-baseret spil, der er godt lavet, kan være en stor oplevelse. Filmoplevelsen i baghovedet højner spiloplevelsen mærkbart, og samtidig giver spillet en mulighed for at gå i kødet på filmens univers. Omvendt kan et dårligt film-baseret spil også skuffe ekstra grusomt - og i værste fald forgifte erindringen om filmen. Et sted mellem de to yderpunkter finder vi Harry Potter and the Prisoner of Azkaban, et helt tilforladeligt action/adventure-spil, der hverken skuffer eller imponerer.

Handlingen drejer sig om Sirius Black - fangen fra Azkaban himself - der i sin tid var involveret i mordet på Harry Potters forældre. Black er sluppet ud af Azkaban-fængslet og har ifølge pålidelige efterretninger sat kursen mod troldmands-skolen Hogwarts, hvor Potter slår sin folder. Vil han gøre arbejdet færdigt ved også at få ram på Potter-familiens førstefødte? Og hvad er egentlig sandheden om mor og far Potters død?

Som altid i Rowlings fortællinger vrimler det med overraskelser og uventede drejninger. Men i computerspilsform fortælles The Prisoner of Azkaban i nogle lidt akavede ryk og kender man ikke forlægget, er det næppe helt nemt at følge handlingen her. Spillet selv er sat sammen af en række missioner - store som små - der ofte skal løses på meget lineær vis. Med deres skønsomme blanding af puzzles og slagsmål er de velfungerende, men ikke specielt originale.

En ny mulighed i Harry Potter and the Prisoner of Azkaban er, at man kan skifte mellem at styre Potter og så kumpanerne Ron og Hermione. Revolutionerende er idéen vel ikke ligefrem, men til gengæld er den fint indarbejdet i gameplayet: Hver figur har sine særlige forcer, og derfor giver muligheden for at skifte mellem dem en ekstra dimension til de ofte forholdsvist enkle puzzles.

Mellem missioner er der rig mulighed for at drage hærgende gennem Hogwarts. Skolen er kompetent gengivet, dog med knap den detaljerigdom, der præger filmen. Det samme kan i øvrigt siges om både figurer og spells. Alligevel er Hogwarts ganske underholdende at fordrive tiden i, med sit væld af genveje og gemte godbidder - bare ærgerligt, at en betragtelig portion af den tid går med at loade.

Og nu er vi er ved klagerne: Mens i hvert fald de engelske stemmer fungerer udmærket i cutscenes, bliver figurernes kommentarer i løbet af selve spillet hurtigt monotone. Tiende gang Ron sukker dybt, fordi man lige vil kigge sig omkring, før turen går videre til den næste mission - ja, der er man klar til at kværke møgungen. Desuden er figurerne ofte småbøvlede at styre, spell-duellerne er ofte lidt småkedelige og man kan knap nå at gå i stå i et puzzle, før man overdænges med hjælpsomme hints.

Alligevel skal det ikke gå op i brok det hele. Selvom Harry Potter er nemt og måske mest rettet mod børn, er det gennemført og underholdende nok til at appellere til ældre gamere også. Og selvom man kunne pege på mange bedre spil til PS2 i samme genre, er der ingen tvivl om, at det fængslende Harry Potter-univers løfter oplevelsen betragteligt. Især er ægte fans fint tjent med Harry Potter and the Prisoner of Azkaban: Spillet er et fornuftigt fix at fylde tiden til den næste film ud med.