Harry Potter: Quidditch Champions

Jeg synes, at det kan være en konfliktfyldt proces at sammenligne spil med hinanden. I dag er videospil et så monumentalt samarbejde mellem kodning, illustrationer, lyddesign, kreativ vision og så videre, at det hurtigt kan miste sit formål at sætte det ene op mod det andet. Men der har været en tendens på det seneste, en tendens, der virkelig kom til udtryk i denne uge, da Sony og Firewalk satte en kugle i baghovedet på Concord. Denne tendens er, at forbrugerne ikke rigtig strømmer til nye live-service- eller GAAS-spil. Dette er ikke en ny udvikling, da vi har set det i fuld effekt i de sidste par år med forskellige mindre og mindre profilerede projekter, det være sig Knockout City, Roller Champions, Rocket Arena og endda også nogle forskellige battle royale-projekter som Hyper Scape. Grunden til, at jeg nævner dette, er, at Harry Potter: Quidditch Champions nu er her, og selvom der er mange grunde til at fremhæve og være begejstret for dette spil, er det også allerede låst fast i en kamp, som meget bedre placerede titler allerede har tabt.

Det virker måske som en meget negativ måde at starte en anmeldelse på, og det er det også. Men efter blot to aftener med Quidditch Champions lyder advarselslamperne allerede i mit hoved. Ja, jeg har haft det sjovt indtil videre (og jeg vil forklare alt om de positive og spændende elementer om lidt), men jeg har også haft problemer med at finde kampe med spillere. Som det var tilfældet med XDefiant, stiller jeg allerede spørgsmålet om, hvad mere Quidditch Champions har i vente for at få mig til at blive ved med at komme tilbage. Så lad mig stoppe med at gå rundt om den varme grød og spare jer alle for tid ved at sige, at selvom Quidditch Champions er en fremragende Harry Potter-oplevelse og et ret sjovt bud på en fantasy-sport, ville jeg ikke blive overrasket, hvis dette spil om seks måneder befinder sig i samme problematiske eller afgørende position som de andre »sjove« titler, jeg nævnte ovenfor.

Men nu, hvor denne store, gamle elefant hurtigt er blevet skubbet ud af lokalet, kan vi gå videre til de positive sider af Quidditch Champions. Quidditch har altid været en elsket og populær idé, men den er aldrig rigtig blevet tilbudt i et overbevisende interaktivt format. Unbroken Studios har... brudt denne tendens. Dette er uden tvivl den bedste Quidditch-oplevelse, du kan finde i dag. Det er bygget på et solo- eller 3v3-format, hvor spillerne påtager sig flere roller på deres Quidditch-hold. For en solospiller betyder det, at du ubesværet kan skifte mellem opgaverne som en Chaser, der jager Quaffle og forsøger at score mål og sikre point, en Beater, der bruger Bludgers til at slå modspillere ud af deres spil eller koste, en Keeper til at forsvare de tre målstolper mod modstanderens Chasers, eller når Snitch kommer ind i billedet, som Seeker til at jage og snuppe denne ikoniske og flygtige bold. I multiplayer og 3v3-action påtager spillerne sig to roller som Chaser og en af de tre andre roller i et format, hvor du problemfrit kan skifte mellem disse roller, når du har brug for det. For eksempel kan du tilbringe de første to minutter som Chaser og derefter skifte til Seeker, når Snitch ankommer, eller hvis du er målmand, kan du hoppe i Keeper's sko, når modstanderens Chaser forsøger at score.

Selv om det kan virke som en mærkelig beslutning at lade spillerne påtage sig flere roller på én gang, fungerer det faktisk rigtig godt i praksis. Rollerne spiller godt op mod hinanden, og spillet er afbalanceret på en sådan måde, at Chaser er kødet på knoglerne, mens de andre roller fungerer som nichepræget ekstraudstyr, der kan aktiveres og bruges, når det er nødvendigt. Det eneste problem, jeg har med dette system, er, at et Quidditch-hold består af syv spillere, og derfor bliver over halvdelen af rollerne håndteret af AI (eller seks af de syv roller, hvis du spiller solo). Som det er tilfældet i enhver sportstitel, er AI'en i bedste fald middelmådig, og derfor ville jeg gerne have set, hvordan 7v7-multiplayer-action ville udspille sig. Men desværre har Quidditch Champions kun én onlinetilstand, 3v3, og der er ingen afvigelser fra denne.

Hvad angår flyvemekanikken på kosteskaftet, er den glimrende og flydende designet. Der er en vis lighed mellem dette spil og Hogwarts Legacy, som også ses i den visuelle og kunstneriske stil. Quidditch Champions' flyvning er faktisk en mere responsiv og stram version af det system, som Avalanche designede til deres singleplayer-titel. På trods af at Quidditch er en retningsbestemt sport, føler man sig aldrig hæmmet eller frustreret af flyvesystemerne, selv når man jagter en Snitch og er nødt til at dykke og dreje for at følge boldens bevægelser. Denne logik gælder også for de andre roller og deres elementer som Bludgers og målforsvar som Keeper. Spillet kan virke lidt rudimentært, men det fungerer til fordel for det hurtige tempo og den letlærte action.

Kernestrukturen og designet af Quidditch Champions er perfekt. Det har alle de vigtigste elementer, der får Quidditch til at fungere i et interaktivt spilformat, men Unbroken har tydeligvis haft problemer med at styrke oplevelsen. Når du stiger i niveau, optjener du af og til Skill Points, som kan bruges til at låse op for nye egenskaber og evner for de fire roller. Det kan være mere effektive afleveringer for Chasers, ondskabsfulde tacklinger for Beaters, en hurtigere tid til at fylde Snitch-linjen som Seeker eller måder at bevæge sig hurtigere mellem mål som Keeper. Dette system føles dog som en overflødig tilføjelse, og det skaber en unødvendig kløft mellem nye og erfarne spillere. Desuden er opgraderbare koste en del af progressionen, så nogle koste kan være hurtigere og mere manøvredygtige end andre.

Selvom progressionen kun påvirker spilvaluta, føles det som en hul måde at indføre progression i et spil, der ikke har brug for det. Et rangsystem eller et multiplayer-leaderboard ville være langt mere passende. Der er kosmetik, du kan købe både med spilvaluta og premium-valuta, men disse påvirker kun udseendet og ikke gameplayet.

Så Quidditch Champions har en sjov fortolkning af fantasy-sporten, en fantastisk flyveoplevelse og en strålende Wizarding World-æstetik med charmerende lyddesign og varierede niveauer fra Weasley's Burrow til Quidditch World Cup-turneringen. Men der er et åbenlyst problem: Der er ikke meget andet at tale om.

Der er en Campaign-tilstand med fire cups, hvoraf den ene er en tutorial. Du spiller mod AI, og sværhedsgraderne gør ikke oplevelsen meget mere kompleks, da AI'en ikke er særlig udfordrende. Multiplayer har kun én spiltilstand, og træningsområdet og Exhibition-kampe giver kun lidt variation. Spillet bliver hurtigt ensformigt efter et par timer.

Derfor er jeg bekymret for Harry Potter: Quidditch Champions. Det er ganske vist ikke et dyrt spil, men manglen på indhold er bekymrende. Unbroken skal introducere noget nyt for at holde spillere interesserede, for selvom det er en fremragende Wizarding World-tilpasning, er det ikke nok til at sikre langvarig interesse.