Der var så dejligt derude på landet ....se sådan var det da H.C. Andersen levede og sådan er det også i dag. Så hvorfor ikke tage en tur på landet, netop nu mens solen skinner, blomsterne blomstrer, fuglene synger og pattedyrene gør unævnelige ting ved hinanden? Eller du kunne sidde indenfor, spise popcorn og spille et spil som foregår ude på landet!
Du har arvet din bedstefars gård. Det kunne selvfølgelig ske for hvem som helst, men mens de fleste nok bare ville have udstykket skidtet til sommerhusgrunde, husker du stadig din barndoms lykkelige somre på landet, og er parat til at give livet på landet en chance.
Men helt let er det nu ikke. Borgmesteren og alle hans bysbørn er villige til at give dig tre år til at bringe gården på fode igen. Klarer du det, er gården din.
Sådan starter Harvest Moon - Back to Nature. Et japansk rpg/simulation som langsomt sniger sig ind under huden.
Du skal de næste tre år passe din farm; så og høste, vande hønsene, malke køerne og så videre. Men ikke nok med det. Det forventes også at du er social, snakker med byens folk, deltager i byfester, til gengæld får du mulighed for at deltage i hestevæddeløb, hundeudstillinger, madlavnings-konkurrencer og meget mere. Samtidig har du mulighed for at date 5 af byens yndigste piger (med det ultimative mål at blive gift og få børn, mind you!).
Inden jeg gik i gang, havde jeg allerede spillet Harvest Moon på Game Boy Color, så jeg vidste at det jeg gik ind til, ikke bare var en dans på roser. Der skal knofedt og overskud til for at få en farm til at køre! Til gengæld var jeg ikke forberedt på hvor meget større denne Playstation udgave er. Her er mange nye afgrøder, spændende redskaber og en kæmpe verden udenfor gårdens indhegning. Så hvis du allerede har Game Boy Color udgaven bag dig, og overvejer om du stadig har hvad der skal til for at klare livet på landet, så kan jeg kun sige at du vil blive overrasket over hvor meget større og federe det er denne gang.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 6 / 10
- Lyd
- 10 / 10
- Spilbarhed
- 9 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 8 / 10