Harvest Moon Magical Melody

Jeg en gård mig bygge vil
Der skal være have til
Og lidt grise og en mark
Fine træer fyldt med bark
Jeg skal vande planterne
På med arbejdshandskerne

Okay, okay - rimsmed bliver jeg aldrig, men jeg kunne ikke dy mig for, at koge Harvest Moon Magical Melody ned til et enkelt, lille vers, som meget præcist beskriver, hvad genindspilningen af det to år gamle Gamecube-spil, går ud på. Harvest Moon er nemlig andet og mere end bare et spil. Det er på én og samme tid et fænomen, en oplevelse, lidt tidsfordriv og en billedbog, for et rigtigt spil er det ikke. Altså, naturligvis er det et spil, men ikke i gængs forstand. For her er ingen snærende bånd, der binder en. Har man lyst til at sætte sig ved en salig søbred og fiske i en halv time, mens solen vandrer over himlen, så har man lov til det. Ligesom man kan gå på opdagelse i skoven med sin lille hund. Men man kan naturligvis også kaste sig over sit lille landbrug, hvilket er hovedingrediensen i den charmerende ret, som udgør Harvest Moon.

Jeg har aldrig haft grønne fingre. Hverken i virkeligheden eller i Harvest Moon-universet, og mine evner som husmand rækker højst til, at kunne kende forskel på majs og havre. På en god dag. Så det tog et par timer, inden jeg virkelig fik Harvest Moon på gaflen og taget en ordentlig bid fuld af smag og indså, at det lille samfund både er overfladisk og dybt på samme tid. Overfladisk i kraft af de simple opgaver, som dagligdagen er sat sammen af, men dybt i tanke og udbytte af de små strabadser.

De daglige gøremål handler for en stor dels vedkommende om, at passe sine afgrøder og dyr. Naturligvis skal man først både løsne, vande og beplante jorden, og til det formål har man en række værktøjer. Da det jo er et Wii-spil, har udviklerne naturligvis forsøgt at gøre anvendelsen af værktøjerne til en håndgribelig oplevelse, men i bund og grund er det et mere end halvhjertet forsøg, og det er mindst lige så anvendeligt at benytte wiimotens knapper til at hakke lidt i jorden, smadre sten og vande afgrøderne. Det er bare ikke helt nok at hive fiskesnøren ind, ved at lave et lille ryk med wiimoten. Den form for styring skulle have været bygget op fra bunden, når nu man mente en Wii-konvertering ,var en god idé. At den tekniske side samtidig er direkte planket fra Gamecuben, gør ikke sagen bedre. Den nuttede grafik ser ganske enkelt forældet ud på Wiien. Det betyder ikke så meget i et livsstils-spil som Harvest Moon, men omvendt så lugter det af manglende ambitioner, at man som udvikler stiller sig tilfreds med at kopiere aldrende teknik.

Men desuagtet er Harvest Moon stadig en meget charmerende oplevelse. Og jeg er særligt nødt til at rose levetiden, som er helt i top. Der er altid noget at lave i den lille by, hvad enten det handler om at traske rundt på uplanlagte eventyr eller videreudvikle sit lille landbrug. Hele tiden lærer man landsbyboerne bedre at kende, og bliver en del af et socialliv, som kan virke ganske hyggeligt og dragende. Undervejs belønnes man med de 100 noder, som skal bringe høstgudinden til live igen. Noderne dækker over et integreret missionssystem, som driver handlingen frem, men som ikke i sig selv tilføjer oplevelsen det store. For i Harvest Moon skaber man selv oplevelsen. Og det her vandene vil dele sig i to.

For til syvende og sidst er Harvest Moon en stemning i sig selv, og derfor også fantastisk vanskelig at vurdere. En simpel spilmekanik, en given missionsstruktur eller en styring kan man forholde sig forholdsvis objektivt til, men en stemning ...? I kraft af, at jeg ikke tidligere har spillet Harvest Moon, har jeg naturligvis forsøgt at sætte mig ind i, hvad andre ser i serien, og hvilke oplevelser, der ligger gemt i de landlige omgivelser. Og der er ingen tvivl om, at serien for nogle er noget af det ypperste, som spilbranchen endnu har fremelsket. For dem er en topkarakter nærmest ikke belønning nok for de vide muligheder og den dybe indlevelse, de oplever, når de klapper grisene, vander planterne og forsøger at vinde deres udkårnes hjerte.

Og jeg kan også sagtens forstå, hvad de mener. Jeg får bare ikke selv helt det samme ud af Harvest Moon. Charmen er umiskendelig, men jeg synes også, der mangler noget. Det bliver nødvendigt for mig, at tage pauser fra Harvest Moon, når jeg oplever, at kedsomheden trænger sig på. Når alle de små gøremål sagte luller mig i søvn, og jeg begynder at savne tydelige mål at forfølge. Måske forstår jeg ikke Harvest Moon helt ned til rødderne, og skal skynde mig at blive helt voksen. Men jeg er nødt til at være ærlig og konstatere, at fra min nuværende position, så er Harvest Moon måske en tand for voksent for mig. For andre vil spillet uden tvivl være en ren lise for sjælen - det er jeg slet ikke i tvivl om.