Skip to main content
Gamereactor Previews Hawked
Previews

Hawked

Indiana Jones møder Fortnite i extraction-shooteren Hawked, og baseret på spillets åbne beta ligner det en vindende kombination.
Jakob Hansen 21 august 2023

Kampen om at dominere online shooter-landskabet er næsten som et Battle Royale i sig selv. Dusinvis af spil dumper hvert år ned på digitale butikskæder, og inden året er omme har Fortnite og et par andre heavy hitters udkonkurreret næsten dem alle, og kun et par stykker formår at bide sig fast. Det hjælper dog en smule, hvis man fremover at gå efter den bredest mulige spillergruppe, forsøger at skille sig lidt ud, at appellere til en niche. Og det er netop, hvad udvikleren My.Games har gjort. Den hollandske spilfabrikant står bag stribevis af generiske onlinespil til PC og særligt mobil, så derfor var jeg positivt overrasket over, hvor frisk deres seneste titel, Hawked, føltes, da jeg prøvede spillets åbne beta til PC. Men dermed ikke sagt, at oplevelsen var helt problemfri.

Hawked er en tredjepersons extraction-shooter, hvor du på et hold bestående af tre modige eventyrer skal gennemsøge øen X-Isle for at finde en hemmelig skat, og så ellers skynde jer at evakuere, inden et af de tre andre hold kommer ind fra højre, og stjæler det hårdt optjente bytte. Den skjulte skat gemmer sig midt på kortet, men inden du overhovedet kommer så langt, må du gennemsøge den forholdsvis store ø for at finde fem såkaldte glyffer, der skal bruges til at få adgang til det centrale gravkammer. For at få en glyph, skal man enten løse en simpel gåde eller besejre et stort monster. Gåderne er ganske udmærkede og blander på fin vis logisk tænkning, mønstergenkendelse og præcision, men forhåbentlig kommer der en smule mere variation i den endelige lancering, da det allerede efter et par timer bliver enerverende at løse de samme gåder igen og igen.

Så er det straks mere interessant med de taktiske beslutninger, der skal træffes undervejs. Vil du og dit hold bruge tid på at dræbe en samling af de øglekrigere, der bebor øen, for dermed at optjene bedre våben og opgraderinger, der kan hjælpe jer senere hen, eller vil I gå direkte efter den nærmeste glyf? Vil I holde sammen og forsøge at angribe konkurrerende spillere for at stjæle deres genstande, eller vil I splitte op for hurtigere at finde glyffer, vel vidende at det gør jeg udsatte over for bagholdsangreb. Der skal hele tiden træffes beslutninger, og fordi kortet er mindre proppet end et typisk Battle Royale, har man også (en smule) tid til at træffe dem.

En runde kan reelt set udvikle sig i to retninger. Enten finder dit hold først de fem magiske glyffer, eller så lykkedes det for en modstander, og du skal forsøge at jage dem, inden de slipper væk med byttet og livet i behold. Første del er selvfølgelig det sjoveste, da du får lov til at udforske det fældefyldte tempel i kortets midte. Desværre er spillets fælder ikke specielt kreativt designede, men jeg endte nu alligevel med at blive spiddet og kløvet en del gange, da jeg i ren og skær begejstring over, at skatten var inden for rækkevidde, helt glemte at se mig for.

Sidste del, når du enten selv skal slippe væk med skatten eller jage et andet hold, er hvor spillets "extraction"-del kommer ind i billedet. Jeg har ikke specielt meget erfaring med lige præcis denne form for extraction-shooter, der blander battle royale-elementer med flugt, men jeg har dog hygget mig gevaldigt i mere PvE-fokuserede oplevelser som Payday 2 og den undervurdere multiplayer-del i Kane & Lynch 2: Dog Days, Fragile Alliance. Desværre mangler Hawked en del sammenlignet hermed. Selve flugten, der burde være det dramatiske klimaks, er simpelthen bare ikke lige så interessant som alt det, der leder op hertil. Måske skyldes det de få spillere (12 i alt) og kortets store størrelse, men flugten, hvad enten jeg skulle evakuere eller jage, blev sjældent særlig intens, da det er alt for nemt at slippe væk. Udviklerne må meget gerne gøre PvE-udfordringerne lidt sværere og eksempelvis øge antallet af fjender, når vi nærmer os rundens slutning.

Den manglende intensitet mod spillets slutning er foreløbig mit primære kritikpunkt, da Hawked ellers er ret solidt på en række punkter, uden dog at være helt formidabelt. Bevægelsen er hurtig og solid, med masser af mulighed for at forcere forhindringer takket være et simpelt et-knaps parkoursystem, der understøtter spillets Indiana Jones-/Tomb Raider-stil. Det samme gør den visuelle side, der virker som taget ud af en gammel pulp-lignende tegneserie med skrevne lydeffekter og start-1900-tals design. De generiske karaktermodeller, der virker inspireret af Fortnite, trækker dog en smule ned, og det samme gør den mærkelige løbeanimation, der lader kameraet glide bagud og til højre - det havde fungeret bedre i Gears of War.

Uanset om du slipper afsted med artefakter, der kan bruges på permanente opgraderinger til din karakter, eller blot lidt småmønter, der lader dig låse op for belønninger på spillets battle-pass, sørger Hawked for at belønne dig med den gængse Live Service-isenkram i form af skins, nye frisurer, animationer, og jeg skal ellers komme efter dig. Men den største belønning er dog et slet og ret underholdende skydespil, der er nemt at samle op og ikke kræver mere samarbejde og koordination, end at du ikke kan hygge dig med fremmede. Om det så rent faktisk kan overleve den hårde konkurrence, når spillet udkommer til PC og PlayStation senere på året, afhænger af, hvorvidt udvikleren får justeret spillets forskellige parametre og får tilføjet nok indhold, for det fundamentale gameplay virker allerede til at være på plads.

Fuld profil 3.949 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.