H.A.W.X. 2

Jeg kan se landingsbanen forude. Midt i den tørre og støvede saudi-arabiske ørken, formet af vind og vejr gennem århundreder, ligger der en lille uanseelig base. Min indflyvning er ganske stabil, og alt ånder fred, da missiler bag mig pludselig rammer basen. Et øjeblik rammer tvivlen; er missilerne affyret fra mit fly? Flyet bliver ramt, og mit instrumentbræt begynder at gnistre og fejle. Der er ingen kontrol, og da flyet endelig rammer jorden, bliver alt sort.

Scenen er sat, og denne gang er meningen ganske klar. Udviklerne hos Ubisoft har skævet godt og grundigt til hvordan serier som Call of Duty har forsøgt at motivere spilleren, og nu har de selv forsøgt sig at give et bud på hvordan man drejer et flyspil med den samme høje intensitet som Modern Warfare-serien. Det lykkedes ganske effektivt med spillets intro, men desværre er der ingen grund til at sætte Top Gun-soundtracket i anlægget eller finde Aviator-solbrillerne frem, for H.A.W.X. 2 kan desværre ikke levere varen.

Det oprindelige H.A.W.X. fra 2009 var på trods af sine fejl og simple historie en ganske udmærket og habil oplevelse. Missionerne føltes altid friske og intuitive, og at flyve rundt i Brasilien og have den gigantiske jesus-figur som baggrund, imens man skulle forsøge at beskytte en gruppe Ghost Recon soldater, var et storslået oplæg. At grafikken så ikke imponerede så snart man fløj i lav højde, gjorde intet, for spillet var både udfordrende og varieret nok til at man lige skulle spille den næste bane også. Spillet var langtfra et finkulturelt produkt, men det havde en oprigtighed og en simplicitet der gjorde det vældigt tiltrækkende.

Det der i særdeleshed gjorde det første spil unikt, var det ganske underholdende og arkadeagtige OFF-begreb, hvor man ved et dobbelttryk skiftede synsvinkel og så spillet i en låst tredjepersonssynsvinkel. Dette gjorde at kampene blev væsentligt sjovere, for nu havde man et helt anderledes overblik og nye muligheder for at manøvrere. Til gengæld betød det også at den tyngde, som et kampfly til flere hunderede millioner dollars har, gik tabt og sammen med den røg realismen og troværdigheden også ud i et frit fald.

H.A.W.X. 2 virker dog ikke synderligt interesseret i at præsentere OFF-systemet. Tværtimod har spillet åbenbart set sig nødsaget til at gå i en mere realistisk retning. Den første bane starter ligefrem med et tvunget udsyn fra cockpitet, og herfra skal man selv styre flyet ud til landingsbanen for at lette, en opgave som i øvrigt går igen igennem spillet. Realismen og især indlevelsen bliver stærkt forbedret ved dette, men grafikken på landjorden er stadigvæk upoleret, og til tider direkte pinagtig. Teksturene er triste og flade, og man undres over at der ikke er blevet brugt meget mere tid på at detaljere de områder, da det nu er førstehåndsindtrykket i op til flere af spillets baner. Igen har Ubisoft sigtet efter at ramme den samme nerve som Modern Warfare, men glemmer at Infinity Ward mestrer både scenarier og det tekniske aspekt til fulde. Det gør Ubisoft ikke. Når missionen så er fuldført skal flyet også landes, og dette er en klar forbedring og en mere målrettet inkorporation af realisme og gameplay i spillet. Når flyet landes, skal man både tilpasse højde, fart, og sørge for at man rammer landingsbanen i den rigtige vinkel, og skal dette så oven i købet gøres på et hangarskib midt om natten, bliver det faktisk en anelse nervepirrende. Men nytænkende er det altså ikke.

Når vi så er i luften, bliver den samlede oplevelse ikke synderligt bedre. Teknikken med at bruge off-systemet er som sagt stadigvæk intakt, men det automatiske lock-on føles slapt og ukontrolleret, og det betyder at man aldrig føler sig særlig magtfuld i dog-fights. Især ikke sammenlignet med den knivskarpe kontrol vi blev forkælet med i etteren. En andet gameplay-element, der nu bliver budt på, er optankning i luften. Det viser sig at være en ganske voldsom og svær udfordring, hvilket er yderst tilfredsstillende. Men det bekræfter samtidig mistanken om at spillet ikke ved hvilken retning det skal gå i. Simulation eller arkade? Flight Simulator eller Ace Combat? Når et forholdsvist harmløst gimmick som en optankning i luften bliver en langt sværere opgave end at skyde dusiner af sværtbevæbnede kampfly ned, så er der noget der ikke stemmer helt overens.

Men dette er i realiteten underordnet i forhold til den skuffelse der rammer en, når man spiller de forskellige missioner. Hvor man nu kunne håbe at se missioner der flettede de forskellige dele af Tom Clancy-universet sammen, får man i stedet nogle dårligt konstruerede opgaver, og spillet virker gammeldags i sin måde at præsentere sig på. Den ene mission tager den anden, uden hverken formål eller mening, eftersom den tynde historie er fortalt så skizofrent at man hurtigt taber interessen. Bevares, der er da selvfølgelig ganske underholdende baner imellem, men når man ønsker at fortælle en historie med de samme ambitiøse proportioner som Modern Warfare, skal man kigge lige så meget på indholdet som formen, og her er der altså stor plads til forbedringer. Hvis man ser bort fra spillets effektive og glimrende begyndelse, virker både resten af historien og karakterene i spillet farveløse og endimensionelle, og stemmeskuespillet kan bedst betegnes som en klichefyldt fristil leveret så prætentiøst at mine tæer blev så krumme at jeg nu aldrig tror jeg får sandaler på igen.

Efter at have spillet H.A.W.X. 2, kan man ikke andet end at ryste på hovedet over den drejning serien har taget. Jeg kunne godt lide etteren, og synes det var fantastisk underholdning, men H.A.W.X. 2 virker dovent til sammenligning. Alle funktionerne fra etteren er med, men de bliver ikke brugt aktivt længere. Den delvist kedelige visuelle fremtoning, som etteren blev kritiseret for, er ikke blevet rettet til, selvom at fejlene nu endda er blevet endnu tydeligere i spillerens bevidsthed og optik. I stedet har vi fået et spil der vil stå på to stole. Et spil der både vil simulere og underholde et arkade-publikum. Men i sidste ende er det gameplayet der betaler prisen. For de alsidige og krævende missioner vi oplevede for bare et år siden, er nu simplificeret i en sådan grad at det ikke længere er muligt at engagere sig tilfredsstillende. Da stort set samtlige nyskabelser i spillet virker som enten gimmicks eller meget fortænkte i sin repræsentation, så virker H.A.W.X. 2 som et spil der mest af alt er berettiget af sine egne aktionærer, i kraft af at der skal laves penge på serien. Hvis det første H.A.W.X. var det legesyge barn, med mere hang til at underholdning end fordybelse, så er H.A.W.X. 2 den angste teenager, der endnu ikke har fundet sig selv eller ved hvad det gerne vil, men som blot efterligner de store og populære drenge i klassen.