Hearts of Iron II

Alene spillets tutorial viser, at der bliver stillet skrappe krav til spilleren. Den er faktisk opdelt i seks afsnit, som strækker sig fra gennemgang af brugerfladen over grundlæggende og avanceret krigsførelse til produktion, forskning til diplomati og styreform. Der er med andre ord tale om at holde styr på alle aspekter af krigsførelse, både på slagmarken og blandt civilbefolkningen.

Det er en god ide at vente lidt med at kaste sig over den fulde Anden Verdenskrig i spillet. Ved at starte med mindre, regionale konflikter kan man vænne sig til styringen og det utal af dialogbokse og statistik-oversigter, som kan være overvældende for en uøvet strategi-spiller. Da Hearts of Iron II strækker sig fra 1936 til 1947 er der da også rigeligt med konflikter at tage fat på. Der virkelige slag og som D-dag, de allieredes landgang i Normandiet, eller Operation Barbarossa, det tyske angreb på Sovjetunionen. Men der er også fiktive situationer, så som en krig mellem tysk-venlige Argentina og det USA-støttede Brasilien.

De mindre konflikter letter spilleren for besværet med at sørge for ressourcer, for at transportlinierne fungerer og forbliver intakte - og at befolkningen på hjemmefronten accepterer og måske ligefrem bakker op om at leve under trange kår for at fremme krigsindsatsen. Til gengæld er der ingen glidende overgang til spillets fire kampagner. Dér gælder det nemlig om at stå i spidsen for en af spillets 175 spilbare nationer, med alt hvad det indebærer af civile og militære beslutninger. Så spilleren må gå direkte fra asken i ilden.

Det er dog blevet betydeligt lettere at styre og bevare overblikket over begivenhederne på landjorden. Spilleren kan nu opnå støtte fra enheder i tilstødende landområder, uden at disse styrker ligefrem behøver at indgå i hovedangrebet. Enhederne kan desuden holdes på standby, klar til at træde ind, når de primære enheder har behov for assistance eller aflastning. Desuden kan man udstede ordrer til sine vand- og luftbårne enheder, så man f.eks. kan sikre luftherredømmet over et givet område eller sætte modstanderens produktionsapparat ud af spillet.

Til gengæld er den grundlæggende brugerflade uforandret i forhold til forgængeren. Krigsskuepladsen er opdelt i lande eller landområder, hvor egne og fjendtlige styrker er repræsenteret af små figurer, nærmest som brikker på et spillebræt. Et oversigtspanel i toppen af skærmbilledet viser den aktuelle status for produktions- og militærapparat. Et panel til venstre viser spillerens enheder, fordelt på type og geografisk placering, samt status på deres aktuelle opgave.

Hovedparten af skærmbilledet er optaget af et kort, i stil med brætspillet Risk, over de områder, hvor den aktuelle mission eller kampagne foregår. Flytningen af enheder er derfor lidt af en traditionel point-and-click-affære, hvor man kan udstede seks forskellige ordrer til sine enheder.

Forskningsindsatsen for spillerens nation fremgår af et særskilt skærmbillede. Hvor det tidligere har været en omstændig affære at navigere igennem forsknings- og udviklingsopgaver, kan man nu sætte en gruppe af forskere til at udvikle specifikke våben eller en ny taktik for indsættelse af tropper i erobrede områder.. De emner, der er mulighed for at udvikle, svarer fint til de faktiske historiske sammenhænge, så man ikke f.eks. ændre udfaldet af krigen ved f.eks. at lade Tyskland udvikle V2-bomber eller det jetdrevne Me 262-jagerflyt allerede inden overfaldet på Polen i 1939.

Det næste skærmbillede dækker diplomati og styreform. Det er her man indstiller, om spillerens nation skal være demokratisk opbygget eller bevæge sig i retning af mere centralistiske eller diktatoriske metoder. Der er mulighed for at justere produktionsapparat, så den militære produktion svarer til behovene - og begrænsninger i den civile produktion ikke samtidig får uro og oprør til at ulme.

Skal man pege på et par kritiske punkter på elementer i Hearts of Iron II, så må det først og fremmest gælde det utal af dialogbokse, statistikker og information i øvrigt, som spilleren skal tumle med. Noget af denne informationsstrøm kan slås fra i forhold til spillerens eget valg af emner, der ikke anses for interessante. Ulempen er bare, at man så risikerer ikke at få de informationer, der er vigtige for en effektiv krigsindsats. Fravalget er med andre ord et element, der først fungerer effektivt, når man har en dybere fornemmelse af spillets vægtning af need-to-know- og nice-to-know-information.

Det skal også nævnes, at brugerfladen i forhold til nutidens actions-prægede titler i 3D-grafik er håbløst gammeldags. Nok er der flere farver og diskrete animationer af troppebevægelser, men som spiller sidder man tilbage med indtrykket af et meget statisk gameplay. Men set i forhold til, hvor komplekst og detaljeret spillet i øvrigt udvikler, så er den på overfladen stillestående brugerflade på det nærmeste en fordel.

Hearts of Iron II er dermed et spil, som godt nok ikke ligger i front med hensyn til lækkerier i lyd og billede. Men hensyn til spildybde og detaljer for den (militær)historisk interesserede spiller er det i skrivende stund svært at komme på reelt konkurrerende titler. Alt i alt er det umådeligt svært at lægge Hearts of Iron II fra sig igen, når først man er kommet en smule forbi indlæringskurve, der er stejl som en lodret væg.