Heavenly Sword

"Ikke nu! Ikke på denne måde!", skriger den flotte, rødhårede pige, der med sin spinkle krop og smukke ansigtstræk, ligner alt andet end en kvindelig krigsgud. Hvem taler hun til? Mig? Hendes krop skælver i en sammensmeltning af frygt og gråd, og da de mørkebrune, intense øjne fanger mit blik, er jeg ikke længere i tvivl: jeg vil hjælpe hende. Helt til helvede og tilbage.

Intentionerne med Heavenly Sword er ikke til at tage fejl af; Ninja Theory har ønsket at skabe et cinematisk actionepos, der ikke kun udfordrer spil som Ninja Gaiden og God of War i hurtige og velkoreografede kampe, men også film som Ringenes Herre i storslåede scener og emotionelle skuespilspræstationer. Efter syv timer og tonsvis af slagtede fjender er det tydeligt, at Ninja Theory har sammenstøbt et smukt og helstøbt actionspil, men alligevel har ramt et stykke forbi målet.

Da man i sin tid påbegyndte udviklingen af spillet, kunne jeg forestille mig, at man har sat skønhed øverst på listen. Heavenly Sword er i stort set alle henseender et æstetisk mesterværk. Spillet er besat af hovedsagligt fremragende skuespillere, der formår at udnytte den nye ansigtsteknologi formidabelt. Især Andy Serkis i rollen som fjendes hovedskurk King Bohan, leverer en kraftpræstation, som sætter helt nye standarder, mens Nariko med sin mørkere stemme og dystre natur er en anderledes, men overbevisende og velkommen heltinde, som utvivlsomt gør sig fortjent til flere spil. De ofte følelsesladede filmsekvenser, der fylder en pæn del af spillets levetid, bliver heldigvis bakket op af de hektiske og spektakulære kampe, som ser tonsvis af fjender, våben og andet skrammel flyve omkring i et sandt actioninferno. Undervejs kan slagene bestå af alt fra et par hårdhærdede modstandere til mange hundrede, blodtørstige krigere, der får smagt på Narikos blodige klinge.

Oven på disse episke slag er bygget et tilgængeligt kampsystem, som på én gang både tillader hensynsløs hack'n'slash og mere gennemtænkte strategier. Nariko er i stand til at skifte imellem tre vidt forskellige positioner i løbet af et splitsekund, mens muligheden for at lave rullefald og kaste alskens objekter af sted med blot en enkelt knap, gør hele kampsystemet til en lynhurtig og ikke mindst dejlig, tilfredsstillende oplevelse. Oven på det hele finder vi samtidig den bedste udnyttelse af SixAxis-kontrolleren hidtil, hvor den indbyggede gyro bruges til at styre pile og andre højhastighedsgenstande i slow-motion direkte mod fjenderne. Selvom styringen kræver en smule tilvænning, så er det heldigvis isoleret fra anden brug af controlleren, hvilket gør det til et udfordrende, men underholdende indslag. Der findes simpelthen intet bedre end at placere en pil midt i panden på en modstander.

Hvorfor er Heavenly Sword så alligevel ikke bedre? Et svar kunne umiddelbart lyde, at det er alt, alt for kort. Med den rette motivation og fokus kan spillet gennemføres på så få timer, at det vil kunne tælles på én hånd, og det faktum, at filmene fylder væsentligt ud under optællingen viser kun, hvor lidt spil der rent faktisk er i Heavenly Sword. Selvom det er et retfærdigt kritikpunkt, er det dog ikke den primære årsag til, at spillet i sidste ende kommer til kort.

Heavenly Sword lider nemlig af "det er da meget godt, men..."-syndromet, og diagnosen lyder, at selvom stort set alle aspekter er sjove og velfungerende, så træder diverse småfejl eller forkerte designbeslutninger ind. Hvis ikke det ødelægger oplevelsen, så forpurrer det den væsentligt. Det tæller blandt andet problemer med frameraten, utallige grafikfejl som Narikos hår og tøj, krukkerne med liv, som ofte ødelægges - og derved bruges tilfældigt - en svingende kunstig intelligens, manglen på musik udenfor filmsekvenser og måske vigtigst af alt: kampsystemets manglende dybde.

Det er så sandelig muligt at få de hårdeste, mest pinlige øretæver i Heavenly Sword, men så snart man har gennemskuet de fire-fem forskellige fjenders svage punkter, så er turen dem igennem ganske problemfri. Det er fint nok i starten, da det stadig kræver gode koordineringsevner og et skarpt øje, men med tiden bliver det til en træg affære, ikke mindst fordi sværhedsgraden oftest øges ved blot at smide flere fjender i hovedet på dig. Det faktum, at det meste af spillet foregår ved at løbe fra arena til arena, hvor du kun skal klare et par betydningsløse "gåder" på vejen, gør det meste af spillet til ét stort deja-vu. Der introduceres nye angreb og såkaldte super-stances undervejs, men det bliver aldrig nødvendigt at studere angrebslisten, ej heller er det oplagt. Du klarer dig fint med, hvad du trykker dig frem til.

Den manglende dybde betyder heldigvis ikke at kampsystemet er ødelagt, da kampenes hurtige og gnidningsfrie opbygning sammen de flotte og kaotiske scener betyder, at man i hvert fald første gang på vej gennem spillet får rigelig nydelse i slagets udfald alene. Desværre har det den logiske konsekvens, at så snart betagelsen af de mange lækre angreb og medfølgende animationer aftager, så falder spillet langsomt fra hinanden. Anden gang igennem begynder du langsomt at bemærke de mange ridser i lakken, hvor det bliver tydeligt, at Ninja Theory i sidste ende har været underlagt et alt for voldsomt tidspres.

Om jeg har nydt spillet fra start til slut kan der næppe rejses nogen tvivl om. De mange småfejl har været til at se igennem med og det har behaget øjet nok til, at man sjældent bemærker det store, tomme rum indeni. Heavenly Sword er et ambitiøst, velfortalt, smukt og actionfyldt spil, der nok skal gøre alverdens gamere kåde, men det forbliver Ninja Theorys helt eget Babelstårn: de prøvede at nå himlen, men helt færdigt blev det aldrig. Heavenly Sword er tæt på storhed og alligevel så langt fra.