Hellgate: London

"Hellgate: London er Diablo II's spirituelle fortsættelse". Således har Bill Roper talt adskillige gange i adskillige interviews med pressen. Ordene runger stadig i mit hoved, efter at have levet i det postapokalyptiske London i ugevis, og et eller andet sted, så vil jeg gerne tro på Bill. Jeg vil enormt gerne have, at Hellgate: London vælter Diablo II af pinden, at Hellgate: London er Diablo III, og at jeg ikke længere skal kigge mig om efter endnu et hack'n'slash-fix. Men kære læser, Bill Roper tager fejl. Han tager grueligt fejl.

Jeg husker stadig historien om Daikatana. Om John Romero, spilbranchens største primadonna, der rev sig løs fra id Software for at skabe sit helt eget hjertebarn, der blev en af de største skuffelser i spilhistorien. Hellgate: London er ikke spilhistoriens største skuffelse, men det er heller ikke hverken Diablo III eller en særlig berigende oplevelse. Og Bill Roper, ja han har såmænd begået en lille Romero.

Det hele startede ellers så godt. Da jeg i sin tid modtog en invitation til spillets alfatest, var jeg ovenud lykkelig. Jeg mener, jeg er nok den på redaktionen, der har brugt mest tid på Diablo og Diablo II, så at få lov til at spille det nærmeste, man skulle kunne komme på Diablo III, kunne kun være en god ting. Da spillet så gik hen i betastadiet, var jeg stadig i ekstase; det var dog kun et lille udsnit af spillet, der var tilgængeligt for testerne, og den lille bid, der var, var jeg godt tilfreds med. Ligeledes kunne jeg se igennem med de ekstremt mange fejl og balanceringsproblemer, som spillet led under. Det var jo trods alt kun en betatest.

Forleden dumpede så en anmelderkopi ind af min brevsprække. Jeg var naturligvis begejstret, for nu skulle jeg da udforske hele spillet. Jeg skulle kæmpe mig igennem alle de nye områder, møde nye blodtørstige bæster - og denne gang ville det være uden alle de rædsomme fejl, der plagede spillet i dets tidlige stadier. Jeg blev desværre fælt skuffet. Men lad os lige tage den helt fra begyndelsen af.

Jeg brugte en del spalteplads i min betatest på, at brokke mig over korsridderens manglende kampdygtighed. Kære læser, lad mig starte med at sige, at korsridderen nu er en vaskeægte ridder, der virkelig forstår at svinge sværd og besværgelser over sine fjender. Gudskelov. Mine eventyr startede således i skoene på sådan en fætter, og efter, at jeg havde spillet mig langt forbi det punkt, som den hedengangne betatest stoppede mig ved, måtte jeg indse, at jeg egentlig ikke havde særlig meget lyst til at fortsætte. Men det gjorde jeg. For som den retfærdige anmelder, jeg nu engang er, ville jeg da i det mindste give Ropers hjertebarn en chance.

Men hvorfor havde jeg pludselig ikke lyst til at fortsætte? Jo, ser du, omgivelserne i Hellgate: London er ikke den mindste smule tro mod den spændende metropol. For det første er de dæmonplagede undergrundsbaner, de ruinerede bydele og de udtørrede floder, fuldkommen uden sans for atmosfære. For det andet, så er disse omgivelser stort set det eneste man ser, når man spiller sig igennem de godt og vel fyrre timer, som spillet varer - og så skal man jo også lige gennemføre det på nightmare et par gange. At gå på opdagelse i Ropers fortolkning af London er som at se mosters lysbilledshow om og om og om igen. Skuffende.

Og så alligevel ikke. For hvor skuffet jeg end er over omgivelserne og den manglende atmosfære, så kan jeg ikke stå for hack'n'slash-gameplayet, der så afgjort minder om det, jeg elskede fra Diablo II. Den del af ånden fra Diablo II har Roper da i hvert fald naglet godt og grundigt, og det skal han have tak for. Det er et veritabelt festfyrværkeri at løbe ind blandt en flok uvidende zombier og kløve dem i to, og det bliver ikke mindre sjovt, når man som kabbalist kaster en kraftig besværgelse på en flok fjender, så de alle eksploderer. Det, der alligevel holdt mig limet til stolen, var, at jeg havde lyst til at vokse mig stor og stærk, finde sjældne skatte, og skabe kontakt med andre spillere.

Dette bringer os til spillets onlinedel, der vel egentlig er et must for enhver, der overvejer at investere i spillet. Har du kun i sinde at spille det alene, så vil du unægteligt blive skuffet - du kan ikke tage din eventyrer med dig online, når han er skabt offline. Når du spiller på nettet, så kan du møde andre spillere i byerne mellem eventyrområderne, og herfra kan du invitere dem til din gruppe og tage dem med på udflugt. Dette er der dog absolut ingen grund til at gøre, når du blot gennemfører spillet for første gang, på normal sværhedsgrad, for der vil dit våben til hver en tid glide igennem fjenden som en varm kniv gennem smør. Dog skal du lige være forberedt på, at du skal betale et månedligt kontingent, for at spille Hellgate: London på visse sværhedsgrader. Noget, der efter min mening er helt ude i hampen.

Jeg noterede i min betatest, at de forskellige karakterklassers færdighedstræer virkede temmelig uafpudsede. Det gør sig til dels stadig gældende. Visse færdigheder er ubrugelige, men der er i det mindste kommet en hel del mere variation over linien. Min største anke er dog, at der p.t. ikke er nogen mulighed for at omdistribuere sine erfaringspoint. Er jeg for eksempel en kabbalist, og har jeg kommet til at smække en del point i styrke, så er det altså bare ærgerligt, og som den perfektionist jeg er, kan jeg starte helt forfra, den dag, jeg opnår spillets højeste niveau. Frustrerende.

Så kunne jeg måske starte på ny, som en ingeniør, der bruger robotter til at udrydde fjenden, eller måske kunne jeg hoppe ned i den tunge rustning og tage et skjold i hånden, og beskytte mine holdkammerater som vogter. Det vanedannende hack'n'slash-gameplay gør, at jeg bestemt godt kunne forestille mig at gennemspille Hellgate: London igen - men tanken om at skulle spille mig igennem femten kloakbaner, toogtyve udtørrede floder og treogtredive ruinerede bydele, samt et par ture til helvede hist og her, afskrækker mig. Jeg vil have variation i omgivelserne - men det er en by i Rusland, ikke England.

Variation er der til gengæld nok af i spillets omfattende våbenarsenal. Bedst som man tror, at man har fundet sværdet over dem alle, så finder man et nyt, mere kraftfuldt af slagsen. Der er køller, økser, sværd og træben til dem af os, der godt kan li' at komme tæt på fjenden, og ligeledes er der rifler, pistoler, raketstyr - med et strejf af sci-fi - til dem, der foretrækker en sikker distance til de ildelugtende dæmoner. Og det er altså ikke bare sværd, men giftdryppende, elektriske, frosne og flammende sværd - præcis som våbnene ikke blot skyder med kedelige projektiler, men med alle elementer, samt de elementer, man ikke troede fandtes. Se det, kære læser, det er variation. Våbenopgraderingssystemet er, som nævnt i min betatest, også fremragende, og det sikrer de fleste våben en lang levetid. Strålende.

Der er også en smule variation at finde i det hack'n'slash-tunge gameplay. Visse baner byder på strategi-minispil, hvor man skal styre en bunke mennesker gennem Londons bydele, andre baner byder på shoot'em'up minispil, hvor man skal bemande en kanon og nedskyde dæmoner. Det er okay variation, men som sådan ikke specielt tiltrængt; vi ved jo alle, at et spil som Hellgate: London bare skal handle om én ting; hack'n'slash. Og på det område leverer Ropers hjertebarn varen. Bedst af alt er dog et minispil, som konstant kører nede i højre hjørne af dit interface. Her har du tre opgaver, som du skal fuldføre - og når du har fuldført disse, så har det næste monster, du dræber, en masse godt i lommerne. Guf.

Hellgate: London er spækket med fejl. Fejl, der burde være blevet elimineret i betatesten, men som endnu plager det ambitiøse projekt. Monstre, der sidder fast i luften, ekspeditioner til Windows' skrivebord og lysbilledshow (ikke mosters) selv på de allerkraftigste maskiner, er hverdagskost, når man begiver sig ud i det postapokalyptiske London. Alt sammen bevidner, at der er en eller anden del af udvikler-udgiver-distributør-kæden, som har været enormt opsat på at få spillet ud til Halloween. Hvis du spørger mig, så burde spillet snarere være sluppet løs til påske. Det kan godt være, at temaet med påskeharen ikke ligefrem emmer af uhygge, men det ville nok have været mere retfærdigt overfor de mange forventningsfulde spillere, der nu skal tage til takke med et fejlspækket produkt.

Oveni alle mine kritikpunkter, er jeg også nødt til at smide, at man faktisk skal søge med lys og lygte efter stemmeskuespil; man er tvunget til at sidde og gennemlæse nogle kedelige dialoger med en omgang plat, intern humor. Heldigvis kan man springe samtalerne over, og i stedet gå direkte i kødet på nogle virkelig triste missioner, der, stik modsat Diablo II, tvinger dig til at smadre 20 monstre, finde 7 dimser og røre ved 9 tingester. World of Warcraft-formelen trækkes ned over en genre, der ellers er kendt for nogle lidt mere spændende missioner. Næh, så vil jeg hellere dræbe Andariel, Diablo eller Mephisto. Hvilket leder mig til mit allersidste kritikpunkt; bosskampene og den komplette mangel på charme. Bosserne i Hellgate: London er alt andet end udfordrende, og tro det eller ej; de fleste bosser ligner hinanden, præcis som omgivelserne. Så kan det næsten ikke blive værre.

Og således ender min anmeldelse. Roper har begået en Romero light - det kan slås fast. Selvom jeg allerede er afhængig af gameplayet, bliver jeg skræmt af den manglende variation i omgivelserne og det enorme antal fejl, spillet er plaget af. Vil du høre, hvad jeg mener? Jeg mener, at du skal vente med at købe Hellgate: London. Men det havde du jo nok allerede gættet?