Skip to main content
Anmeldelser Heroes of Might & Magic 5: Hammers of Fate

Heroes of Might & Magic V: Hammers of Fate

Heroes-serien fortsætter sit ufortrødne korstog med spiludvidelser. De nye dværge er dog ikke på højde med resten af heltene, i mere end en forstand...
Steen Marquard Testet på 20 december 2006

Jeg tror de færreste på redaktionen er i tvivl om, at jeg elsker Heroes-serien. Jeg har været med lige fra starten og mærket udviklingen på min egen krop - eller måske rettere - mine hårdhudede, musetrykkende fingre. Heroes indkapsler alt det gode ved at sidde og hygge sig med et turbaseret spil, og så endda sat i en magisk fantasy-verden. Givet, der har været op- og nedture for serien, men jeg syntes at udviklerne med det femte spil gav konceptet en frisk start. I visse tilfælde "back to basics", mens for eksempel grafikken to springet til den tredje dimension.

Nu er det første udvidelse kommet til det femte spil i serien. Udvidelser er nærmest obligatorisk for Heroes og gennem tiden er der kommet et væld af slagsen. Fantastisk tænkte jeg dog straks, det bliver spas. Samtidig var det dog med bange anelser, fordi det efter min mening ikke er siden Armageddon's Blade til det tredje spil, at serien har set en udvidelse der når op på højde med selve spillet. At det fjerde spil i sig selv ikke var verdens bedste, så var udvidelserne The Gathering Storm og Winds of War langt fra hvad fans verden over havde håbet. Nuvel, tilbage til dværgene og deres skæbnemuggerter.

I korte træk rummer Hammers of Fate den nye dværgerace, en håndfuld forbedrede funktioner og tilføjelser og så en helt ny kampagne. Dværgene bor i den type by der nu kaldes The Fortress. De ser præcis ud som vi ville forvente med store skæg, økser og minder meget om vikinger i mange henseender. De bruger da også rune-magi i stedet for den traditionelle trolddom. Dette betyder reelt set ikke det store, men det er et friskt pust og giver særpræg. Foruden dette fungerer racen nøjagtig på samme måde som mange af de andre. Enhederne har ganske vist andre navne såsom magma dragon, bear rider og så videre, men du er ofte ikke i tvivl om deres funktion og styrker. Pudsigt nok har udviklerne dog valgt at dværgene først kommer på banen et godt stykke henne i kampagnen, så det var lidt ærgerligt først at skulle kæmpe mig igennem nogle baner som Haven (du ved, ridder-racen).

Min yndlingstilføjelse er faktisk den nye banegenerator, hvor jeg med få tryk kan lave mig en helt frisk bane at boltre mig i. Sig farvel til de baner du har spillet tynde og giv dig forbered dig på aldrig at skulle spille den samme bane to gange. Du kan naturligvis også spille med en ven over nettet og nu er den belastende ventetid drastisk reduceret. Dette sker med introduktionen af simultan-ture, som lader alle spillere rykke rundt på banen samtidig, så du ikke skal sidde og vente på den anden. Når I så støder på hinanden synkroniseres hele pibetøjet og i kan gå i totterne på hinanden. Sidst men ikke mindst har Nival genoplivet det gamle karavanesystem fra Heroes 4, som lader dig fragter enheder fra dine byer og op til dine helte, uden selv at skulle hente dem hver gang. Det sparer rigtig meget tid og gør at jeg ikke skal sidde og lege logistikofficer hver gang min helt er på længere traveture.

Mange af de ovenstående nyskabelser føles i vid omstrækning som noget der skulle have været ude i en patch (faktisk bryster udvidelsen sig med nogle af de ting som HAR været i en tidligere patch), rettere end at være elementer til at udfylde hullerne i osten. Derfor er jeg mere tilbøjelig til at kalde Hammers of Fate en lapper, rettere end en udvidelse i traditionel forstand. Kampagnen ikke synderlig interessant og AI’en har bestemt ikke fået et nøk opad siden sidst, så forvent ikke de store udfordringer på den front. Det efterlader derfor reelt set kun dværgene til at holde skuden oven vande, men jeg blev svært overrasket da jeg opdagede, at racen ikke fungerer i de gamle baner. Ja, jeg ved godt du sidder derude og siger "jamen det er jo Heroes, det er da altid fedt!". Sådan har jeg det langt hen ad vejen ligeså og jeg nød bestemt også min tid med Hammers of Fate. Der er rigtig mange, underholdende stunder i vente i selskab med den nye kampagne og dværgene, men det er lidt med en hul fornemmelse i maven når vi vægter hvad man får for pengene.

Jeg håber inderligt ikke, at udvidelserne fremover skal være af samme kaliber. Jeg vil ti gange hellere se én gennemarbejdet og ikke mindst indholdsrig af slagsen, end at udviklerne blot prøver at pøse så mange ud som overhovedet muligt. Hammers of Fate er givet et køb værd for alle Heroes-fans, men er desværre skuffende i mange henseender. Som sagt er en del af nyskabelserne noget af det Nival burde føle sig forpligtet til at patche, så reelt set er det kun dværgene du bruger dine hårdt tjente sparepenge på - og så kan du endda ikke spille med dem på nogle af de gamle baner. Lige meget hvor meget jeg dog kan tale imod det, så er faktum, at jeg er blevet afhængig på ny og bliver nødt til at snuppe en bane mere. Vi naive Heroes-fanatikere er åbenbart svære at afskrække.

Yderligere karakterer

Grafik
7 / 10
Lyd
7 / 10
Spilbarhed
6 / 10
Langtidsholdbarhed
7 / 10
6
Middel ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Ny race, formularer og fjender. Banegenerator. Simultan-ture.
Minusser Uinspirerende kampagne. Dværgene kan ikke spilles på ældre baner. Diverse bugs
Fuld profil 2.508 udgivne artikler
6
Middel Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Nival Interactive
Udgiver Ubisoft
Testet på PC
Genre Strategy
Platforme
PC
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.