Efter nogle udmattende dage længtes jeg efter afslapning. En hel dag med spil? Ja, hvorfor ikke? Nå ja, jeg har strakt mig, lavet mad, luftet hunden og taget mig af børnene med alt, hvad det indebærer. Men størstedelen af dagen har jeg fægtet, slidt og kæmpet for at nå at få High on Life 2-anmeldelsen klar til tiden. Misforstå mig ikke - jeg blev ikke tvunget, havde intet pres på mig og havde egentlig slet ikke regnet med, at det skulle ende sådan. Vi fik koden meget sent, og tingene går ikke altid som planlagt, men heldigvis - for jer der gerne vil vide, om High on Life 2 er godt eller skidt - så vendte det denne gang til noget positivt.
Jeg kan også tilføje, at jeg blev fanget af spillet. Jeg var slet ikke forberedt på, hvor sjovt jeg faktisk havde det. Det første spil gav vi et lille 4-tal visse steder, og det her er ærligt talt dobbelt så godt. Squanch Games har taget kritikken til sig, ironiseret over sig selv og leveret et produkt, der fungerer markant bedre end etteren på stort set alle punkter. Jeg var ellers nervøs for, at det ville blive et flop - men så slemt gik det heldigvis ikke.
Spillede I etteren? Den led af nogle ret åbenlyse problemer, hvor de største var manglen på variation, lineære baner, trættende og gentagende humor, slingrende styring og kedelige bosskampe. For mig var den absolut største akilleshæl humoren - hvilket var en smule overraskende, da jeg faktisk oprigtigt sætter pris på Roilands humor og har set og nydt det meste, han har stået bag. Hvis du har levet under en sten, så er det Justin Roiland, der har været med til at skabe Rick and Morty og Netflix-serien Solar Opposites. Det er en meget speciel humor. Ikke særlig klog, men mere edgy og baseret på et passende niveau af chokværdi. Under udviklingen af det første spil var han chef hos Squanch Games, men i denne klart forbedrede efterfølger er han ikke længere en del af holdet. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at det er årsagen til, at spillet er blevet bedre - men jeg har mine mistanker.
Humoren er stadig tydeligt Rick and Morty-inspireret, men alting er mere nedtonet. Roilands DNA er stadig til stede, men med det første spil i bagklogskabens lys har udviklerne været mere varsomme. Det bliver aldrig trættende. Det er heller ikke altid sjovt, og man griner ikke konstant - men langt oftere, end jeg husker at have gjort for tre-fire år siden. Det er ganske enkelt et langt mere forfinet manuskript, hvor man nøje har udvalgt de rette elementer fra kildematerialet, så bægeret aldrig flyder over.
Hvad handler spillet så om? Det fortsætter direkte, hvor det første slap. Som verdens bedste dusørjæger - manden, der væltede organisationen, som brugte menneskeheden til at fremstille alien-narko - går du fra et liv fyldt med tv-optrædener, game shows, nye dusørmissioner og generel berømmelse til endnu en gang at blive en af universets mest eftersøgte personer. Det går helt galt, da din søster, som har skiftet livsbane og engagerer sig i dyrevelfærdsgrupper, pludselig dukker op som dit næste mål. Hun har nemlig opdaget, at Rhea Pharmaceuticals har præcis de samme planer som G3 havde i det første spil - de vil legalisere brugen af mennesker i medicinalproduktion, og den viden gør hende til et mål med en dusør på hovedet.
En intressant huvudfoirm... kan man säga.
Da det er din søster, gør du det, en dusørjæger aldrig må gøre - du dræber andre dusørjægere. I stedet for at blive kendt som "G3-killeren" skifter dit ry hurtigt, og du er nu kendt som "Outlaw". Hele universets dusørjægere er efter dig, og nu må du og dit hold gå under jorden, lægge planer, finde ud af hvem der står bag, og redde menneskeheden endnu en gang.
Spillets første boss - en skateboardkørende, øglelignende reptil, der vil indkassere dusøren på dit hoved - er forudsætningen for en af spillets absolut bedste features. Efter en kamp med et noget uventet udfald ender hans elskede skateboard i dine hænder. I stedet for at løbe rundt kommer du altså til at tilbringe resten af spillet på board, og Squanch Games har virkelig ramt plet her. At bevæge sig rundt i de store baner er simpelthen sjovt. Lyden af hjulene mod underlaget, fartfornemmelsen - det hele sidder lige i skabet. Der er masser af ramper, rails at grinde på og vægge at køre op ad, og når først du har fået feelingen, flyver du gennem banerne som en dræbermaskine på hjul. Verdenen i High on Life 2 er tydeligt bygget op omkring skateboardet, så der konstant er mulighed for at bruge det. Det er virkelig, virkelig underholdende. Inspirationen fra Tony Hawk er tydelig - der er endda "skate"-bogstaver at samle, og du kan købe nye boards, griptape og hjul i forskellige farver.
Hvad er ellers nyt? Med fra det første spil har du Knifey, Sweezy og Gus - kniven, pistolen og haglgeværet. "Gatlians" er levende våben, som både fungerer som selskab og som redskaber til at lette drabene. Denne gang får du også en række nye våbenvenner i arsenalet. Uden at spoile for meget kan jeg nævne pistolen Travis, en lettere sørgelig midaldrende mand, der netop er blevet forladt af sin kone, buen Bowey, som ligner Jar Jar Binks, og Jeppy - din halvbror. Ja, du har en bror, der er halvt menneske og halvt gatlian, og han dukker op i spillets anden halvdel. Der er flere endnu, men dem skal du selv opdage.
Alle våbnene har særlige evner. Sweezy kan skyde en orb, der stopper tiden, og Gus kan suge ting til sig og skyde en slags metalfrisbee - præcis som i det første spil. Travis affyrer granater, der kaster fjender og genstande op i luften, så du kan fortsætte med at skyde dem og jonglere dem som en morbid cirkusforestilling. Bowey kan åbne portaler til andre dimensioner og ramme skjulte kontakter. Fælles for dem alle er, at evnerne føles gennemtænkte, nyttige og naturlige at bruge. Ingen unødig fyld - og det er klart en stor fordel.
Spillet byder på fem hovedmål, som skal nedkæmpes, før du kan tage kampen op mod slutbossen. Fællesnævneren er Rhea Pharma og produktionen af Humansa-piller. Grundstrukturen minder om det første spil, men der er langt flere forskelle, end man lige skulle tro. Variationerne mellem sektionerne er markante, og man bliver ikke træt af gentagelserne. Bosskampene er måske ikke geniale, men de er langt mere underholdende end tidligere. Flere af dem er direkte sjove og bryder både den fjerde væg og forventningerne. Det er et kæmpe skridt fremad, hvilket står klart, når rulleteksterne dukker op efter cirka ti timer.
Det er værd at nævne, at der er rigeligt med indhold ud over de ti timer, jeg brugte. Selvom det ikke er en fuldstændig åben verden, minder strukturen om The Outer Worlds 2 med store, åbne områder og god variation på den ringplanet, du befinder dig på. Der er masser af skjulte genstande og sjove NPC-interaktioner for dem, der vil udforske mere - og når det er så sjovt at suse rundt på boardet, kan jeg varmt anbefale det.
Teknisk startede det hele lidt bekymrende. Spillet hakkede, frøs og opførte sig generelt grimt. Jeg advarede resten af redaktionen om dårlig optimering og foreslog at vente på patches - men det viste sig, at det meste var min egen skyld. Jeg startede spillet, før det var færdiginstalleret. Efter en genstart, da alt var installeret, kørte det langt bedre. Der er stadig enkelte problematiske sektioner og et par bugs, som tvang mig til at genstarte, og spillet crashede én gang - hvilket selvfølgelig ikke burde ske. Det mangler lidt polish, men det er ikke ødelæggende.
Som nævnt er dialogen langt bedre skrevet og langt mindre anstrengende. Hvis du alligevel synes, der snakkes for meget, kan du justere, hvor meget både våben og fjender taler. Jeg ændrede intet og havde ingen problemer, men det er rart, at muligheden findes. Det viser, at Squanch Games virkelig har lyttet til kritikken - og de joker endda med den flere steder i spillet.
Designet var noget af det bedste ved det første spil, og High on Life 2 fortsætter i samme stil. Det ser ofte virkelig flot ud, men de større verdener betyder, at detaljegraden nogle steder halter lidt, med teksturer og skygger, der ikke altid sidder helt i skabet. Spillet kunne godt have brugt et par måneder ekstra i ovnen, men det er langt fra en katastrofe. Musikken er ret anonym, mens lydbilledet fokuserer mere på omgivelser, dialog og kaos - og det fungerer fint.
Alt i alt er spillet spækket med sjove detaljer, påskeæg og kærlige (eller spydige) henvisninger til andre franchises. Der er enormt meget at opdage, så mit råd er: stress ikke igennem det. Tag dig tid, nyd detaljerne og sug stemningen til dig. Det er det hele værd, for Squanch Games har virkelig lagt et stort arbejde i spillet og viser tydelig kærlighed til mediet.
High on Life 2 er et godt spil. Ikke et mesterværk, men overlegent i forhold til sin forgænger på næsten alle punkter. Det har lidt for mange bugs og mangler lidt finpudsning, men intet, der for alvor ødelægger oplevelsen. Mine bekymringer viste sig at være ubegrundede, og som Roiland-entusiast er jeg oprigtigt glad. Selvom Rick and Morty-skaberen ikke længere styrer slagets gang hos Squanch Games, lever hans DNA tydeligvis videre i spiludviklingen - og det er noget, man enten elsker eller hader. Jeg elsker det. Og jeg kan godt lide High on Life 2.