Hitman 2: Silent Assassin

Hvis du er træt af fede blikkenslagere med italienske navne på din GameCube, så har du nu - langt om længe - mulighed for at spille samvittighedstynget lejemorder. Hitman 2: Silent Assassin er dukket op til Nintendos lille terning. Vor skaldede helt med det charmerende navn 47 - mon han hedder 11 til efternavn? - har trukket sig tilbage til et siciliansk kloster. Hans fortid og samvittighed plager ham, mens han med stor omhu passer præstens tomater. Præsten bliver imidlertid bortført, det foregår jo på Sicilien, hvorefter 47 føler sig kaldet til at genoptage sit gamle og til tider blodige håndværk. I første omgang gør han det blot for at befri sin ven, men snart er han fanget i et større spil, der fører ham til Japan, Rusland, Malaysia og Indien.

De små hår i nakken rejser sig stadig i fryd og begejstring over, at Hitman 2 for en gangs skyld har givet et dansk spilprodukt stor international salgssuccces. Undervejs har man endda præsteret at lægge sig ud med det internationale Sikh-samfund på grund af den mission, der er henlagt til Indien, og hvor 47’s modstandere er turbanklædte skurke. En strid, der dog siden er blevet bilagt. Men der dukker også den tanke op, at det er lidt vel sent at Hitman 2 gør sin entre på GameCube. Dels rummer spillet intet nyt i forhold udgivelserne til andre platforme - og dels er der kommet adskillige udmærkede action-/stealth-titler siden Hitman 2 første gang dukkede op, hvorved spillet alene af den grund fremstår bedaget. Så giver udgivelsen den helt store mening?

Som i PS2-udgaven er styringen ikke helt heldigt udført. Det kræver betjening af to knapper eller sticks at bevæge vor helt. Samtidig er specielt den vertikale styring af 47’s bevægelser og udsyn meget løs, så det er en mere end almindeligt god idé simpelt hen at gå en tur i den sicilianske klosterhave, vor genetisk manipulerede helt har forsøgt at trække sig tilbage til. Til gengæld står grafikken noget nær knivskarpt, og GameCube-udgaven kan som sådan sagtens måle sig med PS2-udgaven. Nok er detaljer i baggrunden tegnet med knap høj opløsning som forgrunden, men som helhed er det visuelle indtryk flydende, realistisk og meget detaljeret. Der er dog desværre situationer, hvor spillets frame-rate har problemer. Desuden kan man, når 47 kigger lodret op i luften, nærmest se ind i hovedet på ham, som er det en papmaché-gris, der ikke er lavet helt færdig.

Fra første færd er lyden med til at lægge en solid bund. Den dramatiske handling, de skiftende geografiske lokationer og den skæbnetyngede hovedperson bliver ’malet’ med passende musikalske penselstrøg. Nærmere bestemt er det makkerskabet mellem Jesper Kyd og Budapest Symphony Orchestra, der har frembragt den formidable musikalske del af lydbilledet. Lydeffekterne står derimod noget mere anonymt og uden det sidste afgørende smæld, den sidste afgørende finish, der kunne have løftet den lydmæssige spiloplevelse til absolut topkarakter.

For en GameCube-ejer kommer Hitman 2: Silent Assassin som sendt fra himlen. Der er jo ikke ligefrem tale om myldretid for de mere blodige titler til den lille terning. Det er en fornøjelse at sidde med et spil, der ikke meget mekanisk har lagt vægten på hæmningsløst skyderi eller voldudøvelse. Der er måske dem, der synes at 47 er blevet en kylling, når han kan benytte kloroform til at bedøve sine modstandere med - eller en gemen golfkølle til midlertidigt at sætte dem ud af spillet med - men det er netop kombinationen af alternative våben og nødvendigheden af at kunne komme ubemærket ind på ofrene, der gør spændingen i Hitman 2 så unik. Hovedpersonen og handlingen står stadig stærkt - om end spillet i forhold til andre platforme begynder at vise spilmæssig topmave og grå hår. Jeg må dog blankt indrømme, at den filmiske stil og de fornemt udførte stealth-elementer i spillet kan få mig til at bære over med en hel del.