Hitman: Absolution

I Chicago ligger der en lille, uanselig forretning af den gamle type. Sådan rigtig Korsbæk-style står der Tommy Clemenza's Sartoria på vinduet., og da døren åbner står den lille, krumryggede og blinde skrædder og tager imod. Et jakkesæt træder ind. Et meget beskidt et af slagsen, indsmurt i både blod, sved og grus. Jakkesættet bliver ledt ind i et skifterum, og da gardinet trækkes til side, træder et ikonisk, sort jakkesæt med blodrødt slips ud. Det er - tro det eller ej - en af banerne i Hitman: Absolution, IO Interactives seneste spil i Hitman-serien.

Skrædderen skal ikke møde sin skaber ved hjælp af nærkontakt med en klaverstreng eller pumpes for informationer - han skal sørge for at Hitman: Absolution rammer den helt rigtige cocktail mellem det tegneserieagtige og ja, det yderst stilfulde. Det er det jakkesæt som den anonyme lejemorder 47 træder ind i. For Absolution er historien om 47s kamp - mod sine arbejdsgivere, sydamerikanske våbenproducenter og bonderøve i almindelighed. Alt sammen for noget så næstekærligt som en ung piges liv.

Agent 47s trofaste og mangeårige kontaktperson Diana er gået fra snøvsen, og har lavet kludder i maskineriet. Trådt i spinaten. Skidt i rabarberbedet. Derfor er Lejemord A/S, bedre kendt som ICA, blevet sure og sendt 47 af sted for at tage livet af hende. Sådan tager Absolution sin begyndelse, men tingene er jo ikke helt som de ser ud, og ICA har jo på ingen måde bæredygtigt speltmel i posen. Diana har bevidst lavet rav i den, så 47 lokkes frem, så han kan beskytte den unge piges liv, som meget hurtigt bliver en eftertragtet handelsvare blandt skumle forretningsmænd fra sydstaterne.

Hele opsætningen omkring Hitman-universet, altså det her med lejemord på eksotiske steder rundt omkring i verden, er meget forførende, men også sindssygt svært at skrive en sammenhængende historie til. Det lykkes heller ikke helt denne gang. Dialogen og stemmeskuespillet svinger op og ned i kvalitet mellem det godkendte og det absolut banale, og ikke alle figurerne i spillet finder balancen mellem det tegneserieagtige og stilfulde. Det er en knivskarp balance, som IO også tidligere har overskredet for nogle mennesker med deres vovede trailer med sexede og morderiske nonner. Dem kommer vi dog tilbage til.

Historien kan ikke rigtig finde et ben at stå på, og ender derfor med underligt nok på en gang at være meget smal og samtidig meget bred. Den lille historie ses på forholdet mellem den unge pige og den skaldede dræber, når man som 47 bærer den unge pige igennem de mennesketomme gange på et kristent børnehospital og hører de fjerne skrig og skud fra halvautomatiske våben. Det sender helt sikkert kærlige tanker til 47's egen baggrundshistorie, som set i det helt originale spil fra 2000. Det fungerer rigtig godt, men så var der jo lige det andet ben.

For denne her pige er især eftertragtet af historiens hovedskurk, den dybt bondske og grundlæggende usympatiske Blake Dexter, en klam våbenfabrikant fra sydstaterne. Han er en elendig skurk på alle måder, for en ting er at være usympatisk. Noget andet er at være uinteressant, og Blake Dexters motivation og egen historie igennem spillet er rispapirtynd.

Det er Blake Dexters skurkerolle, der forsøger at skabe en større ramme og få ram på 47 i processen med både eksploderende hoteller, gigantiske mexicanske bodyguards og politiets evige klapjagt. Men det fungerer altså ikke helt overbevisende, og den ellers gode kombination mellem cool og tegneserie krænger helt over i 100 procent Disney Sjov. Ren tegneserie.

Heath Ledgers Joker havde en forførerisk, skizofren galskab og Javiers Bardems iskolde kynisme i No Country for Old Men var nådesløs. Blake Dexter når dem ikke engang til sutskoene, og det er skurkagtigt skuffende efter seks års ventetid. Men den kedelige sandhed er, at han langt fra er den eneste figur der ikke føles helt hjemmevant og troværdig i universet. For 47's personlige historie gør at man skal dræbe mennesker, som der ikke er nogen penge i, men som er nøglefigurer for andre mennesker i Hitmans blodige tilværelse. På et tidspunkt skal man gøre sin ven Birdie en tjeneste til gengæld for information og udrydde den lokale natklubejende konkurrent. Det er i sig selv fint, men som spillere lærer vi ikke noget nyt og hele den bane falder desværre ned i en B-kategori, der afløses af grå og kedelige indendørsbaner.

Det er heldigvis kun i meget få tilfælde, at banedesignet falder igennem, for i det store og hele skinner universet som en nyslået mønt. Vi kommer ikke længere hele verden rundt som det var tilfældet i Blood Money, men mindre kan sagtens gøre det. Især med det overskud og øje for detaljer som IO lægger for dagen. Her er plads til både hippier, hamp-planter og den lurende sydstatscharme fyldt med barslagsmål, anderumper og Cadillacs. Selv de to psykopatiske massemordere Kane og Lynch medvirker i hver deres bane. Så kan det gæve makkerpar også endelig sige, at de har medvirket i et spil der var værd at spille. At slå ned på enkelte baner er sindssygt svært, eftersom der er så mange gode at vælge imellem, og kontrasten fra regnvåde og kølige Chicago til South Dakotas knastørre solskinsstråler skaber nogle meget troværdige og ikke mindst smukke kapitler til historien.

I samme åndedrag må der tippes med hatten til de meget teknisk kyndige folk hos IO. For de 6 år som spillet har taget at udvikle er med garanti brugt på at forbedre den alderende grafikmotor Glacier. Den kan nu kalde sig Glacier2, og den gør det bravt. Ikke mindst lyskilder står dødflot, og når lysflares fra Chinatowns røde papirlamper blødt reflekteres fra 47's måne, så er man ved at knibe en tåre. Glacier2 kan endda klare at rendere hele menneskemængder, som 47 så kan snige sig igennem, og det er der blandt andet kommet end hektisk bane på en togstation ud af. Teknikken omkring Hitman fungerer bare, og den eneste kritik jeg har af grafikmotoren er et par enkelte flade skyboxes, altså de her fjerne baggrundsmiljøer og de førnævnte kedelige småbaner med deres grå og skabelonsskårne indendørsmiljøer. Nå ja, og så var der jo den helt grimme ting, men den gemmer vi stadig til senere.

Der hvor skønheden er allerstørst, er i dens mest morbide form - når man tager livet af de ofte intetanende ofre. Prøv at hør, om du kan genkende følgende måder at slå ihjel på - vælte et gigantisk hvalskelet ned over et offer, skyde en med en gigantisk harpun eller klæde sig ud som samurai og jorde et sværd igennem bugen på en? Nej, vel? Det sker kun i Hitmans verden, og alle de tilfælde er endda fra den samme bane. Det er simpelthen så ualmindeligt tilfredsstillende at have sneget sig frem i en forklædning som pedel, lokke vagterne væk ved hjælp af en videoprojektor, for derefter at ekspedere målet med en langdistanceriffel. Det er så djævelsk godt, og det gør Hitman helt speciel i forhold til alle de andre snigmordertitler der er kommet ud i år. Men ser man bort fra de mere originale dødbringende redskaber, så kan 47 også som noget nyt benytte sig af de køkkenknive, ledninger, flasker og andre hverdagsgenstande, der i hans hænder bliver dødsensfarlige. At gribe en filetkniv og sende den flyvende gennem luften i nakken på en vagt er ret blæret, og vil man holde stien ren, kan selv samme kniv bare smides på jorden og distrahere vagten længe nok til at snige sig forbi.

Absolution er faktisk rigtig god til at belønne spilleren for at udforske og spille på alternative måder. For at skabe afveksling og ikke mindst lyst til at spille de samme baner flere gange, har IO nemlig lavet en ordentlig røvfuld Challenges i de enkelte. Der er en række krav der kan opfyldes og som så belønner spilleren á la Achievements eller Trophies. Det kan fx være at man skal finde et kostume, så man kan bevæge sig frit rundt på banen, eller vælte en statue med moderne kunst ned i hovedet på en vagt. Der er mange Challenges, og for hver man gennemfører, modtager man en bonus multiplier til ens samlede score. Klarer man sig godt, låser man op for forbedrede evner, så 47 kan kvæle sine fjender lidt hurtigere eller regenere Instinct, hvis man står gemt i en gruppe af mennesker.

Det er ganske nyt, eftersom man i tidligere spil bare måtte stole på, at man nu også havde klaret opgaven til UG, når man nåede i mål. Her fungerer scoringssystemet bare, og det holder hele tiden spilleren til ilden. Vil man satse og risikere at slå målet plus en masse uskyldige ihjel via en timet eksplosion, eller vil man tålmodigt vente til man kan kvæle livet ud af manden, når han alligevel skal på toilettet? Man får stadigvæk en score, når man har gennemført banen, men at man nu løbende kan se, hvor godt man klarer sig som hyret morder er fremragende. Og så tæller det i øvrigt begge veje, så selvom belønningen bliver højere med flere modifiers, så bliver straffen tilsvarende høj, hvis man kvajer sig.

Set i forhold til tidligere titler i serien vil fans især savne, at der ikke er noget kort at forholde sig til mere. Dengang i de gode, gamle dage kunne man ved et knappetryk se fjendernes position, de interessante punkter og evt. udstyr, og så ellers bruge et kvart århundrede på at planlægge den rigtige vej igennem banen. IO har taget kortet om bag skuret og aflivet det med et konsekvent nakkeskud. Til gengæld har 47 nu fået et minimap og en række instinkter til rådighed, så vejen frem ikke er så svær. Det smarte ved den løsning er selvfølgelig, at spilleren ikke skal veksle mellem en menu og spil hele tiden, og på den måde trækkes ud af oplevelsen. Men Instinct kan også være en lidt nem løsning nogle gange, og passe lidt underligt ind. Selvom man er en superklon, så er røntgensyn alligevel noget for de færreste.

Men Instinct har også andre nødder i posen, og muligheden for at bluffe sig forbi en intetanende vagt er bestemt en af de bedre. Som altid, hvis man klæder sig ud, stiger mistænksomheden blandt de andre 'kollegaer', men aktiverer man Instinct spiller 47 en anelse komedie og sniger sig lige ind. Det suger til gengæld Instinct baren tør hurtigere end en dranker på besøg hos Carlsberg-bryggerierne, så det er helt sikkert en nødløsning til når man bliver rigtig presset. Skulle det dog gå helt i spåner, og politifolk samler sig rundt om 47 med hævede pistoler, så har Instinct et sidste kort i bunken. Med Point Shooting kan man tagge en gruppe fjender og derefter skyde hele molevitten i en bevægelse. Hvor brugbar den funktion i virkeligheden er, tja det er lidt tvivlsomt, for skal man først skyde en gruppe fjender, så er det jo gået grueligt galt for den klonede drabsmand. Det kan godt være at man kan gennemføre Hitman ved at pløkke alt og alle, men det skal man lade vær med. Det er spillet ikke gearet til på samme måde efter min mening, og at gå efter den 'rene' gennemspilning er i øvrigt sjovere, men altså også en hel del sværere. Men til dem der læser anmeldelsen nu, og tænker pff til Instinct, så ånd lettet op. Der er fem forskellige sværhedsgrader, og den sværeste, kaldet Purist, er til feinschmeckerspillerne. Her er man mutters alene i selskab med Hitman, og så skal jeg nok love for at man får ragekniv i manglen på sit hår.

Når Hitman er bedst, og det er det ofte, så er banen smuk, målene er interessante og giver mening, og mulighederne for at dræbe sjove. Her kommer de førnævnte nonner ind i spillet, da de afbryder et af Hitmans få afslappende stunder på et Hawaii-tema motel og sender en granat igennem hans værelse. Nu er det så op til 47 at omgå oprydningsholdet fra ICA og samtidig lægge de ukristelige og noget pudsigt klædte madammer i graven. Kvinderoller og religion er begge højspændte emner som IO bruger mere eller mindre provokerende, og eftersom jeg ikke er troende, nøjes jeg blot med at blive en smule tvær over at stort set samtlige kvinder er afbilledet som en stor kavalergang. Det er ikke særligt tidssvarende, og hvis det er den måde 47 rent faktisk ser kvinder, så er det underligt at han ikke har skiftet karriere til voldtægtsmand i stedet.

Som man kan læse er der lagt mange nye stykker brænde i kakkelovnen, og det brænder da også lystigt. Men det betyder ikke, at der ikke er nogen knaster. I Absolution er der et par store, og den ene er grim. Rigtig grim. Altså sådan grim som et overkomprimeret filmspor, hvor farverne glider sammen i de synlige pixels billedet består af. Jeg taler selvfølgelig om mellemsekvenserne, der er fra en anden verden. Jeg mistænker IO for at have gjort det med vilje, eftersom grafikken i Kane og Lynch 2 også lignende noget der var løgn. Men et fejltrin behøver ikke at følge et andet, og det ændrer desværre ikke ved, at mine øjne er ved at brække sig, når historien imellem de forskellige baner ellers udspiller sig. Ekstra ærgerligt er det nemlig, fordi at IO er blevet bedre til at fortælle historien rent filmisk. Tilbage til maskinrummet, IO og lav det forfra, så er I søde.

Et andet kritikpunkt skal findes i spillet, hvor at man i de længere baner kan benytte sig af en række checkpoints. Man kan vel og mærke ikke gemme, men kun lige få lov at starte fra det punkt, hvis man senere skulle kvaje sig. Jeg havde en del bøvl med min pc, og måtte derfor spille de samme baner ofte, og der bliver man irriteret over sådan et system. Derudover husker det hvad man gjort rent statistisk, men nulstiller alle fjender og objekter. Det er lidt forvirrende og gammeldags. En anden ting der skaber forvirring, er det noget særprægede opgraderingssystem, hvor man først køber sig adgang til et våbens tre slots og derefter køber og installerer en opgradering. Men det er langtfra alle våben der kan opgraderes, systemet er grimt og så følger pengene som man har tjent op i singleplayer ikke med over til ens bankkonto. Næ nej, de penge skal tjenes et andet sted - i det nye Contracts mode.

Contracts er multiplayer-delen af Absolution, og det er ret smart. I Contracts er der ikke nogen Capture the Flag, et rødt hold og et blåt hold eller nogen anden klassisk multiplayer-indramning. I stedet er Contracts en missionseditor, hvor man laver nye lejemordskontrakter ved at spille banerne. Dvs. at man indlæser en hvilken som helst bane fra spillets single player, og så kan man vælge imellem samtlige mennesker hvem der skal være ens mål. Derefter dræber man personen på den måde man finder mest hensigtsmæssig, og uploader banen, så hele verden kan prøve kræfter med den. Her kan man også vælge om der skal være særlige krav til kontrakten i form af en uniform eller våben der skal bruges, og man kan sågar lave konkurrencer mellem sine venner, om hvem der kan gøre det hurtigst eller bruge færrest kugler eller tage mindst skade, og det bliver alt sammen belønnet med grøn mammon. Genialiteten i Absolution er, at man selv skal kunne gennemføre sin egen kontrakt, før at man kan uploade den, og det gør at kontrakterne aldrig bliver umulige. Man kunne sagtens forestille sig, at der ville være enkelte exploits hist og her, men så ville disse med garanti blive rettet op, og det ville jo også gælde single player, da banerne jo kommer herfra.

Contracts virker akkurat ligeså solidt som Absolution, og det kræver også en del opfindsomhed at finde nye mål, der både er tilpas svære og interessante at slå ihjel. Jeg glæder mig i hvert fald til at se om Contracts tager fart, og hvor lang holdbarhed de forskellige baner i så fald ville have. Jeg kunne godt frygte, at Contracts får brug for nye baner og mere indhold med tiden, men den slags spådomme skal man jo tage med et gran salt. Hvem ved. Det kan jo være de går i opfyldelse.

Hitman: Absolution gør så meget nyt, og ser så nyt ud, at det føles som et kvantespring fra Blood Money. Men det er tilpasningens kunst, hvor nye ting med det samme føles hjemmevante. Instinct erstatter det gamle kort fint, og Challenges gjorde at jeg vendte tilbage til den samme bane igen og igen. Det er immervæk flot lavet af IO og klart ventetiden værd, men historien kammer for meget over til min smag, og det kunne man godt have griflet bedre på 6 år. Eller en lang arbejdsweekend for den sags skyld. Det kan dog ikke pille ved, at Hitman stadigvæk er kongen af snigmord, og så kan konkurrenterne godt pakke deres tomahavker og rotter og magisk hurlumhej sammen. Det eneste man i virkeligheden har brug for, er et nyt jakkesæt.