Hitman Blood Money

Operaen i Paris. Jeg står i en mørk bås og holder øje med Richard Delahunt, der mistænkes for at sælge børn til et liv som sexslaver. På scenen er den berømte operasanger Alvaro D’Alvade i gang med prøverne til Puccini’s Tosca. Bundet til en pæl afventer han stykkets højdepunkt; en henrettelse. Men dagens prøver bliver alt andet end skuespil og teaterblod. Jeg har nemlig skiftet pistolattrappen ud med en ægte af slagsen fra Anden Verdenskrig, så når skuddet om lidt lyder, har jeg dræbt et af mine to mål uden nogensinde at løfte en finger. Hvordan jeg skal få ramt på Delahunt, er en anden sag. Jeg har mineret taget og håber lidt på, at jeg kan sende en enorm lysekrone ned i hovedet på ham, men han forlader aldrig sin VIP-loge, så jeg finder min lyddæmpede pistol frem, skyder ham fra båsen ved siden af og forsvinder hurtigt ud gennem døren.

Hans livvagter kigger suspekt på mig, da jeg går forbi dem i mine grønne arbejdsoveralls og mit ene meter, det der viser deres mistænksomhed overfor mig, begynder at stige faretruende hurtigt. Alligevel går jeg med beslutsomme skridt mod toilettet, hvor jeg skifter til mit klassiske sorte habitsæt, samler min kuffert med dertilhørende snigskytteriffel op, for herefter at begive mig mod udgangen. Der er ingen der stopper mig, da jeg træder ud i Paris gader og langsomt forsvinder jeg ind i menneskemængden. Den gådefulde Agent 47 har slået til igen, og pengene er klar på kontoen. Endnu en dag, endnu et mord

Hvis der er noget der giver en sug i mellemgulvet, så er det når en mission i Hitman Blood Money gennemføres, nøjagtig som danske IO Interactive havde planlagt det. Det føles helt rigtigt at gå uhindret gennem et nedlagt tivoli, dræbe de udsete mål og forsvinde, før nogen overhovedet opdager noget. Det bringer et smil frem på læberne, når en vinbonde og hans søn, stranguleres på deres farm i Chile uden at bare én af vagterne nogensinde reagerer, og jeg triumferede, da jeg som patient på en klinik for alkoholikere, dræbte en tidligere mafia-medarbejder, så han ikke kunne vidne i retten. Men for hver gang jeg jublede, var der tyve, hvor jeg forbandede spillet langt væk. Hvor jeg havde lyst til at få skiven ud af min maskine, kaste den så langt øjet rækker og glemme alt om Hitman. Og hvorfor? Fordi IO Interactive, til trods for at dette er det fjerde spil i rækken, stadig ikke helt har formået at signalere præcis, hvad du kan og hvad der er forventet af dig på en mission. Det er et spørgsmål om banedesign og en håbløs forældet AI.

Noget af det blødes der op for med inkluderingen af penge. For ud over at kunne købe nye våben, opgradere dem med f.eks. et lasersigte, lyddæmpe det eller forsyne det med et større magasin, så kan du nu købe dig til oplysninger. Jo mere specifikke de skal være, jo flere penge koster de, men det virker bare ikke helt efter hensigten. At få serveret det hele som en manual, der så bare skal følges, gør spillet ekstremt kedeligt, og hvis du helt afstår fra at bruge oplysningerne, som jeg gjorde, så bruger du utallige forsøg på at teste grænserne for, hvad der er tilladt. Er det f.eks. tilladt at gå på denne etage i arbejdstøj? Nej, nu bliver jeg skudt til levende si, så det var det altså ikke. Må jeg åbne denne dør? Og har jeg adgang hvis jeg er livvagt? Jeg har for det meste spillet alle missionerne om et utal af gange for at finde spillets ubegribelige smertetærskel. Det gamle "prøv og prøv igen"-koncept slider mig ganske enkelt op og jeg ville ønske, at IO Interactive fandt frem til en ny måde at signalere, hvad der i virkeligheden skal til for at gennemføre en mission.

Dertil kommer den håbløse AI, der allerede fra første bane viser huller á la dem du finder i en schweizerost. Jeg lader mine Ballers buldre løs, skyder alt omkring mig og sætter mig så på hug. Vagterne der ankommer til stedet kan tilsyneladende ikke se mig, og i et rum, hvor jeg barrikaderer døren med min krop, stimler de sammen udenfor i dusinvis, som hovedløse høns, der bare følger deres instinkter. Og det ødelægger unægtelig noget af oplevelsen. Det er svært at planlægge et mord ned i mindste detalje og så opdage, at fordi du har taget din pistol frem i et aflukket rum på første sal, så står tre betjente i kælderen klar til at skyde dig. Heldigvis er det fejl, der for det meste skal provokeres frem, men hvis der er et sted, hvor Hitman-serien seriøst har brug for et skud vitaminer, så er det på dette område.

Holdet har dog lyttet til mange af anmeldernes andre kritikpunkter og leverer nu en lejemorder, der er langt smidigere og styringsvenlig end nogensinde før. Agent 47 kan nu kravle op ad rør, stakitter og blomsterholdere, og hans sædvanlige snigen, der ligesom hans løb, foregik et par centimeter over jorden, er erstattet af en fyr, der nu er fast forankret på jorden og har betydelig mere tyngde. Hans arsenal af bevægelser er også udvidet og indeholder nu muligheden for at nikke skaller, stikke kællingeflade og i det hele taget være godt og grundig ubehagelig. Fjender tæt på balkoner kan skubbes ud over med et let tryk på skulderknappen, mens andre kan provokeres til at gå et andet sted hen.

Bedst af alt er dog seriens nye Notority-system og medfølgende avisforside. Som du gennemfører de mange missioner, stiger genkendelsen af dig, specielt hvis du bare skyder vildt omkring dig og ikke er diskret, og så bliver det svært at tage næste job. Ideen er naturligvis at spille missionerne som de er tiltænkt og evt. betale vidners tavshed, muligvis en højtstående politichef og i allerværste fald købe dig en helt ny identitet, hvis du virkelig har dummet dig. Jeg læste med dirrende hænder dagens avisforside for at se om jeg var blevet opdaget, og det er faktisk ret interessant, at se din mission gengivet som en avisbasker.

Hitman Blood Money er underholdende, ingen tvivl om det, men jakkesættet strammer unægtelig flere steder end det gjorde i Contracts, og til trods for en afpudset grafik, mere opfindsomme missioner og et helt nyt pengeaspekt, så føles det lidt som om serien for alvor er begyndt at træde vande. Potentielle lejemordere og knaldhårde fans vil sagtens kunne tage endnu en omgang i det skånselsløse og makabre univers, men der skal for alvor til at ske helt nye landevindinger i serien, hvis ikke Hitman skal ende som endnu en serieproduceret eksportvare.