Hitman - Marrakesh

I denne nyeste episode af Hitman rejser vi til Marokko, netop som der trækker op til ballade. Den svenske bankmand Sandberg har snydt for millioner af kroner. I en snu konspiration slap han fra politiet med general Zaydans hjælp. Zaydan planlægger at udnytte kaosset til at lave et militærkup. Alt imens er byens befolkning begyndt at demonstrere kraftigt, og byen er på randen af oprør. Byens marked er dog stadig ligeså livligt og turistet, som det plejer, og over alt prøver sælgere at overtale folk til at købe tæpper og dadler. Agent 47 ankommer til denne myretue af en by, og skal forsøge at likvidere Strandberg og Zaydan. I anmeldelsen af den forrige episode; Sapienza, roste vi stemningen og atmosfæren i byen samt det generelle level-design. Begge dele fungerer også i denne omgang, men ikke ligeså godt. Faktisk vil jeg mene, at Marrakesh er den svageste episode indtil videre.

Ideen er ellers udmærket. Banen er designet med mange små varierede gader, et kæmpe marked i midten, og det svenske konsulat ved siden af. Der er fyldt med små detaljer overalt. IO Interactive presser deres crowd-system til det yderste i Marrakesh. Aldrig har der været så mange mennesker på samme tid i en Hitman-bane. Desværre begynder illusionen hurtigt at falde fra hinanden. Man opdager personer som går igen, nogle gange lige ved siden af hinanden. Man kommer for nemt til at gå ind i folk, og deres reaktioner på mystisk opførsel, kan i sig selv være mystisk. Det er en besynderlig oplevelse, at en tilfældig person ser igennem ens forklædning, hvorefter soldater straks vil anholde Agent 47, eller ligefrem skyde ham. Det er ikke mærkeligt, at man bliver genkendt, dem som vil se igennem ens forklædning er markeret, men man får sjældent en forklaring på hvorfor. Nogle steder er det indlysende, men andre steder er det besynderligt. Folk opfører sig heller ikke realistisk i forhold til, hvad de verbalt giver udtryk for. Man kan blive i tvivl om, hvem der taler, da folk ikke agerer derefter. Eksempelvis stødte jeg på en mand, som ikke kunne finde vej. Hans stemmeføring gav udtryk for forvirring og nervøsitet, men han stod med armene over kors, og gik roligt rundt ligesom alle andre. Marrakesh har mange flere mennesker, men de har meget mindre personlighed. Og dem som har personlighed, kan nemt drukne i mængden. Teknisk virker banen også mere skrøbelig, og jeg oplevede enkelt drop i framerate blandt de store menneskemængder.

Marrakesh er gigantisk, og designet får stedet til at virke autentisk. Alligevel er det knap så smukt og spektakulært at se på, som Sapienza var. Atmosfæren bliver i særdeleshed brudt af stemmeskuespillet. Det observerede man også i forrige episode, og denne gang er de samme stemmeskuespillere, igen blevet brugt til den almindelige forbipasserende. Alle snakker de kraftigt britisk eller amerikansk. Det er fint nok for en turist, men en afrikansk tæppeforhandler som lyder som en tjener på en kaffebar i hjertet af London bryder stemningen.

Ikke bare Marrakesh, men alle Hitmans baner er godt designet i forhold til mobilitet. Der er altid en ny vej at tage, og ruterne virker naturlige. Hitman er naturligvis ikke som Assasins Creed, men alligevel kan man, bevæge sig hen til stort set alle steder, man kan se. Dette glimrende banedesign er ikke udnyttet særlig godt i Marrakesh. Hver bane er en sandkasse, som lægger op til, og giver mange muligheder, for at lave sine egne kontrakter. Desværre betyder det, at banen holdes i samme 'tilstand' konstant. Der er ingen progression eller begivenheder. Oprøret bryder aldrig ud, hæren laver aldrig sit kup osv. Banen fortæller ikke en historie i sig selv, som man spiller igennem den, hvilket er rigtig ærgerligt. Det kunne have været spændende, hvis der var nogle større 'scriptet events'. Efter lidt tid står det klart, at banerne generelt i Hitman, er som et ur, hvor hver figur har sin rute, og gør bestemte ting på bestemte tidspunkt for at give 'windows of oppurtunities'. Det er som sådan fint nok, men mange gange er det for åbenlyst. Hovedmissionen udnytter banens størrelse dårligt. De to mål befinder sig på bestemte steder, og de er forholdsvis tæt på hinanden, hvilket betyder at det store marked, og resten af byen ikke bruges til særlig meget. Derfor skal Marrakesh's styrke nok findes i de muligheder, der er for at skabe egne kontrakter. Til gengæld er der en del forskellige måder at ramme sine mål på, og nogle af dem er ret kreative og morsomme (to ord jeg husker efter mine gennemspilninger er elg og toilet).

Herefter et par episoder står det klart at Hitman er et solidt spil, men dets største problem, er miljøets reaktioner på dine handlinger. Illusionen brydes, når verden ikke udvikler sig i takt med den måde, du påvirker den på. IO Interactive ved hvordan man skal designe store baner med masser af potentiale. Desværre fokuserer de for meget på sandkasse-aspektet, og udnytter ikke området ordentligt i forhold til hovedmissionen. Al denne kritik betyder ikke, at episode 3 er dårlig, men det er den svageste indtil videre. Sapienza var et sted, jeg havde lyst til at gå rundt og udforske; se hvad der gemte sig i alle hjørner. Marrakesh opnår ikke samme effekt.