Agent 47 er nu færdig med sin hors d'oeuvre og rykker videre til antipasto'en. I det nyeste afsnit af Hitman tager vi nemlig flyveren til Italien, for at besøge den lille fiktive havneby Sapienza, og de nye himmelstrøg er aldeles kærkomne. Det er nu over en måned siden at Intropakken udkom, hvor vi fik lov at dræbe løs til en modefest i Paris. Banen var stor med mange muligheder for kreative attentater, men én bane er ikke meget at lege med i en hel måned. Selvom jeg roste spillet i den oprindelige anmeldelse, har jeg de seneste uger længtes meget efter nye omgivelser og opgaver. Den fine karakter var givet på baggrund af intropakken, men også betinget af det potentiale, som spillet lagde for dagen. IO Interactive viste os med Paris, hvor detaljeorienteret de har været i deres banedesign, og det er nu tid til at se om de kan holde standarden - eller om de måske ligefrem kan hæve den.
Agent 47 er en mand som praktisk talt lever i lufthavne, ventende på det næste opkald, den næste opgave. Ud af denne tanke så IOI muligheden for at gøre spillet episodisk, da 47's liv på sin vis er episodisk. Denne ide gav sådan set god mening, men desværre føles konceptet ikke gennemført. Man får ikke fornemmelsen af at være en lejemorder der sidder og venter på, at ens telefon vibrerer med en ny opgave fra Diana. Det får mig til tro, at det episodiske format mere er til for at give udviklerne mulighed for at justerer og forbedre undervejs, end at det er gjort med et narrativt øjemed. Nuvel det har IOI også selv understreget, var en af hovedgrundene bag valget af distributionsmodellen, men det er ærgerligt, at de ikke har integreret formatet bedre ind i selve spillet og historien. Menuen kunne have været 47's hotelværelse eller blot et verdenskort hvor nye mål dukkede op, som sæsonen skred frem. Små ting kunne have gjort det. Det er ikke en stor anke, men der kunne være gjort mere for at retfærdiggøre konceptet. Ventetiden imellem episoderne er ikke af den gode slags - den slags man har, imens man venter på næste afsnit af sin ynglings serie - men mere en frustration og længsel efter mere. At man længes er dog et godt tegn. Der er altså noget at vende tilbage til, og jeg kan berolige med allerede nu, at den næste bane er fantastisk.
Under mine besøg hos IOI, har turisme været et nøgle ord, og man skal da heller ikke tage mange skridt i Sapienza, før man føler sig på ferie. Stedet føles enormt autentisk, og byen har en behagelig stemning. Banen er ikke meget større end Paris, men føles alligevel sådan. Der er massere af små kringlede gader, og butikker på hvert hjørne man kan besøge - eller bryde ind i. Designet sidder lige i skabet, og atmosfæren er på plads på nær to ting: Stemmeskuespillet er godt, men for mange baggrunds-karakterer taler engelsk. Selvom det er en populær rejsedestination, virke det mærkeligt at hovedparten snakker engelsk. Det er forståeligt nok, og ville være en udfordring gameplay-mæssigt, hvis alle snakkede italiensk, da det er nødvendigt, at 47 kan overhøre samtaler, men så kunne flere personer i det mindste være givet accent. Hvis man har spillet første episode meget, vil man også genkende mange af stemmeskuespillerene. Dialogen er til gengæld velskrevet, og det er en fornøjelse at overhøre folks samtaler, selv dem som ikke har relevans for ens mission. Det er andet punkt, som mangler i atmosfæren, er musikken. Lidt ambiente italienske toner ville have været oliven på pizzaen. Spændingsgraden stiger og falder også på underlige tidspunkt, og får en til at kigge sig over skulderen, selvom der intet foregår. Til gengæld vækker den minder om ældre spionfilm fra 60'erne og 70'erne. I det hele taget føles Sapienza-missionen som en gammel spionthriller i klassisk Mission Impossible eller James Bond stil. Alt lige fra speedbådene i havnen til det hemmelige laboratorie under jorden understreger dette.
Din opgave i denne ombæring er at uskadeliggøre to videnskabsmænd, som arbejder på en virus, som aldrig må se dagens lys. Silvio Caruso er en formidable bio-ingeniør, som holder til i et stort palæ i midten af byen. Agent 47 har naturligvis ikke adgang hertil i sin smarte italienske skjorte (vagterne fortæller ligefrem: "You can't come in looking like that") men heldigvis er der et utal af strategier at benytte. Uden for byen er en blomstertransport kørt galt, så nu får Hr. Caruso ikke blomsterne til sin mors grav, med mindre 47 er villige til at hjælpe. Man kan også overtage en doven koks job. Jeg roste oppurtunities-system i den oprindelige anmeldelse, men jeg vil anbefale, at man enten slår denne fra eller sætter den på minimal, da den hurtigt kan spolere glæden ved selv at gå på opdagelse. Til gengæld er den et godt værktøj, hvis man sidder fast eller har brug for hjælp.
Gameplayet er stadig det samme, der er ikke foretaget store ændringer, og det understreger nogle af de problemer, som var indikeret i første episode. Spillet kan føles for nemt, især hvis man har slået oppurtunities til, men selv uden er det for nemt at komme tæt på sit mål. Eksempelvis burde kokken ikke have ubegrænset tid til at rode med Silvios golfudstyr. Ved første gennemspilning tog det mig under ti minutter at slå det første mål ihjel. Genspilnings-værdien ligger i alle de forskellige muligheder man har, og det er sjovt at være kreativ. De mange challenges opfordre også en til at prøve forskellige fremgangsmåder, men spillet burde tvinge en ud i flere svære situationer. Den generelle kunstige intelligens opfører sig også til tider underligt og urealistisk. Da jeg støtte ind i en privat detektiv, som sad på en bænk, blev han øjeblikkeligt mistænkelig. Selvfølgelig vil han undgå at jeg overhører ham, men det er mærkeligt at der pludselig står "crime noticed", da jeg går væk igen. Derudover fjerner det en del fra oplevelsen at fare-niveauet ikke stiger efter, at et mål er slået ihjel. Alle går rundt som de ellers plejer, så snart liget er blevet fjernet. Det ødelægger lidt indlevelsen. Eksempelvis i Paris burde Viktors kone blive advaret, hvis hendes mand bliver dræbt, og festen burde ikke fortsætter uhindret, hvis han bliver forgiftet midt i baren. Det er dog forståeligt nok, efter som realisme ville ødelægge det sjove. Men der burde være gjort mere for at skabe fare, og tvinge spilleren til at planlægge sit mord og efterfølgende flugt mere præcist.
Med anden episode havde jeg håbet at se mere af den overordnede historie, måske få et større indblik i hvad der egentlig foregår, men det er ikke meget vi bliver foræret. Efter endt mission spiller en mellemsekvens, som ikke er længere end et par minutter. Jeg vil naturligvis ikke fortælle, hvad der sker, men det er ikke overvældende. De fleste spil som er episodiske, har en stærk historie, hvor det giver mening at dele dem op som en tv-serie, men det er ikke tilfældet i Hitman. Jeg er stadig spændt på at se hvordan det hele hænger sammen i sidste ende, for selvfølgelig er det ikke er tilfældige mål vi skyder ned, men IOI må siges at være fedtet med historien. Til gengæld fornemmer jeg, at der er en del brødkrummer lagt ud i banerne i form af samtaler imellem folk osv.
Episode 2 af Hitman er rigtig god. Grafikken, stemning og lyddesignet bringer stedet til live, det føles vitterligt som en lille hyggelig italiensk ferieby, og historien er en god gammel spion-thriller. Desværre tvinger spillet ikke en ud i kreative løsninger, og man er nødt til at selv at skabe udfordringerne i gameplayet. Alt i alt er Sapienza dog en fantastisk oplevelse og en bedre bane end Paris, så hvis du kunne lide første afsnit, så hop direkte på den her. Hvis IO Interactive kan holde denne standard i banedesign, kan vi se frem til massere af sjove oplevelser sammen med den kære lejemorder Agent 47.