Hitman: The Complete First Season

IO Interactive gik en noget anden vej med udgivelsen af Hitman, end vi havde forventet. Den episodiske udgivelsesform er som sådan også noget helt nyt for actionspil, som Hitman alt andet lige er. Gamle og nye fans af serien var skeptiske, men Hitman viste sig at være en af 2016's helt store succeser, og det episodiske format tillod hver bane at blive gransket til ukendelighed af fans, som ventede spændt på næste destination. IO har sendt os en kopi af The Complete First Season, og spørgsmålet er nu, hvordan den samlede pakke fungerer.

Køber man Hitman som samlet boks, så er der nogle ting, man skal være klar over. Hitman er et spil, som en lidt utålmodig gamer hurtigt kunne haste sig igennem, da det kan klares på ret få timer. Det er et spil som skal nydes, og det er et af de få singleplayer-spil, som er designet til at skulle eksperimenteres med, genspilles, og være sjovt langt udover de ca. 16 timer, som det nok kan klares på, hvis du kun spiller for historien.

Hitman: The Complete First Season er dermed ikke et dyrt spil, men det kræver den rigtige mentalitet for at give fuld valuta for pengene. Tidligere spil, og især Absolution, var historiedrevne i en grad, som dette spil ikke er. Her får man ganske vist serveret en god historie gennem flotte cutscenes, briefings og meget andet, men et hurtigt kig på hovedmenuen viser, at hver bane er grundlag for meget andet end historiefortælling. Hitman er et åbent legeland på en måde, som tidligere titler ikke var, og det er samtidig en levende titel, som får nyt indhold løbende. Det er værd lige at nævne et par ord om dette levende aspekt af Hitman, før vi går videre.

De fleste læsere vil allerede have hørt om spillets Elusive Targets: unikke targets, som dukker op i et begrænset tidsrum, og hvor spilleren kun får ét forsøg til at fuldføre missionen. Denne gameplay-feature gør, at Hitman, til trods for at være en singleplayer-oplevelse, er et levende og foranderligt spil, som stadig udvikler sig. Foruden Elusive Targets får spillet også løbende såkaldte Escalation-missioner, og disse er der vanvittigt mange af. Her skal spilleren gennemføre fem levels i f.eks. Hokkaido, som gradvist bliver sværere. Man starter med typisk at skulle klare et target, men med hvert level bliver banen sværere og der kommer flere targets. Dette er sjove udfordringer, men de er naturligvis ikke helt ligeså polerede som klassiske missioner.

Hvad angår story-missionerne, så er Opportunities måske den helt store genistreg i denne omgang. I løbet af en bane vil man møde forskellige unikke muligheder for at udføre sin mission, og disse kan være alt fra at stjæle tøjet fra en doven køkkendreng, som ikke møder op på sit nye arbejde, til at dræbe ens offer med en eksploderende tuk-tuk. At udnytte disse muligheder føles lidt som at udføre et sidequest, og leder en på ret spændende afveje.

Opportunities er smarte af flere grunde: de gør de mange forskellige veje til målet meget unikke og underholdende. De tillader også IO at guide spilleren gennem banerne på en måde, som samtidig bevarer det udfordrende element. Da mange af disse opportunities har samme mål, så fravælger man ofte flere, når man vælger én. Dette gør, at der er et tydeligt incitament for at spille hver bane igennem flere gange. De hjælper desuden med at udføre Challenges, som der er dusinvis af, udover den klassiske Silent Assassin-Challenge.

Når du har spillet en bane igennem vil dit såkaldte Mastery-level stige, og det giver dig mulighed for at ændre dit loadout, dvs. have andre våben med, starte et nyt sted og i ny forklædning, men også få smuglet våben ind til andre steder i banen. Dette er et rigtig godt træk, da man kan nå "direkte til det sjove" hvis man i f.eks. Sapienza starter som gartner i offerets store palæ i stedet for ude på gaden.

Med alle disse nye frække, smarte tiltag, hvordan er Hitman så at spille? Er det det comeback, vi har ventet på siden Blood Money? På langt de fleste områder, ja. Jeg var bange for det nye, fancy episode-format, men Hitman er helstøbt, velkonstrueret og dødsjovt. Det tager ikke sig selv alt for højtideligt, og er fyldt med kulsort humor (at kvæle en mand i sin egen fødselsdagskage er et af mine favoritmord heri). De mange dumme og fjollede kostumer, som den evigt seriøse 47 kan iklædes, som modeikon, makeup-crew (lilla stram v-hals), fugleskræmsel og meget andet, giver en følelse af et spil, som er åbent på alle leder og kanter og er proppet med små detaljer overalt.

Detaljerigdommen findes ikke kun i humoren, men i de tætbefolkede destinationer, man rejser til på lejemorderagenturet ICAs regning. Overalt er der samtaler, som kan overhøres, og ofte bidrager disse med detaljer til den mission, du er på. Nogle af disse samtaler afhænger af, at man udnytter bestemte Opportunities. I Sapienza kan man eksempelvis slå en golfcoach ud, som i al hemmelighed har en affære med Francesca De Santis, som er mål for ens attentat. Man kan aftale en date, tænde for noget lummer musik og sætte sig i et mørkt hjørne. Da hun grundet mørket kun kan se golftøjet og ikke 47's skaldede isse, fortæller hun løs om, hvordan hun i virkeligheden har udspioneret ens andet offer på denne mission, Silvio Caruso. Dette ændrer ikke på, at hun skal dø, men disse gemte informationer, samtaler som venter på at ske, gør hver mission til et kanvas, som kun bliver komplet, når man udforsker verdenen fra mange forskellige vinkler.

Det er tydeligt, at Hitman ikke havde været meget værd uden spændende destinationer, og det har det så sandelig. Det er ikke alle steder, som er lige spændende, men der er absolut ingen af dem, som er kedelige, eller ikke fortjener et ekstra besøg. Det overraskede mig dog, at Marrakesh endte med at være den mindst spændende destination. Når man besøger Marrakesh i missionen A Gilded Cage, så er der et oprør i gang, og ens targets er hhv. den svenske svindler Strandberg, som har snydt den marrokanske befolkning for millioner, og hans kumpan General Zaydan, som ønsker at orkestrere et militærkup.

Problemet med Marrakesh-banen er, at de to targets er i meget afsides lokationer, hhv. den svenske ambassade, som er et ret standard kontormiljø, og en ødelagt skole, som militæret bruger som base. Dette giver ikke specielt meget anledning til at dykke ned i Marrakeshs snævre gader og pulserende liv. Heldigvis, så er dette ikke rigtig et problem, da IO er så gavmilde at diske op med bonusmissioner i både Marrakesh og Sapienza, og disse er af overraskende høj kvalitet. Især i Marrakesh er bonusmissionen lige præcis det, man kunne tænke sig efter den lidt mindre charmerende hovedmission. I A House Built On Sand, som bonusmissionen hedder, får man virkelig følelsen af en aften i Marrakesh, komplet med vandpiber samt krydderi- og tæppemarkeder så langt som øjet rækker. Den mindre bombastiske men helt igennem klassiske Hitman-mission vejer mere end rigeligt op for den mindre overvældende hovedmission.

Mens det meste af denne artikel dækker indhold, som har været tilgængeligt længe, så er der faktisk også helt nyt indhold i anledning af den fysiske udgivelse af The Complete First Season. Dette er bonusmissionen Landslide, som foregår i Sapienza, hvor en korrupt forretningsmand stræber efter at blive borgmester. Han er naturligvis målet, og byen er i festhumør. Der er scene og musik sat op i havnen, hvor det hele foregår. Det er forfriskende at se IO udnytte denne smukke del af Sapienza. Det er også yderst tilfredsstillende at iføre sig præsteklæder og likvidere en korrupt højrefløjspolitiker, mens han tilstår sine ugerninger, hvor forkert det end lyder. Landslide er ganske enkelt endnu et overflødighedshorn, ligesom de øvrige bonusmissioner, og man kan kun håbe, at vi får flere at se.

Det overraskede mig også positivt, at Colorado-missionen er meget sjovere, end jeg havde forventet. Lækre Sapienza, eksotiske Bangkok og det overdådige Hokkaido-hospital stjal rampelyset, men Colorado er slet ikke tosset heller, selvom man roder rundt på en farm, og der kun er militia'er i sigte. Da der er mange targets i denne mission, så er den også lettere tricky, og der er igen mange tilgange, som kan være spændende. I mine øjne var det mere militære fokus faktisk et friskt pust på dette tidspunkt i spillet.

Colorado, i kraft af at være amerikansk, undgår også ét problem, som samtlige andre destinationer i spillet har: i Hitman taler hele verden enten med en blød amerikansk dialekt, eller klart og tydeligt London-engelsk. Hvor gerne jeg end vil sige, at jeg levede mig ind i hver destination, med deres pragtfulde præsentationer, så kunne jeg simpelthen ikke se bort fra det groteske i, at den lokale tæppemager i Marrakesh taler med en blød californisk dialekt, eller at en thailandsk garner svarer med "Hey, dude?" når man bumper ind i ham. Det værste er næsten, at IO har været fuldkommen inkonsekvente, og det er helt tilfældigt, hvem der taler britisk og hvem der taler amerikansk. Det føles ganske enkelt dovent, især når resten af spillet er så utroligt gennemført på alle andre fronter.

Dette dialekt-problem har ret ærgerlige følger for, hvordan man oplever verdenen. Det blev jeg især opmærksom på, da jeg spillede bonusmissionen The Icon, hvor man skal dræbe en selvcentreret filmstjerne, som kommanderer rundt med sit crew i en Iron Man-agtig dragt, mens de skyder en superheltefilm. Han hedder Dino Bosco, og skulle angiveligt være italiensk. Men takket være hans "What is this? Come on, people!"-udråb, på nærmest overdrevet amerikansk, så oplevede jeg hele missionen som, at det var et amerikansk filmhold, som jeg skulle infiltrere. Dvs. selve setuppet leveres ofte slet ikke, som det er tiltænkt. Det er ganske enkelt mindre troværdige steder, man besøger, fordi der hverken er lokal accent eller lokalt sprog (andet end radioerne, som underligt nok spiller løs på lokalt sprog).

Dette er dog det værste skår i glæden ved en ellers helt fantastisk spiloplevelse. Fra musikken, som i bedste Hitman-tradition er fantastisk komponeret, til det grafiske udtryk, som også sidder lige i øjet, så har det sjældent føltes bedre at være snigmorder. IO er helt i topform når det kommer til det visuelle udtryk, og de førnævnte detaljer, som pryder hver destination, gør det til en glæde at udforske hver en afkrog.

På den tekniske front, så er Hitman på dette stadie en velsmurt maskine. Jeg havde ikke glæden af at presse alle settings i top, men spillet er smukt selv på mere beskedne settings. I enkelte områder, især hvis man starter Sapienza på torvet, oplevede jeg nogle frame-drops, fordi spillet lige skulle indlæses, men ellers kørte det helt igennem solidt. Loade-tiderne er også ret hurtige, og i det hele taget fremstår spillet både gennemarbejdet og flot. Jeg testede både med Steam Controller og tastatur/mus, og begge dele føltes naturligt og lækkert (omend jeg rykkede nogle controls lidt rundt).

AI'en har været et problem for stealth spil historisk set. Heldigvis har Hitman i denne udgivelse gjort det ret godt på den front. Naturligvis er det lidt sært, at vagter er programmeret til at slå folk ihjel, når man puffer lidt til en skulder og går ind på det forkerte toilet, men sådan er spil nu engang. Generelt, så fremstår AI'en velfungerende her, og NPC'er agerer på en måde, der typisk virker naturlig.

På trods af min umiddelbare skepsis overfor det nye format, så må jeg bøje mig i støvet og erklære Hitman en succes. At købe spillet som en samlet, smuk og modnet pakke her i 2017 er en god investering, og takket være Elusive Targets, Escalation-missioner og bruger-skabt indhold, så er der masser af indhold tilbage, selv når man har spillet story-missionerne på kryds og tværs. Hitman er ikke bare et vanvittigt stærkt comeback for serien, det genopfinder opskriften på en måde, som føles naturligt for serien. Indlevelsen i spillet holdes tilbage af et besynderligt accent-frit valg af stemmelægning, som jeg aldrig har oplevet før, men rettes dette i næste omgang, så har denne historiske spilserie en strålende fremtid.