At anmelde et længe ventet spil er svært, meget svært. På den ene side skal man passe på ikke at lade sig rive med af al den positive energi, der suser forbi, mens energiske spillere deler deres højlydte meninger, og på den anden side må man heller ikke lade forventningerne blive så høje, at det i sidste ende er umuligt at blive imponeret. Der er gået syv lange år siden Hollow Knight udkom, og i den tid har fans haft rig mulighed for at hæve deres forventninger til, hvad der kunne være muligt i en potentiel efterfølger. Og lad os bare sige det, som det er: drømmene har sjældent været små eller realistiske. At kalde spændingen uudholdelig er derfor ingen overdrivelse, og nu hvor Hollow Knight: Silksong endelig er her, står det store spørgsmål tilbage: Var ventetiden det hele værd?
Silksong er gået hen og er blevet en malstrøm, en malstrøm af mennesker der er direkte pinlige i deres tilgang til sværhedsgrad, til andres holdninger og meninger, men heldigvis kan vi let adskillige spillet selv, og Team Cherry, fra den her larmende, giftige diskurs, og i stedet gå selve spillet efter i sømmene. Og det har vi tænkt os at gøre.
Jeg må begynde med at indrømme, at jeg aldrig var den største fan af det første spil. Bevares, jeg synes Hollow Knight fra 2018 er et rigtig godt spil, men i mine øjne var det aldrig det mesterværk, som mange andre udråbte det til at være. Fundamentet var ekstremt solidt, men det manglede finesse, hvilket gjorde, at visse dele føltes som kedelige pligter frem for ren spilleglæde. Med Silksong har Team Cherry dog gjort deres hjemmearbejde, og efter småjusteringer hist og her har de skabt en efterfølger, der på alle tænkelige måder overgår sin forgænger.
En stor ændring i Silksong er, at vi denne gang styrer Hornet i stedet for den tavse "The Knight" fra det første eventyr. Med Hornet følger en række forbedringer, der gør oplevelsen både mere dynamisk og mere tilgængelig. Vores akrobatiske kriger er større (rent karaktermodel-mæssigt) end den lille helt fra Hollow Knight, og det har fået udviklerne til at gentænke store dele af spillets opbygning. At bevæge sig rundt føles nu som en yndefuld dans, hvor Hornet hopper, griber og glider over platforme, kanter og vægge. Der er en flydende elegance i alt fra styring til animationer, og når man vender tilbage til forgængeren bagefter, føles det næsten som at gå fra Symphony of the Night tilbage til Super Castlevania IV. Konceptet er det samme, men udførelsen er milevidt bedre.
Når det er sagt, føles det stadig som Hollow Knight - på godt og ondt. Hvis du kunne lide det første spil, er der stor sandsynlighed for, at du også vil elske Silksong, og omvendt hvis du aldrig kunne se fidusen ved indie-klassikeren. Det her er ikke et spil for alle, men for dem, der holder af udfordrende Metroidvania-titler, findes der få, der kan matche den kreativitet, det overskud og den præcise udfordring, der leveres her.
Silksong har en form for genialitet, som er svær at sætte fingeren på. Det er den slags, hvor skønheden ligger dybt begravet i detaljerne, og hvor de små dele først for alvor viser deres styrke, når de samlet bliver til et større værk. Variationerne mellem de forskellige områder er et godt eksempel. Ét øjeblik er man tryllebundet af eventyrlig frodighed i Mosshome, det næste står man i den forfaldne og tungsindige arkitektur i Greymoor, der nærmest suger farven ud af sjælen, når man ankommer for første gang.
Den håndmalede, analoge grafik forstærker naturligvis kun helhedsindtrykket. Man kan stort set sætte spillet på pause når som helst og bruge billedet som et maleri i stuen - uanset om det er dystre hulegange eller storslåede slotsale. Der er en melankolsk skønhed i hvert eneste område, og selvom følelsen også var til stede for 7-8 år siden, føles det denne gang endnu mere nuanceret og varieret.
Lydsiden er ligeledes et kapitel for sig. Melankolske strygere, nervøse pianoloops og dystre kor indflettes frit, og udviklerne ved præcis, hvornår de skal holde igen, og hvornår hele orkestret skal brage igennem. Nogle gange er det blot regndråber, der falder i forladte byer og sumpe, mens andre gange vælter messinginstrumenter ind over en, når en boss gør sin entre.
Og netop bosskampene er fremragende denne gang. Hvis der var én ting, jeg ikke rigtig brød mig om i originalen, var det den svingende kvalitet i bossdesignet. Her er udfordringen stadig høj, men hver eneste kamp føles balanceret og fair. Forleden brugte jeg over en time på én enkelt modstander og døde mere end 30 gange, men aldrig føltes det uretfærdigt. Det handlede om at lære mønstre, styre impulserne og læse situationen korrekt - og når jeg fejlede, var det udelukkende på grund af mine egne mangler.
Historien er også blevet mere tilgængelig. Hvor forgængeren ofte mindede om Dark Souls i sin kryptiske fortælleform, er der her mere klare mål og karakterer med tydelige agendaer. En stor del af forklaringen er naturligvis Hornet, der ikke er en tavs hovedperson, men som deler tanker og refleksioner undervejs. Det gør det lettere at forstå motiverne og følge med i handlingen uden konstant at skulle samle brudstykker. Nogle purister vil måske se det som en svækkelse, men i mine øjne passer det perfekt til historien, de forsøger at fortælle.
Man kunne blive ved med at fremhæve kvaliteterne ved Silksong, ligesom man kunne blive ved med at rose Team Cherry for deres kompromisløse tilgang. At en lille australsk udvikler har turdet tage sig syv år, uden at skære indhold væk for at tilfredsstille branchens krav, er i sig selv imponerende. Hvor andre bruger millioner på markedsføring, har Team Cherry valgt at lade spillet tale for sig selv - og endda udgive det til en pris på kun 20 dollars, hvor de let kunne have taget det tredobbelte.
Men uanset alt dette står spillet helt på egne ben. Hollow Knight: Silksong formår i sig selv at fastholde spilleren fra start til slut. Ligesom Nintendo forfinede Metroid i 1994, og Konami løftede Castlevania i 1997, har Team Cherry taget et kompetent fundament og forvandlet det til et mesterværk, hvor helheden er større end summen af delene. Silksong leverer spilglæde i sin reneste form, og man kan ikke andet end at applaudere alt fra styring til lyd og spilbarhed.
I mine næsten ti år hos Gamereactor har jeg kun givet tre spil topkarakter - men nu er det tid igen. Hollow Knight: Silksong er et mesterværk, ganske enkelt. Forventningerne var skyhøje, men med tålmodighed og imponerende talent har Team Cherry overgået sig selv og sikret en plads blandt de mest lysende stjerner på spilhimlen. Hvis du kan lide udfordrende spil generelt og Metroidvania-genren i særdeleshed, kan jeg ikke anbefale Hollow Knight: Silksong nok. Det er et spil, der fortryller og udfordrer, blænder og begejstrer. Og til slut, for jer der spørger: Ja, ventetiden var bestemt det hele værd.