Deep Silver Dambuster har været på lidt af en rejse med Homefront: The Revolution. Dette er et spil, der har været under udvikling i en del år, og i løbet af denne periode har det været under opsyn af tre forskellige udgivere (THQ, Crytek og nu Deep Silver/Koch Media). På trods af det ujævne terræn, har spillet altid hvilet i de samme udvikleres hænder, så på trods af at studiet har skiftet navn og udgiver, er kernevisionen stadig stærk.
Vi har tidligere talt om spillets singleplayer-portion, så vi vil ikke træde i egne fodspor, udover selvfølgelig at minde jer om hvad spillet handler om. Det foregår i USA i nær-fremtiden, der i dette univers er blevet indtaget af Nordkorea. Spilleren får til opgave at generobre landet, og ødelægge det undertrykkende regime i det krigsødelagte Philadelphia.
Vores fokus i denne artikel er udelukkende den kooperative del af spillet. Ifølge udvikleren der var til stede ved en preview-begivenhed i London, skal den kooperative kampagne tilgås, efter at du er blevet færdig med singleplayer-delen. Hver af disse missioner skulle gerne være unikke, men vi spillede kun tre af dem, så vi kan ikke udtale os om de andre ni. Vores indtryk er derfor baseret på det vi har set og spillet flere gange på flere forskellige sværhedsgrader.
I vores demonstration sad vi rundt ved en række gaming-computere i klynger af fire, og derefter skulle vi hver især vælge en karakter, og tilpasse dem via en lang række tilpasningsmuligheder. Derudover er der et ton af kosmetiske genstande, så du kan skille dig ud på slagmarken, men der er også genstande der kan forberede dine chancer i kamp. Faktisk er er selve våbentilpasningen en af de mest imponerende aspekter, og du kan tilpasse dit våben via en række ekstra gadgets lige når du har lyst. Du bliver låst fast til primære og sekundære våben når missionen starter, men det behøver ikke at blive et problem, for via disse ekstra tilføjelser til våbnene, så bliver du enormt fleksibel.
Som du spiller mere indtjener du XP og valuta, som kan bruges på et hav af evner og perks, og du kan også låse op for kasser med en række tilfældige stykker grej, der derefter tilføjes til dit arsenal. Da vi spillede fik vi en rundhåndet mængde hver gang, men vi ved endnu ikke hvor meget valuta der skal til, for at få de nødvendige kasser. Forhåbentlig når det ikke at blive kedeligt inden man har det kikkertsigte man leder efter.
De mål man har i missioner, ja i det mindste dem vi oplevede, føltes en smule uinspirerede. Vi vil rigtig gerne tage fejl her, men der så ikke ud til at være nogle synderligt fleksible mål at gå efter. I andre lignende titler holder de oplevelsen frisk ved at skifte dit mål konstant, så skyderierne aldrig føles træge eller kedelige, og det tilføjer masser af genspilningsværdi, men det er der intet af i Homefront: The Revolution. Det vi spillede var underholdende, men hvor længe det varer ved, ved vi slet ikke endnu.
De tre missioner vi spillede, var dog ret forskellige. Den ene skulle tænde en række servere, så vi kunne finde et hold af snipere, hvorimod en anden satte os til at falde tilbage til forsvarsposition, hvor vi derefter skulle modstå bølger af fjender. I den sidste mission skulle vi "befrie" en konvoj af lastbiler, og derefter forsvare dem på vejen imod målet. Det er unikke mål set i forhold til resten af spillet, men kigger man på andre titler og udviklere, er det ikke hårdkogt originalitet vi kigger på her.
Et aspekt der gerne skulle højne genspilningsværdien, er at sætte sværhedsgrade op. Når holdene gennemgår banen, vil der med en hårdere sværhedsgrad dukke flere, og sværere fjender op, og bølgerne de ankommer i er mere komplekst sammensat. Holdene skal arbejde sammen for at have en chance. Der er håndfuld af forskellige fjendetyper, men ingen af dem lader til at afvige synderligt meget fra den etablerede formel. Køretøjerne tilføjer en lidt anderledes dynamik, og der er eksempelvis en firehjulet drone kaldet Wolverine, der følger soldaterne rundt, og den kan hurtigt gøre en lille patrulje meget farligere. Når man sætter sværhedsgraden op, vil der være langt flere af disse, og med mindre man har en EMP-granat ved hånden, så er disse små patruljer pludselig meget svære at håndtere.
Hvis denne multiplayer-del af Homefront: The Revolution skal ende med at være noget værd, så skal der fokuseres på det systematiske gameplay. Der er et potentiale for kreativitet her, med masser af forskellige lag oven på hinanden, der spiller godt sammen. Vi kunne bestemt lidt det faktum, at hvis du har værktøjerne og evnerne, så kan det bedst betale sig at snige dig rundt. Du har altid en række taktiske valg at træffe, og disse valg bliver kun fordoblet af, at du har en makker ved din side.
Ved at bruge de værktøjer du har til rådighed, såsom granater og EMP's, kan du tackle en lang række mål som du ønsker. Tunge køretøjer har gas-tanke på siden, som fungerer som en eksplosiv akilleshæl, og tropper der går tæt sammen er sårbare overfor en molotov-coctail. Der er samtidig en vertikalitet ved banerne, og du kan hurtigt snige dig ind i diverse bygninger, som giver spilleren mulighed for at improvisere. Kast køretøjer ned i blandingen, og så har du et fint udvalg af muligheder. Måske var områderne som kampene udspillede sig i, dog en smule for restriktive og begrænsende, for flere gange blev vi mødt af en besked der sagde "return to the battlefield", da vi prøvede at flanke vores fjender. Dog følte vi i det hele taget, at der var plads til at være kreativ.
En af de mest positive dele af vores samlede oplevelser var uden tvivl, at al DLC efter udgivelsen være gratis. Hvem ved hvad der kommer til at ske, eller om spillet overhovedet er godt eller ej, men vi sætter om ikke andet pris på beslutningen om, at tilbyde ekstra indhold som en del af spillets pris. Dette vil sandsynligvis sikre, at dem der investerer tid og penge i spillet vil blive belønnet efter udgivelsen. Det skal dog noteres, at der er mikrotransaktioner i spillet. Dambuster fortalte os, at der vil være betalt hjælp til dem, som ønsker at forøge tempoet på oplevelsen. Det skulle gerne betyde, at de ikke fylder noget for de spillere, som ikke ønsker at benytte sig af dem.
Efter at have spillet tre kooperative missioner, ønskede vi at se meget mere. På den en side får vi serveret en rig sandkasse der er styret af systematisk gameplay, som tilbyder masser af muligheder til spilleren, men vi stadig ikke sikre på, om der er nok genspilningsværdi og variation. Der er så sandelig potentiale her, og det lader til at være en dyb og interessant kooperativ oplevelse, men vi må vente og se, hvordan det samlede indtryk fra din 12 missioner holder. Meget afhænger fortsat af singleplayer-delens kvalitet, men vi kunne sagtens se denne kooperative del være en spillerfavorit.